Skovbegravelsespladser, naturterapi og skovbadning er blomstret op i de sjællandske skove. Uanset formålet med et besøg i skoven, skal man kende reglerne, når man færdes under trækronerne.

Ifølge Dansk Skovforening har ni ud af ti danskere været en tur i skoven inden for det seneste år, men for flere handler det ikke længere kun om en rask gåtur. Skovbegravelsespladser, naturterapi og skovbadning er spiret op af skovbunden de senere år, også i skovene i Region Sjælland, der er vokset med godt seks procent på ti år og nu udgør 99.393 hektar.

Selvom en stor del af skovene er private, er det stadig tilladt at besøge mange af dem i dagtimerne, såfremt man holder sig på veje og stier. Og det er blevet populært at besøge skovene for andet end den klassiske gåturs skyld. Det oplever Silvia Munro, der er ottende generation på Ledreborg Gods ved Lejre, der råder over lidt mere end 1500 hektar skov og agerjord.

– Vi ser flere og flere af de mennesker, der besøger skoven, som bruger den til mere end bare gåturen. Der er også flere, der taler om, hvordan det at være i skoven har en fantastisk effekt på sindet. Uanset hvordan man genre vil bruge skoven, skal man selvfølgelig tage hensyn til det dyre- og planteliv, der leves under trækronerne, og det gør absolut størstedelen af vores besøgende bestemt også. Derfor ser jeg da også kun gerne, at endnu flere kommer ud og oplever skovens magi, siger Silvia Munro, der har udlagt et stykke af skoven ved Ledreborg Gods til skovbegravelsesplads.

Som yoga – vi skal lige lære det
Modsat hvad navnet antyder, har skovbadning intet med blanke skovsøer at gøre. Det er en slags yoga for sindet eller mental wellness, hvor man bader sine sanser i skovens indtryk. Fænomenet hedder Shinrin Yoku og stammer fra Japan, hvor det kan ordineres af lægen til patienter med blandt andet stress eller depression.

– Når man går en tur i skoven, får tankerne ofte frit spil, og det gør vores humør bedre. Når man skovbader, er man til stede i sine sanser og arbejder aktivt med det. Man giver slip på sine tanker og går i stedet ind i sansernes indtryk. Man bliver forbundet med naturen, når man har opmærksomheden på sanserne i naturen. Et af mine mål med at invitere flere mennesker ud i skovene er også at skabe en dybere relation til naturen. Så vil vi jo også være mere interesserede i at passe bedre på den, forklarer Thuri Kledal, der er uddannet biolog, skovbadningsguide og naturterapeut.

Sådan må du bruge skoven
Med den tiltagende brug er det ifølge Silvia Munro vigtigt at vide, hvordan man bør færdes i de danske skove.

– Som udgangspunkt må man faktisk besøge alle skove i Danmark – både de private og offentlige. Men man skal være opmærksom på skiltningen, fordi der selvfølgelig kan være undtagelser, og så skal man huske de generelle regler, der er for færdsel og ophold i skovene. I de små skove, som er reserveret til skovbegravelse, kan man naturligvis færdes frit selvfølgelig også med respekt for naturen og dyrelivet, siger Silvia Munro og anbefaler desuden at følge Naturbeskyttelseslovens regler.

– I de offentlige skove er det tilladt at færdes døgnet rundt til fods. Dog er det ikke tilladt at passere stengærder, jordvolde og andre hegn, der afgrænser skoven.
– I de privatejede skove er det tilladt at færdes på anlagte veje og stier fra klokken 6 om morgenen til solnedgang.
– Man skal holde afstand til bygninger og beboelse i de offentlige skove, hvor man ikke må komme nærmere end 50 meter. I privatejede skove er grænsen sat ved 150 meter.
– Den enkelte skovejer kan lukke for adgang på dage med jagt eller skovarbejde. Lukningen af et område ses på skiltning ved indgangen til skoven.
– Organiserede aktiviteter i privatejede skove kræver ejerens tilladelse, hvis der er over 30 deltagende – dog er grænsen 50 deltagende for skoleklasser, spejdergrupper og lignende.

For mere information se i Naturbeskyttelsesloven.

Skovbegravelse ApS har siden 2018 samarbejdet med kommuner og skovdistrikter over hele landet om at åbne skovbegravelsespladser. Læs mere og følg med på Skovbegravelse.dk vedrørende åbninger af nye skovbegravelsespladser.

Begrebet skovbadning stammer oprindeligt fra Japan, hvor det er blevet dyrket siden 1980’erne, og hvor læger kan henvise patienter til skovbadningsguides i forbindelse med stress, depression, angst og lignende. Foto: PR.