Roskilde får flere kontanthjælpsmodtagere i uddannelse og job

Selv om antallet af borgere i uddannelse og job falder efter tre måneder, ligger Roskilde stadig som den kommune, der er bedst til at få borgere videre sammenlignet med resten af Østdanmark skriver Roskilde kommune i en pressemeddelelse.

Roskilde Kommune har undersøgt, hvad der sker med borgere, der stopper med at modtage kontanthjælp eller uddannelseshjælp. Det viser sig, at flere går i job eller uddannelse end i de kommuner, Roskilde normalt sammenligner sig med.

407 borgere fra Roskilde Kommune medvirker i opgørelsen, som viser, at 78 % går i job eller uddannelse, når de ikke længere modtager kontant- eller uddannelseshjælp:

  • Jeg er glad for at se, at mange af vores ledige borgere har gavn af den indsats, vi leverer i Roskilde Kommune. Vores borgere går i højere grad i job eller uddannelse set i forhold til de kommuner, vi normalt sammenligner os med. Det siger noget om, at der er kvalitet i det, vi laver, siger Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune.

Efter tre måneder er andelen af borgere i job eller uddannelse 74 % i Roskilde Kommune, mens den i Østsjællands øvrige kommuner er 64 %.

Roskilde Kommune har en højere andel af unge borgere end de fleste andre kommuner. Ud af de 407 borgere fra Roskilde Kommune er 43 % under 25 år. Derfor har kommunen naturligt nok en højere andel af borgere, der går i uddannelse frem for job i forhold til de andre kommuner.

Borgere i job/uddannelse efter 1-2-3 måneder

Figuren viser andelen af borgere i job/uddannelse hhv.1, 2 og 3 måneder efter, de er stoppet med at modtage kontant- eller uddannelseshjælp. Roskilde Kommune sammenlignes med klyngen* og Østdanmark (Sjælland + Bornholm).

 

*) Klyngen består af følgende kommuner: Ikast-Brande, Roskilde, Hillerød, Silkeborg, Assens, Billund, Greve, Nordfyns, Jammerbugt, Furesø, Lemvig, Stevns, Syddjurs, Frederikssund, Middelfart, Vallensbæk, Læsø og Ringkøbing-Skjern.

 

Fakta:

  • 407 borgere indgår i opgørelsen, som er udarbejdet af konsulentfirmaet Mploy.
  • Da borgerne stoppede med at modtage hjælp, gik 42 % i arbejde, 36 % i uddannelse, mens 21 % blev selvforsørgende på anden vis.
  • 43 % er under 25 år. 54 % af de unge er gået i uddannelse og 25 % i job.
  • Roskildes borgere tre måneder senere:
    15 % er tilbage på kontant- eller uddannelseshjælp, 73 % bliver i job/uddannelse og 12 % er fortsat selvforsørgende på anden vis.

 

Om Mploys undersøgelse

De medvirkende borgere er stoppet med at modtage kontant- eller uddannelseshjælp i perioden april til august 2016. Borgerne indgår kun i opgørelsen, hvis de fem uger efter stoppet fortsat ikke modtager hjælp.