Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/09/12 til 2023/09/26.

Adfærd i nattelivet medførte sigtelser og frihedsberøvelser – Roskilde

Natten til søndag var politiet præventivt til stede i området ved Jernbanegade som led i patruljering i nattelivet i byen. Politiet fandt i den forbindelse anledning til både at udstede bøder og foretage frihedsberøvelser for at opretholde roen for alle de andre gæster i nattelivet.

Kl. 01.16 og kl. 02.06 blev to 20-årige mænd fra hhv. Gislinge og Haslev taget i at urinere offentligt i Jernbanegade, så de begge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det kan resultere i en bøde på 1.000 kr. til hver af dem.

Kl. 02.25 var der uorden på en fastfoodrestauratnt på Køgevej, Roskilde, idet en mand var til gene for personalet. Det viste sig at være en spirituspåvirket, 28-årig mand fra Hedehusene, som havde været meget højlydt i forbindelse med skænderi med en kvindelig bekendt. Han blev bortvist fra stedet uden at være blevet sigtet for noget.

Kl. 02.34 skabte to mænd på hhv. 20 og 21 år fra Fårevejle St. så meget uro uden for et diskotek i Jernbanegade, Roskilde, at de begge blev frihedsberøvet for at få genoprettet roen. Begge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men anholdelsen gjorde den 20-årige så frustreret, at han tiltalte politiet med fornærmelige ord om politiets magtbeføjelser. Det medførte derfor yderligere en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser herom.

Begge frihedsberøvede blev løsladt tidligt søndag morgen, men kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Bekymring for kvinde – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 20.03 fik politiet en henvendelse med en bekymring for en lokal, 23-årig kvindes ve og vel, idet hun måske kunne mistænkes for at ville gøre skade på sig selv på togstationen i Roskilde.

På togstationen i Roskilde blev togdriften indstillet, og politiet fik kort efter kontakt til den 23-årige på en perron på togstationen. Kl. ca. 20.15 kunne togdriften genoptages.

Den 23-årige ville gerne lade sig indlægge på et hospital til eventuel behandling, så politiet hjalp hende til nærmeste hospital i den anledning.

Brand i el-cykel – Vestergade, Roskilde

Kl. 00.04 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en el-cykel i Vestergade i Roskilde.

Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at el-cyklens batteri var udtaget, og at branden var opstået i cyklens lad. Branden blev hurtigt slukket, og politiet skal nu undersøge årsagen til branden nærmere, idet der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring herpå. Ingen kom til skade ved branden, som forårsagede mindre skader på el-cyklen, hvis ejer er underrettet.

Butikstyv stjal boxershorts – Ros Torv, Roskilde

Kl. 13.25 blev en 25-årig mand fra Rumænien tilbageholdt i en tøjbutik med tasken fyldt med varer, som han ikke havde betalt for. Manden indfandt sig i Kings And Queens, hvor han havde taget 10 par boksershorts af mrk. Calvin Klein, to par sokker fra Tommy Hilfiger og en T-shirt af mrk. No Religion, som han havde lagt ned i en medbragt rygsæk. Da manden gik ud af butikken uden at betale blev alarmen aktiveret, så personalet tog fat i ham og tilkaldte politiet.

Patruljen sigtede den 25-årige for butikstyveri og varerne blev leveret retur til forretningen, som derfor ikke havde et erstatningskrav. Han blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Den 25-årige har adresse i Danmark, så han blev løsladt og kan forvente en bøde i sagen.

Dom for spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde

En 36-årig mand fra Litauen blev onsdag fremstillet i Retten i Roskilde som sigtet for spirituskørsel i en litauisk personbil på Holbækmotorvejen tidligt lørdag morgen den 16. september 2023.

Analysen af den udtagne blodprøve viste en promille på 2,82, hvilket retten takserede til en straf på 30 dages fængsel, en bøde på 7.000 kr. for manglende førerret, frakendelse af kørekortet samt efterfølgende udvisning af Danmark.

Den dømte forblev frihedsberøvet efter dommen, så han kunne begynde afsoningen af den idømte frihedsstraf.

