Robot flytter en million forkert placerede dokumenter
Scenariet opstod, da Roskilde Kommune i 2022 indførte et nyt elektronisk sags- og dokumenthåndteringssystem (ESDH). Alle kommunens sager og dokumenter skulle overføres fra det tidligere system til det nye. I den proces blev næsten en million sager og dokumenter utilgængelige for de ansatte. -Der var ca. 50.000 sager, som lå forkert. Og de havde omkring 900.000 dokumenter tilknyttet. Så næsten én million sager og dokumenter skulle flyttes, fortæller Kristian Munkholm, der er ESDH-koordinator i Roskilde Kommune.