Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2022/06/16 til 2022/06/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej / Lille Valbyvej, Gundsømagle, Jyllinge – Roskilde

Kl. 09.23 var to biler stødt sammen i krydset Frederiksborgvej – Lille Valbyvej, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at uheldet var sket, da en 36-årig kvinde fra Roskilde var kørt i en personbil ad Lille Valbyvej mod vest frem til krydset ved Frederiksborgvej. I forbindelse med et venstresving for at fortsætte i sydlig retning ad Frederiksborgvej blev den 36-årige kvindes bil påkørt på venstre forskærm af en anden personbil, som en 27-årig kvinde fra Frederikssund førte i nordlig retning.
Ingen af parterne pådrog sig behandlingskrævende skader, og politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være overtrådt.

Brand i lejlighed – Gartnervang, Roskilde

Kl. 12.25 gik forberedelserne til at lave popcorn galt, idet der var gået ild i olien til produktionen.
Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at ilden i olien i gryden var blevet slukket, men et overskab var blevet lidt sodet, så den 56-årig kvindelige beboer slap med skrækken for en større brand i lejligheden. Politiet foretog sig ikke yderligere i sagen ud fra disse omstændigheder.

Ung kvinde truer med at skade sig selv – Smedegade, Roskilde

Kl. 14.01 rykkede politiet ud for at hjælpe en 17-årig kvindelig patient fra et psykiatrisk hospital, idet kvinden havde truet med at gøre skade på sig selv ved at oppe ud fra et vindue på anden sal i en bygning.

Politiet kørte til stedet og fik den 17-årige overtalt til at lade være med at gøre alvor af sine trusler, så hun til sidst kunne overgives til personalet til fornøden omsorg og behandling ca. 45 minutter efter anmeldelsen.

Kl. 20.50 fik politiet igen en anmeldelse om samme unge kvinde, der nu befandt sig på et tag og truede med at ville gøre skade på sig selv ved at hoppe ned. En ambulance var derfor tilkaldt til området for at være klar, såfremt den unge kvinde gjorde alvor af truslerne. Også det lokale redningsberedskab var til stede ved indsatsen.

Også denne gang lykkedes det politiet at få hende overtalt til at komme ned i god behold, idet hun blev reddet ned med hjælp fra brandvæsnets brandstige. Den unge kvinde kunne så igen overgives til personalet til fornøden omsorg.

Pige ville ikke have hjælp – Roskilde

Kl. 14.52 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom kvinde, som undrede sig over, at en ung pige gik rundt på Store Gråbrødrestræde og forsøgte at skære i sig selv med en kniv. Pigen gik ifølge anmelderen i retning mod Hestetorvet.
Politiet sendte flere patruljer ud for at lede efter pigen, der blev fundet i området ved Algade, men som ikke ønskede kontakt med politiet og stak af. Hun blev dog til sidst fundet ved domkirken, hvor politiet fik hende identificeret som en 15-årig pige fra Holbæk kommune.
Pigen ønskede ikke umiddelbart hjælp fra politiets side og strittede voldsomt imod, da politiet efter aftale med et sygehus kørte hende dertil med henblik på undersøgelse og eventuel behandling. Efter knap en times eftersøgning blev pigen afleveret på sygehuset.

Grundlovsforhør – Butikstyveri – Stationscenteret, Roskilde

Kl. 15.22 anmeldte personalet fra supermarkedet Føtex, at en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet nogle varer fra supermarkedet.
Politiet fik i supermarkedet kontakt til en 35-årig mand fra Georgien, som blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Georgieren havde indfundet sig i butikken, hvor han havde lagt 10 pakker barberplade i en medbragt taske, men forlod supermarkedet uden at betale. Det udløste en varealarm, hvorefter han stak af i retning mod Roskilde togstation med et par medarbejdere efter sig. Undervejs smed han en taske fra sig, men fortsatte flugten, der endte på togstationen, hvor en medarbejder fik kontakt og førte ham retur til supermarkedet.
Politiet undersøgte den anvendte taske, som indvendigt var forsøgt beklædt med materiale på en særlig måde i et forsøg at undgå aktivering af alarmer på varer i tasken.