Efterlyst kvinde fundet – Roskilde

Kl. 21.32 fik politiet et tip om, at en efterlyst kvinde, der var flygtet fra en Sct. Hans-afdeling i Roskilde lørdag d. 9/9-2023, måske opholdt sig på en bænk i Møllehusvej-området i Roskilde.

En patrulje kørte til stedet og fik her kontakt til kvinden, som viste sig at være den efterlyste kvinde. Hun blev herefter bragt retur til fortsat afsoning af den dom, som hun tidligere var blevet idømt.

Bilentusiaster forsøger at forsamle sig flere steder – Roskilde / Køge
Kl. 22.12 fik politiet oplysninger om, at op imod 25 biler havde forsamlet sig på Vestre /Østre Hedevej, Roskilde, så der kunne være risiko for hensynsløs kørsel blandt disse.

Politiet kørte til området, hvorfra bilister straks begyndte at forsvinde, da politiet dukkede op. Senere kunne politiet konstatere, at flere bilister var ved at forsamle sig ved en tankstation på Københavnsvej, inden de forduftede herfra og begyndte at forsamle sig ved en fastfoodrestaurant også på Københavnsvej. Den præventive tilstedeværelse fra politiets side medførte, at forsøgene på forsamlinger i Roskilde ebbede ud kl. ca. 23.30.

Kl. ca. 00.30 kunne politiet så konstatere, at en bilister var forsamlet i området ved Transportcentret i Køge. Den præventive tilstedeværelse af politiet også på dette sted bevirkede, at bilister stille og roligt forsvandt fra området.

Politiet bemærkede ingen former for hensynløs kørsel de forskellige steder, så ingen blev sigtet for noget ulovligt i forbindelse med politiets tilstedeværelse de forskellige steder.

Efterlyst mand lavede uro – Gammel Landevej, Roskilde

Kl. 00.04 fik politiet et alarmopkald fra en kvinde, som oplyste, at en tidligere mandlig bekendt var ved at trænge ind på hendes bopæl på Gammel Landevej i Roskilde.

Politiet kørte hurtigt til Gammel Landevej, men den mandlige bekendte var forsvundet herfra. Han blev hurtigt identificeret som en 31-årig mand fra Roskilde, som viste sig at være efterlyst af politiet, fordi han ikke var kommet retur til et fængsel efter uledsaget udgang.

Den 31-årige blev eftersøgt relevante steder i Roskilde og blev kl. ca. 01.15 fundet hos en mandlig bekendt, hvor han opholdt sig.

Politiet frihedsberøvede den 31-årige, der var påvirket af formentlig både alkohol og narkotika. Han blev tilset af en læge og efterfølgende anbragt i detentionen til afrusning, inden han i løbet af fredagen vil blive overgivet til Kriminalforsorgen til fortsat afsoning af den tidligere idømte frihedsstraf.

Den 31-årige blev ikke sigtet for noget i relation til den uønskede henvendelse hos kvinden på Gammel Landevej.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre

Kl. 17.12 fik politiet en melding om, at en bilist var forulykket under kørsel i østlig retning på Holbækmotorvejen før Roskilde, så bilisten nu var standset midt på kørebanen.

Det viste sig, at en 58-årig mand fra Give under kørslen i det regnvejret havde mistet kontrollen over bilen på grund af aquaplanning. Han havde ramt en kantpæl og var snurret rundt, så han standsede midt på vejen.

På grund af begyndende røg fra motorrummet blev brandvæsnet tilkaldt, hvorfor begge vognbaner på uheldsstedet blev kortvarigt spærret.

Ingen kom til skade ved uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter blev involveret. Kl. ca. 18.00 var kørebanen ryddet, så trafikken i det østgående spor kunne normaliseres.

Færdselsuheld – Køgevej, Vor Frue, Roskilde

Kl. 07.53 var flere biler blevet impliceret i et færdselsuheld på Køgevej ved Vor Frue ved Roskilde, idet bilisterne var stødt sammen i den tætte trafik i retning mod Roskilde.

Det viste sig, at ingen af parterne var kommet til skade ved sammenstødene, der omfattede i alt fire biler. De havde dog alle fået mindre skader som følge af sammenstødene.

