De fleste føler sig trygge, hvor de bor, og flere har fået tillid til, at de får hjælp fra politiet, hvis de har brug for det.

Det store flertal af borgerne i Midt- og Vestsjællands politikreds føler sig fortsat trygge i deres eget nærområde. Og antallet, der har tillid til politiet, fortsætter med at stige. Det viser den seneste undersøgelse af trygheden og tilliden til politiet i Danmark, som Justitsministeriet netop har offentliggjort.

Undersøgelsen viser, at 88,6 procent af borgerne i Danmark oplyser, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag, og at 86,7 procent af borgerne har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de får brug for det.

For Midt- og Vestsjællands Politis vedkommende svarer 89,4 procent af de adspurgte, at de grundlæggende føler sig trygge. Det tilsvarende tal for 2021 var 88,1 procent, og dermed bevarer politikredsen den høje andel af trygge beboere.

”Vi er her for at skabe tryghed, så vi er naturligvis tilfredse med, at det også er den følelse, folk i vores område har. Men undersøgelsen viser også, at der er forskel på vores kommuner, og det er naturligvis noget, som vi arbejder på at ændre, så alle kan føle sig lige trygge. Der spiller især vores nærpoliti en vigtig rolle”, siger politidirektør Jørgen Bergen Skov.

Når man spørger borgerne i Midt- og Vestsjælland, om de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de får brug for det, så svarer 84,9 procent ja i undersøgelsen. Det er således under landsgennemsnittet men en signifikant fremgang i forhold til de foregående. Det samme tal var 81,8 i 2021 og 81,1 i 2019.

”Vi arbejder målrettet på hele tiden at forbedre vores service over for borgerne, herunder forbedre responstiderne i hele politikredsen, så vi kommer så hurtigt frem som muligt, og er synlige så mange steder som muligt. Vi tror på, at det har bidraget til den positive udvikling, så vi kan komme på niveau med resten af landet”, siger Jørgen Bergen Skov.

Link til undersøgelsen

Pressemeddelelse

Foto ABW