Steno Diabetes Center Sjælland og Roskilde Universitet har indgået en aftale, der udstikker de overordnede rammer for et stærkere forskningssamarbejde mellem parterne.
Steno Diabetes Center Sjælland har indgået en rammeaftale med Roskilde Universitet om et styrket samarbejde med fokus på diabetesforskning. Aftalen indeholder blandt andet en målsætning om at øge antallet af fælles forskningsprojekter i fremtiden.
“Det er helt oplagt, at Steno Diabetes Center Sjælland og Roskilde Universitet fokuserer på, hvordan vi sammen kan spille hinanden bedre,” siger Lise Tarnow, direktør for Steno Diabetes Center Sjælland.
“Roskilde Universitet er en stærk partner med mangeårige forskningstraditioner, hvor Steno Diabetes Center Sjælland stadig er et nyetableret center og i fuld gang med at bygge forskningsmiljøer op i regionen. Til gengæld er vi tæt på patienterne og har gode samarbejder med det, man kan kalde praksisfelterne – altså sygehusene, de kommunale sundhedsaktører osv. Så jeg er helt overbevist om, at de to parter kan få stor gavn af hinanden og skabe reelle forandringer for regionens borgere,” siger Lise Tarnow.
Tværfagligt og tværsektorielt
Rammeaftalen beskriver de fælles og overordnede målsætninger for Steno Diabetes Center Sjælland og Roskilde Universitet, som handler om at bekæmpe ulighed i sundhed og øge borgernes trivsel i hverdagen.
“Vi har en fælles ambition om, at vores forskningsaktiviteter skal gøre en reel forskel ude i virkeligheden – blandt andet i form af øget livslængde og højere livskvalitet for borgere med diabetes. Forskningen skal desuden basere sig på tværfaglighed og styrke samarbejdet på tværs af sektorer, og på Roskilde Universitet ser vi frem til mere og endnu tættere samarbejde med aktører fra fx kommuner, regioner, organisationer og foreningslivet gennem denne aftale,” siger dekan for Teknologi og Sundhed på Roskilde Universitet Andreas de Neergaard.
Tæt på patienterne
I forlængelse af rammeaftalen er der nedsat en styregruppe. Styregruppens medlemmer kommer både fra ledelses- og forskerniveau, og den skal desuden til enhver tid omfatte mindst én borger med diabetes.
“Den her grad af direkte brugerinvolvering er meget vigtig. Det er et kernepunkt i alle vores aktiviteter og handler om, at den forskning, som bedrives hos Steno Diabetes Center Sjælland, skal være tæt knyttet til brugernes liv og hverdag. Det sikrer vi bedst ved at tage dem, det hele handler om, med på råd – og endda også helt ind i det strategiske arbejde med at tilrettelægge rammerne for fremtidens diabetesforskning,” siger Lise Tarnow.