En 29-årig kvinde fra Næstved som fører af en personbil opdagede for sent, at de forankørende bilister bremsede på en vejstrækning, hvor højst tilladte hastighed er 80 km/t, så hun påkørte bagenden af den forankørende, hvis bil blev skubbet frem i endnu en bil. Denne bil blev sluttelig skubbet frem i den fjerde part i sammenstødene.

En 41-årig kvinde fra Haslev blev dog som fører af en af de involverede biler bragt til skadestuen til kontrol, men var altså sluppet uden behandlingskrævende skader. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødene.

Færdselsuheld – Maglegårdsvej / Darupvej, Roskilde

Kl. 13.14 rykkede politiet med baggrund i oplysninger fra alarm 112 ud til et færdselsuheld i krydset Maglegårdsvej – Darupvej, hvor en bilist og en cyklist var impliceret i et sammenstød.

Det viste sig, at en 56-årig mand fra Roskilde var kørt i en personbil ad Maglegårdsvej mod syd frem til krydset ved Darupvej, hvor han ville svinge til højre ad Darupvej mod vest.

Efter fremkørsel over vigelinjen på Maglegårdsvej blev bilisten påkørt ad en 70-årig kvinde fra Roskilde, som på en el-cykel kørte ad Darupvej mod vest. Den kvindelige cyklist, der anvende cykelhjelm, væltede som følge af sammenstødet, men blev efter en kontrol på en skadestue konstateret uden behandlingskrævende skader.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet på grund af mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelse kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 08.02 var to bilister stødt sammen i den tætte trafik ad Ringstedgade i Roskilde by, men ved lav hastighed, så der var ikke behov for en ambulance.

Det viste sig, at begge parter i deres personbiler var kørt ad Ringstedgade i nordlig retning med en 20-årig mand fra Roskilde forrest og en 34-årig mand fra Vanløse bagefter i samme vognbane.

Da den 20-årige bremsede, forsøgte den 34-årige at undvige, men kunne ikke undgå at ramme bagenden af den 20-åriges bil, som mindre skader. Det samme skete også på den forreste del af den 34-åriges bil.

Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet.

Færdselsuheld – Ørstedvej, Ørsted, Havdrup – Roskilde

Kl. 04.22 slog en 59-årig mand fra Viby Sjælland selv alarm, da han var forulykket under kørsel i en personbil ad Ørstedvej ved Havdrup.

Den 59-årige blev tilset af ambulancepersonale, men var sluppet uden behandlingskrævende skader efter sit uheld. Han var kørt ad Ørstedvej mod øst, da han af ukendte årsager var kørt af vejen og ud på en mark, hvor bilen var rullet rundt og standset på hjulene.

Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Søndag – mandag

Genstridig spiritusbilist – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 05.21 lørdag morgen fik politiet anmeldelse om, at en bil holdt helt mørklagt i første vognbane uden lys på tæt ved afkørsel 11- Roskilde SØ. En hundepatrulje som var i nærheden blev sendt til stedet, hvor bilen nu var flyttet ind i nødsporet og bilens lys tændtes og slukkedes, da føreren forsøgte at starte bilen, som var var med litauiske nummerplader. Bilens fælge var kraftigt beskadiget, som om bilisten havde påkørt noget på sin vej.

Bag rattet sad en 36-årig mand fra Litauen, som virkede kraftigt spirituspåvirket, og på ingen måde ville samarbejde med politiet. Han forsøgte at starte bilen igen, men det lykkedes ikke, og han blev anholdt under stor modvilje, og en ekstra patrulje kom frem for at assistere med anholdelsen. Bilisten var ikke i stand til at blæse i alkometeret, fordi han var så beruset.

Den 36-årige blev taget med til politistationen, hvor der måtte adskillige betjente til at holde ham, så lægen kunne tage en blodprøve. Herefter blev han sat til afrusning i detentionen, men han blev løsladt næste morgen.

Bilen blev beslaglagt til sagen, og nu afventer politiet resultatet af blodprøveanalysen. Den 36-årige er tilsagt til at møde på politistationen mandag, hvor svaret på blodprøven er klar. Når det er afklaret, om den 36-årige havde kørte vanvidskørsel med en promille på over 2,0, vil det blive afgjort, hvad der videre skal ske i sagen.

