Et overskudslager med ekstraudstyr, varer i overskud eller varer, der er ved at overskride holdbarhedsdatoen, skal hjælpe med at fordele varer og udstyr og stoppe spild på sygehusene. Sådan lyder vinderideen fra årets “Din idé tæller” kampagne i Region Sjælland.

Kirstine Skriver Carlsen

Hjernen bag vinderideen er Kirstine Skriver Carlsen, lægesekretær på Sjællands Universitetshospital, Roskilde. Ideen er, at sygehusene skal mindske spild ved bedre at udnytte indkøbte varer og udstyr og på den måde også bruge sygehusets penge bedst muligt.

– Det startede med, at jeg fik en mail fra en anden afdeling, som havde skrottet deres gamle kopimaskine og derfor havde nogle gamle reservedele liggende. Dem kunne de ikke bruge mere. Derfor skrev de ud, om der var nogle, der kunne bruge dem. Så tænkte jeg, at det må vi kunne sætte i system det her og gøre det elektronisk, siger Kirstine Skriver Carlsen om sin vinderide. 

I alt 25 ideer er blevet indsendt, hvoraf tre blev udvalgt som finalister. Alle tre er fra Roskilde området i form af to ideer fra Sjællands Universitetshospital, Roskilde, og en fra Psykiatrien i Roskilde. Vinderen, Kirstine Skriver Carlsen, er efterhånden en rigtig idémager. Sidste år var hun også en del af konkurrencen og var sågar en af de tre finalister. Det lykkedes ikke at rende med vinderideen sidste år, men i år tog hun revanche med ideen om at stoppe spild på sygehusene med et overskudslager.

Viden om hverdagen

De øvrige finalister i år bestod af ideer om etablering af sansehaver på lukkede psykiatriske afdelinger, og et “dagens ord” for social- og sundhedsassistenter til at styrke læringsmiljøet med nye begreber og ord. Det er vigtigt, at medarbejdernes ideer kommer frem, mener en af initiativtagerne til “Din idé tæller” kampagnen.

– Kampagnen tjener til at udbrede gode ideer, for derigennem at præge det daglige arbejde og gøre hverdagen lidt nemmere for alle ansatte. Medarbejderne er dem, der har viden om hverdagen. Det er dem, der kan se og mærke, hvad patienterne og de selv mangler, og hvor vi kan forbedre os, siger Egon Bo, formand for Udvalget for Afbureaukratisering og modernisering i Region Sjælland, og fortsætter.

– Det er vigtigt, at medarbejderne byder ind med den viden. Det har de mulighed for med “Din idé tæller, siger han.

“Din idé tæller” er en kampagne sat i søen af Udvalget for Afbureaukratisering og modernisering i Region Sjælland. Her opfordrer de alle medarbejdere til at komme med ideer til små som store forbedringer i hverdagen. Det er andet år, at kampagnen kører. Sidste års vinder var en ide om et forstoppelsesambulatorium. Den ide er nået til at lave en business case, der skal være med til undersøge, om ideen skal føres ud i livet.