Når man arbejder med bygninger fra 1400-tallet, kræver det både præcision, respekt for historien og godt håndværk. Det er netop, hvad Toft Kobber har leveret på en nylig opgave i Kalundborg, hvor de har været med til at renovere den smukke Kirkelade.
To af Toft Kobbers dygtige blikkenslagere har arbejdet på en alu-overgang mellem murværket og en ny ståldør i forbindelse med bygningens renovering. En tilsyneladende lille detalje, der har stor betydning for både funktionalitet og æstetik, når man arbejder på en bygning, der har stået i over 600 år.
Renoveringsopgaven blev udført i samarbejde med CH BYG A/S og Claus, der havde øje for at inddrage Toft Kobbers ekspertise i projektet.
Kirkeladen i Kalundborg er en fredet bygning, der kan spores tilbage til 1400-tallet. Den blev oprindeligt brugt som lade til opbevaring af tiendeafgifter og har i dag en vigtig plads i byens kulturarv. Renoveringen har til formål at sikre bygningen for fremtiden – og give den nyt liv som en del af byens levende miljø.