Lørdag – søndag:

Indbrud i lejlighed – Æblehaven, Roskilde

Kl. 20.05 slog en 35-årig mand fra Roskilde alarm til politiet, da han få minutter tidligere havde overrasket mindst to personer inde i sin lejlighed i Æblehaven i Roskilde.

Den ene flygtede via førstesalslejlighedens altan, mens den anden flygtede via hovedtrappen, efter at anmelderen havde henvendt sig hos andre beboere for at få hjælp til at slå alarm.

Politiet rykkede ud med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter de to indbrudstyve, der havde fået adgang til via en åbenstående altandør. De havde været rundt i lejligheden, men formentlig ikke nået at stjæle noget.

De to mistænkte blev ikke fundet ved politiets eftersøgning, og politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser i lejligheden, som politiet foretog for at finde eventuelle spor til identifikation af de mistænkte.

Politiet vil dog gerne i kontakt med personer, der måtte have set nogen flygte ud over altanen fra lejligheden på første sal kort før anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114med oplysninger i sagen.

Kvinde overfaldet med kniv – Se pressemeddelelse

Mand med økse ringede efter hjælp – Neergårdsparken, Roskilde

Kl. 20.54 fik politiet anmeldelse fra ambulancereddere, som var sendt til Neergårdsparken, hvor en mand havde ringet efter hjælp, fordi han var kommet til skade. Da ambulancen kom frem var manden truende og havde en økse i hånden, så politiet blev sendt til stedet. Patruljen traf manden, en spirituspåvirket oprevet 57-årig mand, som blev anholdt uden at nogen kom noget til.

Manden var ikke mistænkt for at have truet nogen med øksen, som blev beslaglagt til sagen. Sigtelsen mod ham blev derfor til en overtrædelse af knivloven, og politiet undersøger nu, om der er grundlag for at sigte ham for trusler i øvrigt. Manden sindstilstand gjorde, at han ikke var egnet til at opholde sig i detentionen. Han blev derfor indlagt på sygehuset til behandling.

Mand opdaget under forsøg på tyveri fra personbil – Nystedvej, Veddelev, Roskilde

Kl. 03.16 fik politiet et alarmopkald fra en 18-årig kvinde, der kom hjem til bopælen og så en fremmed mand ved familiens bil holdende frit tilgængelig på Nystedvej i Veddelev.

Den fremmede mand iført en ternet skjorte var skyndsomt løbet fra stedet, da han følte sig opdaget.

Efterfølgende havde kvinden sammen med bilejeren opdaget en knust bilrude samt ødelæggelser omkring ratstammen.

Flere patruljer kørte til området for at lede efter den flygtede mand, men forgæves. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at en trekantrude i en personbil af mærket BMW var blevet knust, så det var muligt at komme ind i bilen. Herefter var plastdele omkring ratstammen blevet afmonteret sammen med rattets airbag, der dog var efterladt på stedet.

Bilen blev undersøgt for eventuelle spor efter tyveriforsøget, der måske kan sættes i forbindelse med andre tyverier fra personbiler af samme bilmærke i Jyllinge natten mellem torsdag og fredag.

Mens resultatet af de tekniske undersøgelser afventes, hører politiet gerne fra personer, der måtte have set en mand i ternet skjorte i Veddelev-området kort efter anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mistænkeligt forhold – Snoldelev Bygade, Gadstrup – Roskilde

Kl. 13.35 anmeldte en opmærksom kvinde, at hun undrede sig over en mands adfærd ved et vindue, som rodede ved på en adresse på Snoldelev Bygade. Hun kunne måske mistænke ham for at ville begå indbrud på stedet.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til tre udenlandske mænd i alderen 28-36 år. De boede alle på stedet og kendte hinanden, men havde blot utraditionelt kravlet ind ad et vindue for at hente noget arbejdstøj på deres fælles bopæl. Der var således tale om et legalt forhold, og politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

Narko og knojern med på cykeltur – Marbjergvej, Roskilde

Kl. 02.37 kørte en patrulje syd ad Marbjergvej ved Haveforeningen Hvilen, hvor de mødte en mand på el-cykel, som kørte med en stor dunk på baggagebæreren. Betjentene stoppede manden, en 29-årig årig Københavner, som viste sig at være narkopåvirket. Ved en ransagning af mandens rygsæk fandt patruljen lidt hash, lidt kokain, et knojern og 340 ml af det euforiserende stof GHB. Dunken bag på cyklen viste sig at være ca. 10 L GHB, som stadig var lunken, som om det netop var produceret. Alle ulovlige ting blev beslaglagt med henblik på test og senere destruktion.

