På mandag den 4. marts opsættes en redehylde på Roskilde Domkirke i håbet om at få et ynglende falkepar.

Overalt på Domkirkepladsen kan man i disse tider finde dele af duer, alliker og skader. Vinger, hoveder og fjer drysser ned fra det Nordre tårn i Roskilde Domkirke. Årsagen er en vandrefalk.

Vandrefalken har tidligere været forsvundet som ynglefugl i Danmark, og Roskilde Kommune og Danmarks Naturfredningsforening har opfordret Roskilde Domkirke til at opsætte en redehylde til vandrefalken.

Håbet er, at den store fugl vil slå sig ned og yngle. Et videokamera opsættes også i den kommende tid, så falkens færden og forhåbentlige redebygning kan følges af alle interesserede.

Tidligere truet fugl
Vandrefalken som ynglefugl forsvandt helt i 1972 ifølge Dansk Ornitologisk Forening, men de senere års indsats med bedre beskyttelse og forbud mod falkonervirksomhed m.m. betyder, at fuglen genindvandrede i 2002.

Sidste år lykkedes det 20 falkepar at yngle. Men hvor vandrefalken normalt yngler på skrænter ved Møns Klint, Stevns Klint og på Bornholm, er den nu kommet til byen.

Vandrefalke er tidligere blevet set i tårnet på Roskilde Domkirke, blandt andet blev to set i marts 2017. Den nuværende vandrefalk har været på besøg fra tid til anden, men det er først nu, den er en så hyppig gæst, at man vil forsøge få den til at bygge rede. Om det lykkes, vil tiden vise.

Om vandrefalke
– Et af verdens hurtigste dyr med hastigheder op til 390 km i timen
– De typiske ynglepladser er på klinter og skrænter på Møns Klint, Stevns Klint og Bornholm
– Vandrefalkens føde udgøres af mellemstore fugle på op til 1 kg
– Kuldstørrelse: 3-4 æg.

Vandrefalken er kommet til Roskilde Domkirke. Foto: Roskilde Kommune.