Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/04/17 til 2020/04/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mistænkelig forhold – Æblehaven, Roskilde

Kl. 21.37 fik politiet en henvendelse om, at tre maskerede mænd medbringende et koben var løbet hen over en legeplads i området i retning mod kælderen i en af blokkene. Kort efter var en bil hørt køre derfra med hjulspin. Politiet kørte til området, hvor en gruppe på 10-15 personer hurtigt spredtes ved politiets ankomst. Hvad der reelt var foregået i området og af hvem, fandt politiet ikke umiddelbart ud af i forbindelse med undersøgelserne i området.

Tyveri af værktøj og narkokørsel – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 18.31 fik politiet anmeldelse om, at en varebil kørte hasarderet og var kørt over for rødt flere gange. Anmelderen, en 31-årig mand fra Roskilde, fulgte efter bilen, mens han ringede til politiet. Varebilen holdt ind ved en tankstation, hvor den 31-årige kørte efter og holdt øje med varebilen. Mens de holdt stille steg en passager ud og gik hen imod den 31-åriges bil, hvor han havde en så truende adfærd, at anmelderen låste bilen. Passageren forsøgte at punktere den 31-åriges bildæk med en kniv, hvorefter han steg ind i varebilen igen og de kørte fra stedet. Den 31-årige opgav dog ikke og kørte igen efter varebilen, da hans dæk ikke var fladt, men kun havde få mindre skader. Varebilens dæk var dog punkteret som følge af den hasarderede kørsel, så den kunne ikke køre ret stærkt. Varebilen standsede på Gormsvej i Roskilde, hvor politiet nåde frem lige i det samme. Det lykkedes passageren i varebilen at stikke af, men patruljen anholdt føreren, en 34-årig mand fra Ølstykke, som var frakendt førerretten, og påvirket af spiritus og narko. I bilen fandt politiet værktøj, som kunne ligne tyvekoster. Samtidig anmeldte Bauhaus i Roskilde, at den samme varebil havde været inde i drive-in afdelingen, hvor der var taget varer for omkring 25.000 kr, som de to i bilen ikke havde betalt for. Bilen og kosterne blev indbragt til nærmere undersøgelse.

Den 34-årige mand fik udtaget en blodprøve og blev herefter taget med til stationen til afhøring. Mandag morgen vurderede politiets jurister sagen, men der blev ikke skønnet grundlag for at fremstille den 34-årige i grundlovsforhør. Han blev derfor løsladt, men er fortsat sigtet i sagen, der nu efterforskes videre i forsøget på at finde frem til passageren i varebilen.

Lørdag – søndag

 

To sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet – Lufthavnsvej, Roskilde

Lørdag aften omkring kl. 23.14 fik politiet anmeldelse om, at flere personer havde forsamlet sig på Lufthavnsvej ved Roskilde Lufthavn. Der var mange biler forsamlet til biltræf, hvilket gav mange mennesker på stedet. En patrulje kom frem var der flere personer uden for bilerne, som var forsamlet i grupper på mere end ti personer. Ved synet af politiet løb folk væk fra stedet og ind i de holdende biler. Politiet fik fat i to personer, som betjentene med sikkerhed havde set, havde opholdt sig i en gruppe på mere end ti personer. En 19-årige kvinde fra Brøndby og en 18-årig mand fra Vallensbæk blev sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet. Politiet oprettede en sluse væk fra stedet for at lave en færdselskontrol af biler og førere. De tilstedeværende biler og personer blev registeret, men det var ikke muligt for politiet at fastlægge, hvem af de antrufne, som i øvrigt kunne have medvirket til forsamling uden for bilerne. Efter kontrollen forlod bilerne stedet, og der kom ikke flere anmeldelser om biltræf. De to sigtede kan forvente at få en bøde i sagen.

Søndag – mandag

 

Mand fundet død i vandet – Boserup Skov, Roskilde

Kl. 10.48 fik politiet en anmeldelse om, at nogle roere havde fundet en livløs person i vandet. Politiet underrettede Joint Rescue Coordination Centre (JRCC), som bistod politiet. Politiet fandt i nærheden en båd, der drev rundt uden ejer, og heri fandt man identitetspapirer, der passede på den dødfundne – en 70-årig mand fra Roskilde. Politiet mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet, men at der er tale om en tragisk ulykke. De pårørende er underrettet.

