Programmet for Roskilde Litteraturfestival 19-21. maj er på plads og bibliotekerne ser frem til at byde velkommen til tre dage med litteratur, cykling og fællesskab på Roskilde Bibliotek, i Bibliotekshaven og i Kreativt hus for børn

Temaet for årets festival er “Vi elsker cykling”. Vær med, når vi sammen med Jesper Skibby, Per Bausager, Daniel Dencik, Cecilie Frøkjær og mange flere dykker ned i cykelsportens verden og undersøger, hvad der sker, når litteraturen møder de store dramaer på to hjul.

Det er gratis at deltage og du møder bare op. Dog skal du købe billet til vores afslutningsevent for voksne lørdag – læs mere nedenfor.

For voksne festivalgængere er der masser af sport og litteratur på programmet. Hjerte rimer på smerte, og det gør det i den grad i både cykelsporten og litteraturen. Bliv klogere på forbindelsen mellem de to, når en række gæster fortæller mere. Du kan blandt andre opleve:

Litterat og journalist Joakim Jacobsen, der fortæller om Tour de Frances historie, som også er en fortælling om fransk politik og europæisk kunsthistorie

Journalist Cecilie Frøkjær, der anbefaler gode bøger, der tager dig med helt op på de følelsesmæssige bjergtinder og ned i skyggedalene

Poetry Slam-konkurrence med blandt andre den tidligere Danmarksmester Peter Dyreborg

Cykelekspert Brian Nygaard, der fortæller om sin bog “Iltgæld” og anekdoter fra livet som journalist i cykelsportens verden

For de mindste festivalgængere og deres voksne er der musik, sjove aktiviteter og kreative workshops på programmet, og alle kan få glæde af det gule sus. I kan blandt andet glæde jer til:

At lave sjove maskiner af cykeldele sammen med cykelsmed Erik Isager Dubiel. For børn fra 6 år og deres voksne

At slippe fantasien løs og lave jeres egen cykeletape i en kreativ workshop med børnebogsforfatter og illustrator Helle Laursen

At tage med Skrallebang på musikalsk “Tour de Cykelmyg” eller høre musik lavet på cykler

Se det fulde program for Roskilde Litteraturfestival 

Foto: Roskilde Bibliotek