Velkommen til årets mest sprudlende, sansemættede og ekstatiske natklub, hvor vildskab og eskapisme får frit spil. Som det lysende centrum for den dekadente aften står Asta Nielsen, tidens største stumfilmstjerne, der med vovemod og visioner har løftet filmmediet til nye højder.
Byrumsteateret Teatergrad har i samarbejde med Det Flydende Teater og Det Danske Filminstitut skabt forestillingen ASTA.
Hovedpersonen Asta er fortælleren i sit eget univers, og små anekdotelignende øjebliksbilleder bliver smeltet sammen til en fin og underholdende helhed. Teaterstykket skildrer i en humoristisk og emotionel fortællestil Astas livshistorie.
Asta Nielsen er en ”larger than life” – kvinde, der med visioner og kompromisløshed ender som en af verdens største filmskuespillerinder. I sine film præsenterer Die Asta verden for en ny kvindeskikkelse, der er sit køn og sin seksualitet bevidst.
Da hun vender tilbage til Danmark i 1937, har fødelandet vendt hende ryggen. Rygterne om den tyskervenlige skuespillerinde er kommet hende i forkøbet, og modtagelsen bliver på ingen måde, som Asta havde iscenesat det.
Der er introduktion kl. 18.30 ved cand. mag. Jens Wiese.
Billetter købes på www.roskildeteater.dk
Spillested: Himmelev Skole, Ollerupvej 5, Himmelev, 4000 Roskilde
Tidspunkt: onsdag den 14. september kl 19.30
Medvirkende: Nanna Cecilie Bang, Rolf Hansen, Janus Elsig, Karen Duelund Gustavino
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Komponist: Karen Duelund Gustavino
Scenograf: Lisbeth Burian
Kreativ producent: Christine Worre Kann
Ide og concept: Det Flydende Teater
Varighed: 1 time og 20 minutter (ingen pause)