Forestillingen er inspireret af unges egne tanker og historier, – om at turde leve drømmene ud, også de drømme, man skal finde modet til at stå ved. Oplev forestillingen sammen med jeres unge (fra 14 år) torsdag d. 9. november kl. 19.30 i Laboratoriet på Musicon.

Pressefoto UNDER MÆLKEVEJEN

I ”Byen ved fjorden” møder vi de unge mennesker, og oplever deres hemmelige drømme, håb, bekymringer, længsler, frygt og lidenskab – om angst, klimakrise, ensomhed, sammenhold og livets skrøbelighed. Inspireret af Dylan Thomas´ mesterværk ”Under Milk Wood” får vi lov at lytte med ved døren til sindet hos et mylder af mennesker, – der i virkeligheden nok er fuldstændig ligesom os selv. På en og samme tid hyldes hverdagens trummerum, ungdommens længsler og livets magi.

Forestillingen er bygget op om en række korte fortællinger. Unge piger og drenge åbner for deres følelser og tanker. I enetaler og samtaler – med mundrette hverdagsreplikker og poetiske passager. Andre stemmer blander sig som indre stemmer eller personer fra omgivelserne. De 4 skuespillere træder elegant ud og ind af forskellige karakterer.

Ungdomsteater til tiden! – og forældre, mostre, onkler og bedsteforældre bør lytte med!

”Robert Parr har skabt en forestilling, der ikke gør sig ung med de unge; men byder dem en æstetisk verden at spejle deres liv, drømme og mareridt i.
Robert Parr har instrueret med totalt gehør for både tekst og spillernes fysik.” (Anne Liisberg, Iscene)

UNDER MÆLKEVEJEN markerer Teatret Fair Plays 50 års jubilæum.

Billetter kan købes på roskildeteater.billetexpressen.dk eller ved indgangen.

Spillested: Laboratoriet, Rabalderstræde 10, Musicon, 4000 Roskilde
Tidspunkt: Torsdag d. 9. november kl. 19.30.
Aldersgruppe: Fra 14 år
Varighed: 70 minutter uden pause

Medvirkende: Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet, Maria La Cour, Aske Hass Thorsen, Joachim Bach Rosendal
Manuskript: Jesper B. Karlsen
Instruktion: Robert Parr
Scenografi kostumer: Stine Petersen
Koreograf: Esa Alanne
Musik: Sven Dam Meinild
Producent: Sjællands Teater/Teatret Fair Play

 

Link til teatrets hjemmeside https://fairplay.dk/turne/under-maelkevejen/