Den 29-årige blev anholdt og sigtet for at overtræde våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Mængden af euforiserende stof gjorde, at manden blev sigtet for at have til hensigt at videreoverdrage stoffet, men han erkendte kun besiddelse til eget forbrug. Han nægtede at oplyse, hvorfra han havde stoffet.

Misbrug af stoffet GHB giver voldsomme abstinenser, så den 29-årige kunne ikke anbringes i detentionen. Han blev indlagt til afrusning på sygehuset, mens sagen blev behandlet og juridisk vurdering. Da der ikke blev skønnet grundlag for at fremstille den 29-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, blev han løsladt til fortsat behandling på sygehuset lørdag morgen.

Sagen om det fundne stof efterforskes nu videre, for at forsøge at finde frem til, hvor det ulovlige stof stammer fra. Den 29-årige vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Overtrædelse af indrejseforbud – Tunevej, Vindinge, Roskilde

Kl. 02.49 standsede politiet en varebil med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Føreren var en 34-årig mand fra Marokko, der viste sig at have et indrejseforbud i Danmark. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af udlændingeloven og anholdt, idet han opholdt sig ulovligt i Danmark.

I varebilen var også en 24-årig dansk mand med som passager, men som ikke blev sigtet for noget i anledning af politiets kontrol af varebilen med danske nummerplader.

Den anholdte havde et indrejseforbud gældende til 2024 og blev afhørt herom til sagen. Han forblev efterfølgende i politiets varetægt, idet han forventes fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde med henblik på enten en straksdom eller varetægtsfængsling i sagen.

Røveri mod forretning – Æblehaven, Roskilde

Kl. 08.45 slog personalet i en købmandsforretning alarm, efter en person havde taget en chokoladebar og havde forladt forretningen uden at betale.

Da personen blev råbt an, blev personalet truet med en lang genstand i en medbragt pose, ligesom personen udtalte sig truende mod personalet.

Politiet kørte til området og fik få minutter senere kontakt til den signaliserede person, som svarede til signalementet på den mistænkte. Han blev indbragt til politistationen i Roskilde, da han ikke umiddelbart ville identificere sig over for politiet, der ikke fandt ham i besiddelse af posen med den lange genstand i.

Manden blev senere identificeret som en 50-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for røveri mod købmandsbutikken, da han havde truet sig til at beholde den stjålne vare efterfølgende.

Politiet fandt efter afhøringen i sagen ikke grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør ud fra en konkret vurdering af de fremkomne oplysninger, men den 50-årige blev efter en lægeundersøgelse løsladt og indlagt på et sygehus til fornøden behandling i anledning af sin sindstilstand. Han kan dog senere forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Spiritus-/narkokørsel uden førerret mv. – Uglebakken, Jyllinge – Roskilde

Kl. 00.29 blev en 31-årig mand fra Hellerup anholdt i forbindelse med sigtelser for både spiritus- og narkokørsel i en personbil, som han førte ad Uglebakken i Jyllinge. Alkometertesten havde givet udslag over det tilladte, og narkometertesten havde givet udslag for påvirkning af både cannabis og amfetamin under kørslen.

Det viste sig tillige, at den 31-årige heller ikke havde noget kørekort, da han ikke havde fået generhvervet førerretten efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet i juni 2023.

I hans bil fandt politiet både en steakkniv og en hobbykniv, som han medbragte uden noget anerkendelsesværdigt formål. De to knive blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af knivloven.