Ved nærmere undersøgelse af den 35-åriges georgiers personlige forhold viste det sig, at han også opholdt sig ulovligt i Danmark, idet han var indrejst i Schengen-området for mere end tre måneder siden.

Anklagemyndigheden vil tirsdag fremstille den 35-årige georgier i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor han ud over butikstyveriet til en samlet værdi af 970 kr. også vil blive sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, idet anklagemyndigheden vil begære ham frihedsberøvet i medfør af hjemrejselovens bestemmelser.

Butikstyveri – Skomagergade, Roskilde

Kl. 16.11 fik politiet en anmeldelse fra personalet i en herretøjsbutik om, at to kvinder havde stjålet varer fra fortovsudstillingen. Varerne havde de lagt i en taske, hvorefter de begge var gået sammen fra stedet.
Butikspersonalet havde kontaktet dem, hvorefter den ene kvinde stak af, mens den anden forblev tilbage sammen med en efterladt taske, som den flygtede kvinde havde efterladt.

Politiet kunne konstatere, at der i den efterladte taske var polo-T-shirts til en samlet værdi af 6.200 kr., og den tilbageholdte kvinde blev identificeret som en 45-årig kvinde fra Nordsjælland. Hun blev sigtet for butikstyveri af varerne, som de havde taget fra fortovsudstillingen uden at betale.

Politiet efterforsker nu videre i sagen ud fra bl.a. diverse overvågningsmateriale i et forsøg på at få identificeret den anden kvinde, som også kan mistænkes for at have deltaget i butikstyveriet.

Mand i papkasse – Hyrdehøj, Roskilde

Kl. 05.08 henvendte en vægter sig til politiet, fordi vægteren i forbindelse med tilsyn på en skole havde fundet en påvirket mand sovende i en stor papkasse.

Politiet fik på skolen kontakt til en spirituspåvirket mand, der blev vækket, så han kunne identificeres som 26-årig mand fra København NV.
Han blev “tilbudt” et bedre logi på politistationen, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt kortvarigt i detentionen til afrusning. Lidt senere på morgenen blev han løsladt, men var ikke blevet sigtet for noget i anledning af det lidt usædvanlige nattelogi på skolens område.

Roskilde Festival

Der henvises til særlig døgnrapport vedr. uddraget fra de politimæssige opgaver, som politiet i løbet af uge 26 løser i forbindelse med afviklingen af Roskilde Festival. Læs mere på www.politi.dk/rf22.

Fredag – lørdag:

Borger anmeldte spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde og Holbæk

kl. 04.36 fik politiet anmeldelse fra en bekymret borger, som havde bemærket en slingrende personbil, der kørte ad Holbækvejen mod vest ved Roskilde. Politiets vagtcentral meldte til patruljerne, at der kørte en bil med en muligt påvirket fører på Holbækmotorvejen.

En patrulje fik kontakt til bilen på Holbækmotorvejen ved Regstrup, Holbæk. Bilen blev stoppet og bag rattet sad en 42-årig mand, som var spirituspåvirket over det tilladte. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den 42-årige kendte imidlertid turen, for dagen forinden blev han også anholdt og sigtet for spirituskørsel i København.

Nu afventer politiet promilleerklæringerne, hvorefter den 42-årige vil høre mere i sine sager, herunder hvad det kommer til at betyde for hans kørekort.

Lørdag – søndag:

Skrottyve afsløret – Industrivej, Roskilde

Kl. 16.14 anmeldte en opmærksom kvinde, at hun havde set to mænd læsse en cykel ind i et udenlandsk registreret køretøj på Herregårdsvej i Himmelev. Hun havde fulgt efter varebilen, mens hun alarmerede politiet under til Industrivej, hvor varebilen standsede bag Biltema.

Her havde de to mænd også taget skrottede varer fra en container bag forretningen inde på et indhegnet område.

