Lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson og adjunkt Fatima AlZahra’a Alatraktchi er nye medlemmer i et videnskabeligt akademi for unge talentfulde forskere i Danmark.

Foto: Anne Beth Witte, Dit Roskilde

Det Unge Akademi vil give nogle af Danmarks dygtigste, unge forskere en stemme i offentligheden, og akademiet har netop optaget ni nye medlemmer – heraf to fra Roskilde Universitet. Det drejer sig om lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson fra Institut for Mennesker og Teknologi og adjunkt Fatima AlZahra’a Alatraktchi fra Institut for Naturvidenskab og Miljø.

Alexandra Brandt Ryborg Jønsson er antropolog og forsker i forskellige aspekter af ulighed i sundhed, både hvordan mennesker på forskellig vis tilgår sundhedsydelser, og hvordan det at leve med kroniske sygdomme kan opleves forskelligt afhængigt af kulturel og social kontekst og socioøkonomisk position.

“Jeg glæder mig til at møde og blive inspireret af en masse talentfulde og ambitiøse forskere og samtidig bruge tværfagligheden til at få nye perspektiver på min egen forskning. Jeg glæder mig også til at diskutere formidling og forskningspolitik og sætte fokus på behovet for fri og uafhængig forskning. Derudover håber jeg at bruge mit medlemskab af Det Unge Akademi som rollemodel for andre, der, som jeg, kommer fra en arbejderklassebaggrund,” siger Alexandra Brandt Ryborg Jønsson.

Fatima AlZahra’a Alatraktchi arbejder i feltet mellem nanoteknologi, medicinal- og molekylærbiologi og forsker i, hvordan måling af biomarkører kan bruges til at forstå sygdomsforløb.

Hun ser frem til at træde ind i Det Unge Akademi: “Jeg er glad for optagelsen i Det Unge Akademi og håber, at det vil betyde, at vi i fællesskab kan sætte endnu større fokus på nogle af de gennemgående udfordringer, der er i den akademiske verden på tværs af faglige felter, fx unge forskeres vilkår, magtbalancen i det akademiske hierarki og diversitet af forskere, både hvad angår personlige og faglige baggrunde. Og så glæder jeg mig til endnu mere videnskabsformidling og tværfaglighed, hvor der er højt til loftet, og hvor der er plads til alle skøre ideer,” siger Fatima AlZahra’a Alatraktchi.

Foruden de to nye medlemmer fra Roskilde Universitet har lektor Kristoffer Kropp fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv været medlem af Det Unge Akademi siden 2019. I år er en han udnævnt som forperson for akademiet.

Læs mere om lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson og adjunkt Fatima AlZahra’a Alatraktchi på Det Unge Akademis hjemmeside.

Fakta:

– Det Unge Akademi blev oprettet i 2011 af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab for at skabe en platform til at styrke grundforskning og tværfaglig udveksling og derigennem bygge bro mellem videnskab og samfund.

– For at blive medlem af akademiet skal ansøgeren have ydet et selvstændigt bidrag til forskningen, for eksempel i form af en vægtig publikation.

– De nye medlemmer forventes at have afsluttet en ph.d.-grad inden for cirka tre til syv år på ansøgningstidspunktet.

– Et medlemskab varer i fem år.

Kilde.