Den 31-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, så han hører nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Spirituspåvirket vanvidsbilist – Stamvejen, Roskilde

Kl. 10.55 mistede en bilist kørekort og bil, da han kørte på Lindenborgvej mod øst og blev stoppet på Stamvejen i Svogerslev. En test med alkometeret viste, at bilistens promille, en 36-årig mand fra Ølstykke, var et godt stykke over 2,0. Han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, og bilen beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel. Manden kørekort blev inddraget på stedet. Den 36-årige ønskede sagen om beslaglæggelse forelagt retten, som nu skal vurdere, om betingelserne er opfyldt. Den 36-årige blev løsladt efter en tur på skadestuen, og nu venter politiet på blodprøveanalysen, hvorefter han vil høre mere fra politiet i sagen.

Straksdom for udlændingeloven – Tunevej, Vindinge, Roskilde

En 34-årig mand fra Marokko fik ved et grundlovsforhør i Retten i Roskilde onsdag en straksdom på 10 dages fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark som straf for overtrædelse af et indrejseforbud.

Han var natten til onsdag blevet standset i en varebil på Tunevej i Vindinge ved Roskilde og derefter anholdt, fordi han overtrådte et indrejseforbud i Danmark gældende frem til 2024.

Tyveri fra personbiler – Jyllinge – Roskilde

Kl. 06.27 fik politiet den første af indtil videre fem anmeldelser om tyveri fra personbiler i løbet af natten til fredag.

Tyverierne var i alle tilfælde gået ud over personbiler af mærket BMW, hvis styrings- og instrumentpanel i alle tilfælde var blevet stjålet.

Bilerne havde været parkeret på vejene Marsvej, Paketvej, Kajakvej, Neptunvej og Finnjollevej i Jyllinge, hvor tyven(e) i flere tilfælde havde skaffet sig adgang til bilerne ved at knuse en bilrude.

Politiet har været i området for at undersøge nogle af bilerne for eventuelle spor, der kan bidrage til identifikation af en eller flere mistænkte. Ingen har umiddelbart bemærket noget usædvanligt i løbet af natten, og bilejerne har først opdaget tyverierne i løbet af fredag morgen.

Hvis nogen har bemærket usædvanlig aktivitet i Jyllinge-området i nat eller på den private videoovervågning kan se uvedkommende personer, hører politiet gerne herom på tlf. 114.

Ulovligt ophold i Danmark – Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 11.44 foretog udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi anholdelse af en 25-årig kvinde fra Brasilien, da hun blev truffet på en adresse i Gevninge-området i Lejre kommune.

Udlændingeafdelingen var sammen med Skattestyrelsen på en kontrol inden for massagebranchen og mødte bl.a. den 25-årirge brasilianer på stedet. Hendes visum til ophold i Danmark var udløbet, hvorfor hun ikke længere opholdt sig lovligt i Danmark. På stedet var også en 43-årig kvinde fra Spanien, men hendes papirer var i orden.

Den 25-årige brasilianer blev sigtet for overtrædelse af udlændingeloven og fik efter afhøringen straks afgjort sagen. Hun forblev dog i politiets varetægt i medfør af udlændingelovens bestemmelser, idet hendes sag nu vurderes hos Udlændingestyrelsen til afgørelse af, hvorvidt hun skal udvises af Danmark med et indrejseforbud.

Unge anholdt for indbrud i kiosk – Helligkorsvej, Roskilde

Kl. 02.55 kom en anmeldelse om indbrud i en kiosk på Helligkorsvej, hvor ruden i døren var blevet knust. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor der var stjålet cigaretter og snus.

En hundepatrulje kørte en tur i området, og på Bredgade mødte de tre unge mænd, som de besluttede at tage en snak med. Den ene unge bar på en rygsæk, og andre havde lommerne fyldt. Så betjentene besluttede at visitere de tre unge mænd, to på 15 år fra Roskilde og en på 21 år fra Herlev. De blev tilsammen fundet i besiddelse af 64 pakker cigaretter og 18 pakker snus, som de ikke kunne komme med en god forklaring på, hvor kom fra. Den 21-årige havde desuden en skruetrækker på sig.

De tre blev anholdt og sigtet for indbruddet i kiosken og taget med til stationen til afhøring. De to mindreåriges forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen. Cigaretterne bliver leveret tilbage til butikken.

Sagen blev vurderet juridisk, og der var ikke grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De vil derfor alle løsladt tirsdag formiddag, men vil høre mere i sagen senere.