Politiet fik på Industrivej kontakt til to mænd på 49 år fra Rumænien, som blev anholdt og sigtet for tyveri af metalskrot i form af en cykel, plæneklippere, en pumpe og hydraulisk værktøj. De to mænd fik deres sager afgjort straks og blev løsladt efter betaling af bøden.

Narkobilist uden kørekort – Domkirkestræde, Roskilde

Kl. 15.36 sigtede og anholdt politiet en 30-årig mand for Roskilde for narkokørsel. Han blev stoppet rutinemæssigt, da han kørte i bil ad Domkirkestræde i Roskilde. En test med narkometeret viste positiv for euforiserende stoffer. Bilisten havde desuden ikke noget gyldigt kørekort, da han ikke havde været oppe til en ny køreprøve efter at være blevet frakendt kørekortet i en sag om hastighed. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 30-årige får besked fra politiet om sagens videre gang.

Bilist havde røget hash – Kamstrupvej, Roskilde

Kl. 16.54 stoppede en patrulje en 21-årig mand fra Frederiksberg, der kørte i bil ad Kamstrupvej i Kamstrup, Roskilde. Bilisten erkendte, at han havde røget hash for nogle dage siden, så han blev anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. Herefter blev han løsladt, og nu venter politiet på svaret på analysen, hvorefter den 21-årige bilist kan forventet at få svar på, hvad det evt. kommer til at betyde for hans kørekort.

Afsætning trods stopforbud – Køgevej, Roskilde

Kl. 11.10 fik politiet en henvendelse om, at nogle bilister var standset på Køgevej for at afsætte passagerer, der skulle gæste Roskilde Festival. Standsningen og aflæsningen af passagerer var sket trods skiltning med “Standsning forbudt”, men en færdselsbetjent på motorcykel kunne kort efter konstatere, at alle trafikanter nu respekterede skiltningen, så der ikke opstod farlige og ulovlige situationer på Køgevej.

Hastighedskontrol – Holbækmotorvejen, Roskilde

En af politiets ATK-biler foretog i tidsrummet kl. 13.11 – 20.00 måling af trafikanternes hastighed i det østgående spor ved afkørsel <12> Roskilde S / Køgevej, idet den tilladte hastighed ved skiltning er nedsat til 80 km/t fra de normale tilladte hastighed på 110 km/t. Hastighedsnedsættelsen er iværksat på grund af afviklingen af Roskilde Festival, der medfører et større antal personer i området tæt omkring motorvejsstrækningen gennem Roskilde.

12.971 bilister passerede ATK-målbilen, hvis blitz blev aktiveret 516 gange, fordi den målte bilist kørte hurtigere end tilladt.
Af de blitzede bilister kan 76 ud over en bøde også forvente at få et klip i kørekortet, og tre bilister kørte mere end 60 % for hurtigt, så de ud over bøden står til en betinget frakendelse af kørekortet.

Hurtigste bilist blev målt til at køre 144 km/t forbi ATK-målebilen.

Alle de blitzede bilister kan nu i nærmeste fremtid forvente at høre nærmere fra politiet, som fortsætter hastighedskontrollen på motorvejen de næste dage, mens Roskilde Festival afvikles.

Trafikale problemer – Vor Frue Hovedgade / Kamstrupvej, Roskilde

Kl. 16.08 var det opstået en trafikophobning i området ved Vor Frue Hovedgade og Kamstrupvej.
Det viste at være forårsaget på grund af afsætning af gæster til festivalen, hvilket havde skab kø og dermed en trafikprop i området.

Pressetelefonnummer 3052 2673 til politiet under Roskilde Festival

Midt- og Vestsjællands Politi har i lighed med tidligere år oprettet et særligt pressetelefonnummer, som pressen og øvrige medier kan henvende sig på i anledning af politiets opgaver under afviklingen af Roskilde Festival i år.
Pressetelefonnummeret er 3052 2673 og vil være døgnåben for henvendelser i perioden fra lørdag den 25. juni kl. 10.00 til og med søndag den 3. juli kl. 16.00.
Pressens henvendelser om øvrige begivenheder og hændelser i politikredsen skal fortsat ske på det sædvanlige pressetelefonnummer 2542 6210.

