Alle fire torsdage i juli er der underholdning for børn ved amfiteateret i Folkeparken. Tag familien i hånden og slå jer ned.

Roskilde Bibliotekerne gentager successen i år og inviterer til sommerunderholdning i Folkeparken. Der vil være sjov og spændende underholdning for børn og deres voksne i formiddagstimerne. Slå vejen forbi Folkeparken alle torsdage i juli kl. 10, og se om I ikke også bliver helt sommerfjollede.

Ramasjang Mysteriet LIVE – Torsdag d. 6. juli kl. 10-10.50 begynder sommerunderholdningen i Folkeparken med Ramasjang Mysteriet.

Mesterdetektiven Kristian forsøger at få den skyldige skurk bag tremmer. Ramasjang Mysteriet er et af de mest sete programmer på DR Ramasjang. Men hvem er skurken? Er det danseslynglen Danse Staffan, fodboldtossen Ronni Roligan eller den skøre jagtprinsesse Hanne Riffel? Er det Fru Pudderkvast, Camping Vagn, Reichardt Thomsen eller Preben Pølsesnak? Sammen med Kristian følger publikum sporene og udelukker skurkene én for én. Syng med på de prisvindende sange fra programmet, og gør dig klar til at løse et rigtigt mysterium!

Oda omvendt – Under overfladen – Torsdag d. 13. juli kl. 10-10.40.

Opfinderen Oda Omvendt tager jer med på en eventyrlig rejse – under havet! Oda med det seje hår, bare tæer og prikker på armene gør jer klogere på, hvordan vi kan bruge vores fantasi på de vildeste måder. Vi skal på en spændende ekspedition under overfladen. Hvilke seje væsner finder vi dér? Hvordan er det at bo under havet?

Oda har selvfølgelig sin magiske zapper med – og børnene hjælper Oda med at lade fantasien styre showet”.

Mek Pek & Habbasutterne – Torsdag d. 20. juli kl. 10-10.50

Kom og oplev en forrygende koncert med Mek Pek. Mek Pek spiller ca. 100 børnekoncerter om året, og har en eminent sans for publikum. Repertoiret er fra Mek Pek & Habbasutternes 3 børne-albums og sammen med de kendte sange fra Åh Abe-pladerne leverer de et skønt og livligt show. Kom og syng med og få en fantastisk oplevelse, når Mek Pek og Habbasutterne igen gæster Folkeparken.

Kaya Brüel og Ole Kibsgaard – Torsdag d. 27. juli kl. 10-10.50

Kom og oplev to af landets dygtigste sangere og musikere. Kaya Brüel har indspillet et hav af albums og sange, og Ole Kibsgaard er en af landets mest benyttede musikere og han er blandt andet kendt som vært i “Kaj og Andrea” på DR.

Som duo går de 20 år tilbage og har udgivet op til flere albums sammen.

Pressemeddelelse.

Pressefoto Oda omvendt – Under overfladen