Uro og uorden i en bank – Algade, Roskilde

Kl. 12.50 havde personalet i en bank følt sig så utryg ved en mands adfærd, at de havde aktiveret overfaldsalarmen for at få hjælp fra politiet.

Det viste sig, at en mand havde været så utilfreds med bankpersonalet, at han højlydt havde råbt ad dem, så de følte sig utrygge. Manden var efterfølgende gået fra stedet, så politiet måtte lede efter ham i området.

Det lykkedes at finde manden, som blev identificeret som en 38-årig mand fra Fakse, som blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Anholdelsen var begrundet i at få skabt ro og tryghed, så han tilbragte nogle få timer i politiets varetægt, inden han først på aftenen blev løsladt. Han kan nu forvente at modtage en bøde i sin digitale postkasse som afslutning på sagen.

Uro- og utryghedsskabende kvinde på spil flere steder – Roskilde / Køge

Kl. 12.02 fik politiet en anmeldelse fra Roskilde Kommune om, at en kvinde råbte og skreg i kommunens lokaler på rådhuset og i øvrigt ikke ville forlade stedet, da kommunen ikke kunne hjælpe hende yderligere.

Politiet fik på stedet kontakt til en 35-årig kvinde fra Roskilde, som blev frihedsberøvet i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd på rådhuset, så roen og trygheden kunne genoprettes.

Kvinden blev løsladt efter ca. 1,5 times ophold i politiets varetægt, hvorefter hun forlod politistationen i Roskilde.

Kl. 14.17 fik politiet en henvendelse fra akutmodtagelsen på sygehuset i Roskilde om en kvinde, der råbte og skreg til ulempe for både personale og patienter. Kvinden ville i øvrigt ikke forlade stedet, selv om hun blev bedt herom.

Politiet kørte til sygehuset og fik igen kontakt til den samme 35-årige kvinde, der blev talt til ro og fik lov til at forblive på sygehusets område, såfremt hun kunne forholde sig rolig og ikke forstyrre andre. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af denne henvendelse.

Det var ikke sidste gang, at politiet skulle have kontakt til kvinden, idet personalet på sygehuset i Køge kontaktede politiet torsdag morgen kl. 06.31, fordi kvinden ikke ville forlade stedet.

Politiet fik på Køge Sygehus igen kontakt til den 35-årige, som var utilfreds med, at hun ikke kunne blive kørt fra Køge til sin bopæl i Roskilde. Via sygehusets mellemkomst blev det foranlediget, at den 35-årige kunne blive transporteret hjem, så politiet forlod stedet efter aftale med sygehuspersonalet og uden at bortvise kvinden som oprindeligt ønsket fra sygehusets side.

Hvordan kvinden siden de to episoder i Roskilde er kommet til Køge, har politiet ingen oplysninger om.

Ældre bilist standset af andre trafikanter – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 16.23 fik politiet en henvendelse fra en bilist, der havde fået stoppet en ældre mand, der i en personbil havde kørt så underligt, at bilisten havde stoppet ham og til den stoppede mands utilfredshed.

Politiet fik kontakt til en ædru, 89-årig mandlig bilist, der var i besiddelse af et kørekort til bil med gyldighed frem til 2033.

Ifølge anmelderen og vidner havde den 89-åriges kørsel i en personbil ad Køgevej været præget af usikkerhed og uhensigtsmæssig adfærd i lyskrydset Køgevej – Snoldelev Bygade til stor forundring for øvrige trafikanter, så anmelderen og et vidne havde fundet anledning til at stoppe den 89-åriges kørsel, inden et uheld skete.

Politiet vurderede med baggrund i de fremkomne oplysninger, at kørekortmyndighederne skulle underrettes om den 89-åriges kørsel, så kørekortmyndighederne kunne få iværksat en helbredsundersøgelse og eventuelt en vejledende, kontrollerende køreprøve.

Den 89-årige og hans bil blev kørt til hans bopæl ved politiets foranstaltning, hvorefter den 89-årige formentlig kan forvente at høre nærmere fra kørekortmyndigheden.

Indbrud i Perioden

Helligkorsvej, Roskilde
Bøgen, Svogerslev, Roskilde (forsøg)