Kontrol af studentervogne – Roskilde

Tungvognscenter Øst under Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af torsdag en målrettet og sæsonbetinget indsats mod studentervogn (eksamenskøretøjer) i bl.a. Roskilde Kommune Her var politiet bl.a. til stede på Stændertorvet omkring kl. ca. 12.00 for at foretage kontrollen, som også foregik andre steder i kommunen samt også i Høje Taastrup kommune.
I Roskilde kommune blev i alt 12 eksamenskøretøjer kontrolleret, og et enkelt køretøj blev kontrolleret i Høje Taastrup kommune.
Kontrollen afslørede to køretøjer, hvor politiet fandt grundlag for at hive bødeblokken frem. Tre førere blev sigtet for at have undladt at bruge diagramark i køretøjet, og også transportvirksomheden kan forvente en sigtelse for den overtrædelse af lovgivningen.
Derudover fandt politiet et kontrolapparat, som ikke var blevet godkendt inden for de seneste to år, og på et køretøj var ildslukkeren ikke blevet tilset inden for de seneste år.
Førere, vognmænd og forældre er generelt glade for disse kontroller, som dog i et enkelt tilfælde medførte tilbageholdelse af køretøjet, indtil en mangel var bragt i orden.
En medarbejder fra Færdselsstyrelsen assisterede politiet med gennemførelsen af kontrollerne på eksamenskøretøjerne, ligesom politiet alene i går torsdag modtog over 30 opkald fra branchen, der ville sikre sig med hensyn til lovligheden af de kommende kørsler. Det skal ses i sammenhæng med det informationsmøde, som Tungvognscentret gennemførte i foråret for at gøre branchen bekendt med gældende love og regler inden for eksamenskørsler.

Tyveri af pung og misbrug af dankort – Stændertorvet, Roskilde

Kl. 13.45 anmeldte en 82-årig mand fra Roskilde, at han kl. ca. 10.30 havde gået rundt på Stændertorvet for at kigge på studenterne.
Pludselig havde han opdaget, at pungen var blevet stjålet fra en medbragt taske, uden at han havde opdaget noget. I pungen var der ud over personlige kort også ca. 4.000 kr. i kontanter samt et dankort, som var blevet misbrugt tre gange inden for tre minutter til uberettiget hævning af 15.000 kr. Dette var sket i en nærliggende pengeautomat på Algade i Roskilde.
Den 82-årige havde ikke bemærket tyveriet og kunne derfor ikke oplyse noget om nogen mistænkte.

Spiritus-/narkokørsel uden førerret – Vor Frue Hovedgade, Vor Frue, Roskilde

Kl. 13.45 blev en 46-årig mand fra Møn sigtet for både kørsel uden førerret, spiritus- og narkokørsel i en personbil, som han førte ad Vor Frue Hovedgade.
Den 46-årige havde ikke fået generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse, og både alkometer- og narkometertestene viste, at han var påvirket af både alkohol og cannabis under kørslen.
Bilisten fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, inden politiet løslod ham. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Narkokørsel uden førerret mv. – H/F Hvilen, Roskilde

Kl. 16.19 standsede politiet en personbil, som en 24-årig kvinde fra Søborg var fører af i området ved H/F Hvilen. Kvinden havde tidligere fået inddraget sin førerret og måtte derfor ikke være fører af personbilen, som politiet standsede med henblik på en rutinemæssig kontrol.
Den 24-årige blev skønnet påvirket af hash under kørslen, hvorfor hun blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel. Ved ransagning af bilen fandt politiet en jointskod med 0,3 gram hashmix og en klump hash på 1,2 gram. Også et kolonihavehus, hvor kvinden havde sin gang, blev ransaget, hvorunder politiet fandt yderligere en lille klump hash på 0,3 gram.
Den 24-årige blev derfor også sigtet for besiddelsen af hashen og fik inden sin løsladelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Humanitær eftersøgning – Svogerslev, Roskilde

Kl. 01.25 fik politiet en henvendelse fra pårørende til en 80-årig mand fra Roskilde. Han havde efter aftale forladt bopælen kl. ca. 21.00, men ikke vendt retur, hvilket bekymrede de pårørende, som selv havde været ud at lede efter ham de sidste par timer inden anmodningen til politiet om hjælp.
Den 80-årige er dårligt gående og ville formentlig gå ud for at kigge på Sankt Hans-bål i lokalområdet.
Flere patruljer blev sat ind i eftersøgningen af den 80-årige, som kl. ca. 02.40 blev fundet sovende i et grønt område ikke langt fra bopælen. Han blev vækket og havde det efter omstændigheder godt, men blev alligevel kørt til kontrol på skadestuen inden genforeningen med de pårørende.