Landsdækkende hastighedskontrol- Ringsted, Holbæk, Roskilde

Færdselspolitiet var ved dagens hastighedskontroller om formiddagen i Ringsted kommune og senere på dagen, blev der målt i Holbæk og Roskilde. I alt 79 bilister kan forvente en bøde for at køre for hurtigt efter dagens kontrol, hvoraf 51 bilister et klip i kørekortet og syv kan forvente en betinget frakendelse af førerretten.

Dagens formiddagskontrol blev foretaget på Køgevej ved Fuglebakken, Holbækvej, Sorøvej i Ringsted kommune.

På Køgevej som er en 50 km/t zone blev i alt 10 bilister målt til at køre for hurtigt. Den første måling på 69 km/t udløste et klip og en bøde på 3000,- og da det var bilistens 3. klip inden for 3 år blev det til en betinget frakendelse. Kl. 09.35 blev en bilist målt til at køre 97 km/t. Politiet gav føreren tegn til at standse, men bilen fortsatte videre ad Fuglebakken. En betjent kørte efter i politiets videobil, som filmede kørslen. Bilen blev standset for enden af Fuglebakken, hvor det viste sig at føreren, en 33-årig mand fra Ringsted var påvirket af både kokain og hash. Han blev sigtet for de mange færdselslovsovertrædelser og anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre nærmere fra politiet.

På Holbækvej i Ringsted blev otte bilister målt til at køre for hurtigt. Højeste måling var 77 km/t i en 50 km/t zone. En udenlandsk lastbilchauffør blev målt til 66 km/t og han fik en straksbøde på 3000 kr, som han betalte før han fik lov at køre videre. Politiet har nemlig altid Dankort terminal med på sådanne aktioner, så betalingen kan foregå på stedet.

På sidste sted ved formiddagens kontrol på Sorøvej i Stenmagle i Ringsted kommune kørte folk rigtigt pænt, og der blev ikke skrevet en eneste sag.

På vej retur til færdselsafdelingen i Hundige kørte en færdselsbetjent i politiets videobil på Vestmotorvejen og siden videre ad Køge Bugt Motorvejen ved Køge. Videobilen kørte her bag en bil, som kørte alt for tæt på de forankørende. Bilisten forsøgte at presse de forankørende til at skifte vognbane, så bilen kunne overhale. Bilisten gav desuden ikke tegn med blinklyset i forbindelse med vognbaneskift. Bilen kørte alt for hurtigt og blev målt til at køre 143 km/t i en 110 km/t zone. Bilisten, en 22-årig kvinde fra Slagelse, blev standset og sigtet for sin farlige kørsel. Politiet indsender nu filmen af kørslen til Politiets Nationale Færdselscenter, som kan lave en beregning af, hvor tæt den 22-årige har kørt på den forankørende. For tæt kørsel kan ud over bødestraf udløse klip eller betinget frakendelse alt efter grovheden af kørslen. Når resultatet af målingen kommer, vil den 22-årige høre mere fra politiet og få afgjort sine sager samlet.

Ved eftermiddagens/aftenens kontrol startede et hold betjente ved Munkholmvej i Holbæk. Her kørte bilisterne meget pænt. Det blev til en enkelt hastighedsovertrædelse med en personbil og en med en traktor.

I samme tidsrum blev der foretaget kontrol på Skovvejen ved Knabstrup i Holbæk kommune. Her kørte bilisterne knap så pænt, så der blev målt ikke mindre end 40 hastighedsovertrædelser. 35 tilfælde bilister kan nu forvente at få en bøde og et klip og i fem tilfælde var hastigheden så høj, at sagerne medfører en betinget frakendelse af førerretten. Den hurtigste måling lød på 140 km/t i en 70 km/t zone. Den travle mandlige bilist på 40 år fra Svinninge, kan nu se frem til en bøde på 5500 kr. og en betinget frakendelse.

