Martin Fabricius er uddannet økologisk landmand, og han er vild med biodiversitet. Hans passion for at skabe bæredygtige haver startede som en interesse for at få mere natur og biodiversitet ind i private haver, og det har vist sig at være en succes. Kunderne fremhæver bl.a. hans stærke holdninger til haven kombineret med lydhørhed for deres behov for en have, der er både skøn at skue og nem at passe. Martin laver haver med blomstrende buske og træer, og en variation af planter, der blomstrer på forskellige tidspunkter. En naturhave behøver således ikke at se vild og uklippet ud, men kan stadig have et smukt og velplejet udseende.