Hastighedsbegrænsning på Holbækmotorvejen under Roskilde Festival – Roskilde

Fra tidligt lørdag morgen bliver der indført en midlertidig hastighedsbegrænsning på 80 km/t på det stykke af Holbækmotorvejen, der passerer forbi Roskilde Festival. Det ekstraordinære tiltag vil vare ved, indtil festivalen slutter.
Hastigheden nedsættes, da der er risiko for, at festivalgæster vil forsøge at krydse motorvejen, og samtidigt vil der i år være ekstra meget trafik i området på grund af starten på Tour de Frances 2. etape lørdag.
Politiet vil med ATK-biler kontrollere, at bilisterne overholder de midlertidige hastighedsgrænser, og samtidigt vil færdselspolitiets patruljer også holde godt øje med trafikafviklingen i området.

Tyveri fra personbiler – Roskilde / Lejre

Fem anmeldelser om tyveri fra personbiler fik politiet i løbet af onsdagen. I tre af sagerne er en rude knust for at få adgang til bilen, mens en bil var ulåst og den sidste havde ikke nogen spor efter opbrydning.
Politiet hæfter sig især ved, at tyverierne i fire ud af de fem tilfælde er sket ved sportsfaciliteter eller ved rekreative områder, hvor skilte med opfordring til at tømme bilen har været opsat.
En af bilerne holdt ved Lynghøjsøerne og en anden ved Boserup skov i Roskilde, mens to biler i Lejre kommune havde været henstillet ved et ridecenter og ved en golfklub.
I flere tilfælde har det været let for tyven at se effekter, der kunne være værd at stjæle, idet tasker med indhold var efterladt på sæderne i bilen i to tilfælde. Fra en tredje bil var en bærbar højtaler, en adapter og en bluetooth-enhed med mikrofon sammen med diverse slik blevet stjålet fra kabinen.
De fem anmeldelser vil nu blive undersøgt nærmere for at få afklaret, hvilke muligheder politiet har for at efterforske dem ud fra de spor, som tyven måtte have efterladt.

Indbrud i villa – Birkekær, Roskilde

Kl. 11.30 fik politiet anmeldelse om, at to mandlige indbrudstyve netop var flygtet fra en adresse på Birkekær, hvor de var brudt ind via et vindue.
En 21-årig kvindelig beboer havde været alene hjemme, da hun hørte noget støj fra den anden ende af huset. Hun kravlede ud ad et vindue og henvendte sig hos naboen, der alarmerede politiet.
Naboen samt dennes søn løb til adressen, hvorefter de to mænd flygtede derfra og løb hen til en nærliggende parkeringsplads ved et plejecenter. Herfra flygtede de i en sort personbil ad Kristiansmindevej og den forkerte vej rundt i en rundkørsel, inden de i bilen forsvandt i ukendt retning.
Politiet undersøgte villaen i et forsøg på at finde spor, der kan identificere de to mænd, der af vidnerne blev beskrevet som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 20-30 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: Skægstupper, Iført: Sort hættetrøje hvilken var trukket op over hovedet, sorte bukser samt sorte handsker, og B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 20-30 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Iført: Sort kasket, sort hættetrøje hvilken var trukket op over hovedet, samt sorte bukser, Medbragte: stor rygsæk.
Politiet vil gerne høre fra personer, der har bemærket de to mænd i området eller deres bil under flugten fra området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrud i Perioden

Store Valbyvej, Østrup, Roskilde
Birkekær, Roskilde