Direktør Morten Thomsen Højsgaard byder velkommen og giver dig overblikket her:

Lyset er tændt i de rigtige farver. Montrerne er pudset spejlblanke. Kaffen i museumscafeen er sat over. Og særudstillingerne står klar.

Efter mere end fire måneders tvangslukning, er det endelig blevet tid til, at museer og kulturinstitutioner landet over kan slå dørene op igen på vid gab og byde nysgerrige borgere, unge som ældre, varmt velkommen indenfor.

På ROMU har medarbejderne tålmodigt og engageret brugt ventetiden på at forberede en stribe af nyskabelser, der vil møde publikum nu og i den kommende tid på de ti forskellige besøgssteder i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner.

En spritny og ambitiøs særudstilling står for eksempel klar på RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur. ”Smattens magi: 50 års aftryk af Roskilde Festival” er titlen på satsningen, der i skyggen af al usikkerheden fra pandemien kaster lys over betydningen af et stykke dansk kulturhistorie, forankret i festival, frivillighed, fællesskab, frihed.

Læs hele velkomstbrevet her.