Aftenens kontrol foregik i Roskilde på Holbækmotorvejen. Her blev 22 bilister og en motorcyklist målt til at køre for hurtigt, hvilket medførte syv klip i kørekortet. En måling var en hastighedsoverskridelse på mere en 60%. En 27-årig mand fra Ishøj, som er godt kendt af politiet blev målt til at køre ikke mindre end 199 km/t i en 110 km/t zone. Han kan se frem til en betinget frakendelse og en bøde på 9500 kr., da han heller ikke havde medbragt sit kørekort. Havde han kørt bare en km/t hurtigere ville sagen have udløst en ubetinget frakendelse.

Målrettet hastighedskontrol – Køge, Solrød, Greve, Roskilde

Færdselsafdelingen fortsatte i går den målrettede hastighedskontrol i forbindelse med national hastighedskontrol.

Ved formiddagens indsats målte politiet med laser på Stevns og i Køge kommune. Der blev samlet skrevet 14 sager ved kontrollen. De groveste overtrædelser af hastigheden blev målt på følgende steder:
På Vordingborgvej i Herfølge blev en bilist sigtet for at køre 78 km/t i byzonen, hvor 50 km/t er tilladt.
På Københavnsvej i Køge kørte en bilist 96 km/t i byzonen, hvor det er tilladt at køre 60 km/t.
På Stevnsvej på Stevns målte politiet en bilist til at køre 77 km/t i byen med 50 km/t hastighedsbegrænsning.

På vej til kontrolstederne fra færdselsafdelingen i Hundige foretog politiet tre målinger med videobilen på Køge Bugt Motorvejen. To bilister kørte både for stærkt og gav ikke tegn ved vognbaneskift. De kan se frem til bøder på henholdsvis 3500 kr og 5000 kr. En bilist blev målt til at køre 159,9 km/t, hvor det er tilladt at køre 110 km/t. Det var 0,1 km/t fra en betinget frakendelse, så han “slap” derfor med en bøde på 4500 kr og et klip.

På Dalbyvej i Lille-Skensved, Køge standsede politiet en 27-årig mand fra København, som kørte i narkopåvirket tilstand. Narkometeret viste, at han havde indtaget kokain, så han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Manden havde sin mindreårige datter med i bilen, så de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.

Eftermiddagen bød på lidt færre sager end dagen før ved kontrol i Solrød og Køge Kommune. Her blev i Solrød skrevet 40 hastighedssager, som medfører 9 klip og 1 betinget frakendelse af førerretten. I Køge kommune blev 35 bilister sigtet for at køre for hurtigt, hvilket medførte 10 klip og en sag som medfører betinget frakendelse. I begge kommuner kørte en bilist uden førerret og en bilist blev i Køge sigtet for at køre i frakendelsestiden.

Under fartkontrol på Køge Bugt motorvejen kl. 17.39 stod betjentene og målte fra Egedes vej, da Vagtcentralen efterlyste en Volvo, som manglede den forreste nummerplade og som ifølge vidner kørte usikkert. Kort efter passerede Volvoen betjentene og kørte ned på motorvejen. Betjentene reagerede prompte, satte efter og fik den standset kort efter. Bag rattet sad en 48 årig mand fra Slagelse. Det viste sig at manden var frakendt førerretten og var kraftig påvirket af spiritus hvilket en udåndingsprøve bekræftede.

Manden blev anholdt, sigtet for spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. I forbindelse med, at den anholdte mand skulle have sine ting fra bilen fandt betjente et femcifret kontantbeløb og 94 gram hash. Han blev derfor sigtet for narkobesiddelse og hashen beslaglagt. Den uheldige mand skyldte mange penge til Skat og de fundne kontanter blev derfor beslaglagt til at afdrage denne gæld. Den 48-årige accepterede beslaglæggelsen. Under sagsbehandlingen viste det sig at selv samme mand, tidligere på dagen, var standset og sigtet for både spiritus og narkopåvirket kørsel på Fyn. Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan forvente af få sine sager afgjort samtidig, når resultatet af blodprøverne kommer.

