En spændende og anderledes musikoplevelse for alle aldre.

Den unge generation har allerede opdaget den magi Reveal Party tilfører ethvert spillested. Vi mener, det er tid til at alle de andre generationer også skal opleve den nu.
Emily Holm Nyhuus, der er kvinden bag navnet Reveal Party, skriver sange om at eksistere i et kaos af komplicerede følelser, og hvordan man kan være nødt til at kappe enhver forbindelse til dem, når de bliver for svære. »Cut your feelings, like me«, er hendes stille råd på åbningsnummeret til debut-ep’en, ‘You Stole a Year of My Life’, der i 2020 etablerede Reveal Party som et af de stærkeste nye bands på den danske musikscene og høstede roser af både danske og internationale medier.

Reveal Party fortæller historier om kærlighed og sit liv som transkvinde med en tongue-in-cheek, spiddende sarkasme. Inspirationskilderne er både smertelig midwest emo og opløftende popsange, og derfor klinger Reveal Partys musik både af melankoli og håb. Fælles for sangene er de skarpe, rå tekster, Emily’s bløde, men stålsatte stemme og et hav af distortede guitarer.

Reveal Party har fået airplay på P6 Beat og P3 og givet store interviews til DR Kultur, Go’ Morgen Danmark, Kulturen på P1, Femina og Soundvenue. I sommeren 2021 spillede Reveal Party desuden til Roskilde Summerdays og samme år modtog hun musikprisen ved Danish Rainbow Awards 2021.

Fredag D. 27. maj kan du opleve Reveal Party i Herslev Bryghus’ industrielle lager ude på landet. Dette venue skaber nogle nye og spændende rammer for unikke koncertoplevelser.

TID: Fredag d. 27. maj 2022 kl. 20.00. Dørene åbnes kl. 19.00.
STED: Herslev Bryghus, Kattingevej 16, 4000 Roskilde.
PRIS: 95 kr.
Billetter via www.gimle.dk

Pressefoto