Sygdomme kan ofte behandles bedre, jo tidligere de opdages. Derfor kommer den tidlige opsporing endnu mere i fokus, når nu Roskilde Kommune skal stå i spidsen for at udvikle og teste ny digital løsning, som kan bruges af den ældre selv.

Ældre skal selv kunne angive, når de er mere bekymrede for at falde end normalt, eller pludselig ikke kan klare daglige aktiviteter. Det er målet med et nyt udviklingsprojekt, som Roskilde Kommune er blevet særligt udvalgt til at gennemføre i samarbejde med Aalborg Kommune. Projektet, der sætter fokus på ændringer i ældre borgeres helbredstilstand, løber de næste to år:

– Hvis projektet går, som vi håber, kan det blive en kilde til værdifuld viden om den sammenhæng, der er mellem borgernes helbredstilstand og f.eks. indlæggelser. Det er en viden, der på sigt kan bruges til at opspore en forværring af borgerens helbred, inden det udvikler sig yderligere, fortæller Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Bygger på gode erfaringer
Det er ikke uden grund, at netop Roskilde Kommune er med i udviklingen af den nye løsning. Det skyldes, at Roskilde Kommune også står bag det prisvindende digitaliserede Roskildehjul, som er blevet anbefalet af Sundhedsstyrelsen og anvendes af medarbejderne i hjemmeplejen til at opspore ændringer i borgernes sundhedstilstand.

Målgruppen i det nye projekt er dog en anden, nemlig borgerne selv. Det vil typisk være ældre borgere, der ikke får hjælp fra Roskilde Kommune i det daglige, men måske får en form for praktisk hjælp til f.eks. rengøring. Her skal det nye digitale værktøj hjælpe med til at fange ændringer i borgerens helbred.

Projektet er et pilotprojekt og er endnu på et tidligt stadie, men forhåbningen er, at den digitale prototype kan munde ud i et digitalt værktøj, der på sigt kan udbredes – også til borgere i andre kommuner.

FAKTA
– Udviklingen af den nye digitale løsning skal finansieres af et beløb på 500.000, som Roskilde Kommune er blevet tildelt af Sundhedsdatastyrelsen i forbindelse med projektet. Aalborg Kommune er blevet tildelt samme beløb, så der er i alt 1 mio. kr. til projektet.
– Det digital værktøj skal være en såkaldt PRO-løsning. PRO står for “Patient Rapporterede Oplysninger”, og henviser til, at det er oplysninger fra borgeren selv.
-Formålet med projektet er, at det nye digitale værktøj på sigt skal give ny viden om sammenhængen mellem helbredstilstand og indlæggelser, samt hvordan og hvem der skal handle på oplysningerne.

Roskilde Kommune skal stå i spidsen for at udvikle og teste ny digital løsning, som kan bruges af den ældre selv. Foto: Roskilde Kommune, Pixabay.