På Greve Landevej var den Automatiske Trafik Kontrol bil (ATK) opstillet i tidsrummet mellem kl 13.10-20.04. Her passerede 1357 biler, hvoraf 145 bilister kørte for hurtigt. To bilister kørte vanvittigt stærkt. En måling lød på 145 km/t og en anden på 100 km/t i byzonen, hvor 50 km/t er tilladt. De kan begge se frem til en ubetinget frakendelse af førerretten og en stor bøde. Derudover kørte 18 bilister til et klip ved dagens måling.

På Køgevej ud for Rønøs Alle i Roskilde blev også målt med ATK-bilen i går mellem kl. 05.42 og kl. 12.26. Målestedet er i byzonen, hvor man må køre 50 km/t. Der blev målt 2933 køretøjer, hvoraf 366 blev blitzet, fordi de kørte for hurtigt. Der blev i alt målt 47 biler, som kørte så hurtigt, at det udløser et klip. Fem bilister kørte mere end 60% for hurtigt, og kan forvente en betinget frakendelse af førerretten.

Spirituskørsel – bil beslaglagt – Trekroner Centervej, Roskilde

Kl. 21.26 anmeldte en politimand, der i sin fritid og under kørsel i sin egen bil næsten var blevet påkørt af en modkørende bilist, da de mødtes under kørsel i hver sin retning på Trekroner Centervej. Politimanden undrede sig over bilistens kørsel, vendte sin bil og fulgte efter, samtidig med at politiet blev alarmeret. Inden patruljens ankomst var det lykkedes anmelderen at få bilisten standset, inden et uheld skete. Patruljen fik kontakt til en spirituspåvirket, 44-årig kvinde fra Roskilde, som efter en alkometertest blev sigtet for spirituskørsel og anholdt kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Da alkometertesten indikerede, at analysen af den 44-åriges blodprøve ville vise en alkoholkoncentration i blodet på over 2,0 promille, beslaglagde politiet hendes personbil med henblik på senere konfiskation, hvilket færdselsloven giver mulighed for selv i førstegangstilfælde, når der er mistanke om en så høj alkoholpromille i blodet. Hendes førerret blev samtidig inddraget, så hun ikke længere må køre bil. Den 44-årige kvinde vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Borgere anmelder narkosalg – Neergårdsparken/Ejboparken, Roskilde

Politiet fik søndag omkring kl. 14.22 flere anmeldelser fra borgere, som oplevede en mistænkelig adfærd fra to yngre mænd, som tydede på narkosalg ved det grønne område imellem Neergårdsparken og Ejboparken. Politiet fik signalementet af de mistænkte og patruljer blev sendt til stedet, men de fandt i første omgang ikke de beskrevne mænd. Betjentene hørte stemmer fra en lejlighed i Neergårdsparken, så de bankede på, for at tale med personerne i lejligheden.

På bagsiden af bygningen stod en hundepatrulje klar, så da der pludselig sprang tre unge mænd ud af vinduet fra en lejligheden i stueplan, blev to mænd anholdt af hundepatruljen. Det lykkedes den tredje mand at stikke af fra stedet. De to anholdte, en 20-årig og en 21-årig begge fra Roskilde, passede på beskrivelse af de mistænkte. De blev visiteret, hvor den 21-årige blev fundet i besiddelse af et firecifret kontantbeløb, som patruljen beslaglagde, da politiet mistænkte at pengene stammede fra salg af narko. Lejligheden i Neergårdsparken blev ransaget, hvor der blev fundet 3 gram hash, en digitalvægt og folieposer, som blev beslaglagt til sagen. De to mænd blev begge sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg og afhørt til sagen. De blev herefter løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.

Politiet vil meget gerne have borgernes tip om mistænkelige forhold, både i forhold til mulig narkosalg eller anden mistænkelige adfærd. Ring gerne på tlf. 114 med det samme, så det er muligt for politiet at skride ind med det samme.

Indbrud i Perioden

Nyvej, Gadstrup
Hf. Maglehøj, Roskilde