Uge 44 er der fokus på de danske toner fra Gedser til Skagen – og ikke mindst i Roskilde. Der er her i #alletidersmusikby over 30 musiktilbud – og flere kommer hele tiden til.

I år er der ekstra meget at deltage i for os, der elsker at synge.

Det er om at varme stemmebåndene op, for fællessangen fylder i årets program:

  • Sangskatten med Sys Bjerre og Soleima på Gimle den 29/10
  • Visens Venner på Stændertorvet den 30/10
  • Sangeftermiddag på Svogerslev Sognegård den 1/11
  • Sang- og salmeaften på Syv Sognegård den 2/11
  • Unge stemmer på INSP! den 3/11
  • Kom og syng med på Roskilde Bibliotek den 3/11
  • Sangeftermiddag på Sankt Jørgensbjerg Sognegård den 3/11
  • Kom og syng med på Sct. Jørgens Skole den 3/11
  • Sjælland synger – sammen – i Roskilde Kongres- og Idrætscenter den 6/11

Men der er også plads til at læne sig tilbage og lytte og se. Uanset om man er til kor, rock, kirkekoncerter eller børneunderholdning. Og uanset, om man helst vil høre musik i Viby, Jyllinge, Roskilde eller Ågerup.

Der er Professor Longhair i Cosmos i Viby, Michael Sunding i Jyllinges Fjordglimt og Bjarne Lisby på Kildegården i Roskilde.

Listen er lang – og det hele kan findes på hjemmesiden spildansk.roskilde.dk.

Fakta

Spil Dansk Ugen er med årene blevet en stor begivenhed i Roskilde Kommune, som på landsplan ligger i top med antallet af arrangementer, som masser af mennesker oplever og bliver beriget af.

Ugen styrker samtidig de netværk, der skabes og dyrkes mellem vores mange dygtige og energiske aktører på musikområdet.

Med festival, Ragnarock og musikbystrategi er Roskilde i forvejen centralt placeret på det musikalske landkort. Det var med til at give os titlen helt tilbage i 2013 som årets Spil Dansk Kommune – og vi gentog succesen i 2017.

Spil Dansk har eksisteret siden 2001 og blev de første mange år kun fejret om torsdagen i uge 44 som den officielle Spil Dansk-dag.

Efterhånden voksede mængden af arrangementer rundt om i kommunerne, så Spil Dansk nu er en fejring af dansk musik i hele uge 44.

Dansk musik defineres i denne sammenhæng som musik skabt af komponister og sangskrivere med tilknytning til Danmark – men kan i øvrigt være inden for alle genrer og fremført på alverdens sprog.

I kraft af antallet af arrangementer og den geografiske spredning kan Spil Dansk med rette kaldes for Danmarks største musikbegivenhed.

De mange spændende tilbud, man kan deltage i her i kommunen, findes på hjemmesiden spildansk.roskilde.dk.

Foto ABW

Kilde.