En større sag med 23 kaniner ankom i påsken til Roskilde Dyreinternat. Kaninerne var ikke blevet passet ordentligt igennem lang tid, da opgaven var vokset ejeren over hovedet. Heldigvis ønskede hun det bedste for kaninerne og indleverede dem derfor til Dyrenes Beskyttelse.

Pressefoto Dyrenes Beskyttelse

Hele 23 kaniner er flyttet ind på Roskilde Dyreinternat, efter at den tidligere ejer selv kontaktede Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for at få hjælp til at få kaninerne indleveret til dyreinternatet i Roskilde. Kvinden havde ikke selv overblik over, hvor mange kaniner hun havde i sit hjem, men hun var klar over, at de ikke havde det godt.

Dyrenes Beskyttelses frivillige kredsformænd, Diana og Maria, tog derfor straks ud til kvindens hjem for at tage en snak med hende om hendes kaniner og finde ud af, om hun kunne beholde kaninerne, hvis hun fik hjælp, eller om de skulle overdrages til Roskilde Internat.

– Det viste sig, at der var 36 kaniner, da de alle sammen blev samlet sammen og sat i transportkasser. I første omgang blev de tilset af en dyrlæge på Tågemose Dyreklinik, hvor deres tilstand blev vurderet hver især. Desværre var 13 af kaninerne i så dårlig stand, at de ikke kunne få et godt og velfungerende liv, så dem måtte vi sige farvel til, men resten af kaninerne kunne heldigvis behandles, siger Diana, frivillig kredsformand i Storstrøm.

De kaniner, der blev aflivet, havde primært voldsomme infektioner i øregangene, ødelagte tænder, voldsomme hud- og pelsproblemer samt øjenproblemer.

Klipning, tandlæge og negleklip
De resterende 23 kaniner flyttede efter første dyrlægetjek ind på Roskilde Internat, hvor de skulle igennem forskellige behandlinger for at blive klar til at finde nye, kærlige hjem.

– Kaniners tænder vokser hele deres liv, men hvis en kanin fodres korrekt og får den mængde hø og græs de har brug for, så bliver tænderne naturligt slebet. Disse kaniner har ikke haft adgang til korrekt foder, og derfor skulle mange af deres tænder ordnes af dyrlægen, fordi de var for lange, siger Carina Løkkegaard, internatmedarbejder i Roskilde.

Alle kaninerne fik ordnet deres kløer, og mange af dem fik også klippet deres pels, som var helt filtret og knudret. Det har været en lang og tidskrævende proces at klippe 23 kaniner, da det tager to internatmedarbejdere mindst 30 minutter at klippe en kanin.

– Vi lavede en plan i første omgang, hvor vi vurderede alle kaninernes tilstand og så klippede dem, der var værst først, og arbejdede os ned i rækken derfra. Det har været en stor fornøjelse at se dem udfolde sig i deres nye løbegårde og se, hvor glade de er, og hvordan de nyder livet nu, siger Carina Løkkegaard.

23 kaniner kan blive til flere
Kaninerne skal nu dyrlægetjekkes på Roskilde Internat, hvor det samtidig bliver vurderet, om der er nogen drægtige hunner blandt de 23 kaniner.

– En del af kaninerne har gået sammen hos den tidligere ejer, og når hunner og hanner går sammen, kommer der ofte kaninunger. Så nu må vi se, hvor mange kaniner der rent faktisk ender med at være, når alle er tjekket og undersøgt, siger Carina Løkkegaard.

Kaninerne kommer løbende til adoption gennem Roskilde Internat, så snart de er klar til at flytte ud i et nyt og kærligt hjem.

Kilde Dyrenes Beskyttelse.