Roskilde Kommune har ansat Sille Larsen som erhvervsplaymaker. Hun skal gøre kommunens skolebørn og erhvervslivet bedre til at finde hinanden. Erhvervspraktik allerede i 7. klasse er et af værktøjerne.

Erhvervsplaymaker Sille Larsen (tv.) og leder af UngeGuiden Signe Weinreich (th.) (Pressefoto)

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) fra 2021 viser, at unges valg af ungdomsuddannelse typisk foregår i 8. klasse. På det alderstrin kan det være svært at overskue lige præcis hvilken uddannelse, der findes, og som passer bedst til en.

Roskilde Kommune vil gerne give de unge et bedre grundlag for at foretage uddannelsesvalget og kvalificere deres indsigt i, hvilke valgmuligheder de har. Derfor er Sille Larsen blevet ansat som erhvervsplaymaker i UngeGuiden, der er Roskilde Kommunes tilbud til unge om vejledning og støtte i forhold til uddannelse og job.  Sille Larsen, der har en baggrund som folkeskolelærer i udskolingen og vejleder i skolesystemet, ser frem til at bygge bro mellem eleverne og erhvervslivet.

Skal mærke erhvervslivet på egen krop
Hun vil både brede viften af valgmuligheder ud og nuancere de unges kendskab til de mindre kendte erhvervsuddannelser.

– De unge tænker, at hvis de vælger at blive bager efter 9. klasse, jamen så skal de nok være bager resten af deres liv. Og sådan er det jo slet ikke, siger Sille Larsen.

Derfor vil hun prikke til de unge og deres forældre gennem en sammenhængende vejledningsindsats og gøre dem bevidste om mangfoldigheden af erhvervsuddannelser og mulighederne for videreuddannelse. Og så skal eleverne ud og opleve erhvervslivet i det virkelige liv.

– Vi skal allerede i 7. klasse have dem ud i praktik. De unge har brug for at få bredt deres syn på uddannelser ud og mærke dem på deres egen krop, siger Sille Larsen.

Ønsket om at knytte bånd mellem folkeskolen og erhvervslivet findes også nedskrevet i en partnerskabsaftale, som Roskilde Kommune i foråret har indgået med Dansk Industri, ZBC, Roskilde Tekniske Skole, Roskilde Handelsskole og Erhvervsforum Roskilde.

God dialog med erhvervslivet
Her står som et af hovedformålene, at “Partnerskabsaftalen skal understøtte, at børn og unge får positive erfaringer med praksisfaglighed, erhvervsfaglige uddannelser og arbejdspladser”.

Sille Larsen fornemmer da også, at virksomhederne er parat til at gøre deres del for at få skabt kontakt til skoleeleverne og forøge deres kendskab til erhvervsuddannelserne.

– Mit indtryk er faktisk, at mange virksomheder rigtig gerne vil være med. Jeg har været med til et møde i Beskæftigelsesrådet, og der havde vi en rigtig god dialog om, hvad virksomhederne gerne vil byde ind med, siger Sille Larsen.

Hun skal nu i gang med at finde de mange praktikpladser hos virksomhederne i Roskilde, der skal til, når op mod 900 elever fra 7. klasse skal to dage i praktik allerede i dette skoleår.

Kan ikke lykkes uden virksomhederne
Lederen af UngeGuiden i Roskilde Kommune, Signe Weinreich, fortæller, at hun gerne ser, at den nye erhvervsplaymaker også hen ad vejen samarbejder med virksomhederne om fritidsjob til unge, ligesom hun ser muligheder for at inddrage virksomhederne i arbejdet med unge, som mistrives i skolen. Måske kan man gå ind og lave noget, hvor eleven er to dage om ugen på en arbejdsplads og tre dage om ugen er i skole.

Men det er indsatser på den lidt længere bane. Her og nu går den nye erhvervsplaymaker i gang med at bygge broen mellem uddannelserne, skolerne, de unge og ikke mindst virksomhederne.

– Vi kan ikke lykkes med det her uden virksomhederne. Så vi håber, der er en masse virksomheder, der vil chippe ind. Ved at få nogle unge i praktik, tilbyde et fritidsjob eller give lov til, at der kommer en klasse ud to gange om året og besøger dem, siger Signe Weinreich.

Erhvervsplaymakerens blå bog:
Navn: Sille Larsen
Alder: 43
Bor i Viby Sjælland.
Er gift og har to børn.
Baggrund: Uddannet folkeskolelærer og har 13 år som udskolingslærer i Roskilde Kommune. Har derudover arbejdet med udvikling af heltidsundervisningstilbud i en ungdomsskole og har vejledningserfaring fra Roskilde Kommune.
I fritiden har Sille i mange år været aktiv i foreningslivet som gymnastikinstruktør for både børn, unge og voksne – dog nu som instruktør for voksne i funktionel træning og yoga.

Pressemeddelelse.