Roskilde Badene har – som en af de få svømmehaller i landet – åbent næsten hele året. Der er kun lukket den 25. december og den 1. januar. Selv juleaften er der åbent.

Pressefoto Maglegårdsbadet

Nu får åbningstiderne endnu et nøk for de a-mennesker og familier med børn, der vågner tidligt, og gerne vil svømme fra kl. 6 i skolernes ferie. Her har svømmehallen ellers normalt åbnet kl. 8.

Roskilde Badene har haft over 200.000 besøgende i det første driftsår.
“Vi kan se, at de mange aktiviteter i Roskilde Badene virkelig er populære. Blandt andet Pool Party, som laves i samarbejde med kommunens Sjov Ferie, og Wellness voksenaftener hver tirsdag og torsdag. Familieaktiviteterne, der køres i alle skolernes ferier, er også et stort hit”, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Mogens Hallager.

“Derfor åbner vi nu i ferierne helt fra kl. 6 på Bymarken. Det sker i hverdagene i skolernes efterårsferie, i hverdagene mellem jul og nytår, i hverdagene i skolernes vinterferie og de tre hverdage op til påsken”, fortæller Mogens Hallager.

I øvrigt er der er åbent for de morgenfriske i hele 3 svømmehaller; Sct. Jørgens badet, Maglegårds badet og Roskilde Badet, så der er helt sikkert vand nok at boltre sig i.

Nye “møller”
Udover at åbningstiderne udvides, er der kommet nye “adgangsmøller” på Bymarken. En adgangsmølle er der, hvor man scanner sin billet og bliver lukket ind eller ud. Nu er der 3 ind- og udgangsmøller. Det tidligere system havde ikke nok kapacitet til de mange besøgende specielt i weekenderne. Nu er det slut med lange køer i de travle perioder.

Flere skabe til familier og handicappede
De mange gæster betyder også, at familie- og handicapomklædningen opgraderes med 48 nye skabe. Det har vist sig, at de oprindelige 20 skabe var for få i den afdeling, som er blevet den foretrukne for en stor del af gæsterne.

Desværre må Roskilde Badene – ligesom mange andre – vente på leveringen. Skabene skulle komme først i oktober.

Nye lækre bruserum og herresauna i Maglegårdsbadet
Der er rigtig mange skoler, foreninger og morgensvømmere, som bruger Maglegårdsbadet. Det slider på inventaret. Derfor har brugerne oplevet, at der i sommerens løb har været håndværkere, som har renoveret begge bruserum og givet herresaunaen et facelift.

Resultatet er blevet renoverede bruserum med indbydende nye fliser og gulv. Herresaunaen har fået helt ny træbeklædning og ny belysning.

Det er planen med tiden også at finde økonomi til at renovere resten af omklædningsrummene.

Kilde.