Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/09/06 til 2023/09/19.

Adfærd i nattelivet medførte sigtelser og frihedsberøvelser – Roskilde

Natten til søndag var politiet præventivt til stede i området ved Jernbanegade som led i patruljering i nattelivet i byen. Politiet fandt i den forbindelse anledning til både at udstede bøder og foretage frihedsberøvelser for at opretholde roen for alle de andre gæster i nattelivet.

Kl. 01.16 og kl. 02.06 blev to 20-årige mænd fra hhv. Gislinge og Haslev taget i at urinere offentligt i Jernbanegade, så de begge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det kan resultere i en bøde på 1.000 kr. til hver af dem.

Kl. 02.25 var der uorden på en fastfoodrestauratnt på Køgevej, Roskilde, idet en mand var til gene for personalet. Det viste sig at være en spirituspåvirket, 28-årig mand fra Hedehusene, som havde været meget højlydt i forbindelse med skænderi med en kvindelig bekendt. Han blev bortvist fra stedet uden at være blevet sigtet for noget.

Kl. 02.34 skabte to mænd på hhv. 20 og 21 år fra Fårevejle St. så meget uro uden for et diskotek i Jernbanegade, Roskilde, at de begge blev frihedsberøvet for at få genoprettet roen. Begge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men anholdelsen gjorde den 20-årige så frustreret, at han tiltalte politiet med fornærmelige ord om politiets magtbeføjelser. Det medførte derfor yderligere en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser herom.

Begge frihedsberøvede blev løsladt tidligt søndag morgen, men kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Butikstyverier fra flere forretninger – Roskilde

Kl. 16.21 fik politiet en anmeldelse fra et byggemarked på Industrivej, Roskilde, hvor personalet mistænkte en mand for at have stjålet forskellige varer fra stedet.

En patrulje fik ved byggemarkedet kontakt til en 46-årig mand fra Polen ved sin bil på en parkeringsplads. I bilen fandt politiet varer fra byggemarkedet til en værdi af ca. 4.300 kr., men politiet fandt ved undersøgelse af bilen også varer fra et supermarked til en værdi af ca. 500 kr. samt et par sikkerhedssko til en værdi af knap 2.400 kr. Skoene var stjålet fra et VVS-firma, Byleddet, Roskilde, og varerne var fra et Lidl-supermarked på Københavnsvej, Roskilde.

Den 46-årige, der havde en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, blev anholdt og sigtet for de tre butikstyverier, som blev afgjort straks. Den polske mand forblev i politiets varetægt, mens hans sager forelægges for Udlændingestyrelsen til afgørelse af, hvorvidt han skal udvises af Danmark med et indrejseforbud efter udlændingelovens bestemmelser.

Cykeltyve taget på fersk gerning – Møllehusvej, Roskilde

Kl. 04.01 vågnede en mandlig anmelder ved lyden af en vinkelsliber i området ved Møllehusvej og Holbækvej. Da han undersøgte det nærmere, kunne han se to mørkklædte personer gå fra en parkeringsplads i retning mod Møllehusvej.

Anmelderen holdt øje med de to personer, indtil politiet nåede frem til området og fik kontakt til en 25-årig mand fra Roskilde og en 31-årig kvinde fra Roskilde. Manden var i en rygsæk i besiddelse af en vinkelsliber samt dele fra en cykel.

En hundepatrulje undersøgte området, hvor de to var blevet set, og fandt kort efter frem til en el-cykel, der var gemt i et buskads. Cyklens fastmonterede lås var overskåret formentlig ved brug af en vinkelsliber, så cyklen blev medtaget som bevis i sagen og medblik på udlevering til rette ejer.

De to mistænkte blev begge anholdt og sigtet for tyveri af cyklen, der var blevet flyttet fra det sted, hvor cykelejeren havde henstillet den.

Da kvinden ved endelige visitation blev fundet i besiddelse af ca. 0,5 gram kokain, blev hun også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Begge anholdte blev løsladt efter afhøring i sagen, men de kan forvente at høre nærmere fra

Efterlyst kvinde fundet – Roskilde

Kl. 21.32 fik politiet et tip om, at en efterlyst kvinde, der var flygtet fra en Sct. Hans-afdeling i Roskilde lørdag d. 9/9-2023, måske opholdt sig på en bænk i Møllehusvej-området i Roskilde.

En patrulje kørte til stedet og fik her kontakt til kvinden, som viste sig at være den efterlyste kvinde. Hun blev herefter bragt retur til fortsat afsoning af den dom, som hun tidligere var blevet idømt.

Bilentusiaster forsøger at forsamle sig flere steder – Roskilde / Køge
Kl. 22.12 fik politiet oplysninger om, at op imod 25 biler havde forsamlet sig på Vestre /Østre Hedevej, Roskilde, så der kunne være risiko for hensynsløs kørsel blandt disse.

Politiet kørte til området, hvorfra bilister straks begyndte at forsvinde, da politiet dukkede op. Senere kunne politiet konstatere, at flere bilister var ved at forsamle sig ved en tankstation på Københavnsvej, inden de forduftede herfra og begyndte at forsamle sig ved en fastfoodrestaurant også på Københavnsvej. Den præventive tilstedeværelse fra politiets side medførte, at forsøgene på forsamlinger i Roskilde ebbede ud kl. ca. 23.30.

Kl. ca. 00.30 kunne politiet så konstatere, at en bilister var forsamlet i området ved Transportcentret i Køge. Den præventive tilstedeværelse af politiet også på dette sted bevirkede, at bilister stille og roligt forsvandt fra området.

Politiet bemærkede ingen former for hensynløs kørsel de forskellige steder, så ingen blev sigtet for noget ulovligt i forbindelse med politiets tilstedeværelse de forskellige steder.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej, Himmelev, Roskilde

Kl. 12.39 måtte politiet undersøge omstændighederne nærmere, da en kvinde stående ved siden af sin parkerede bil på Frederiksborgvej var blevet ramt af en bus, som havde fortsat sin kørsel.

Det viste sig, at en 48-årig kvinde fra Roskilde stod ved siden af sin bil, der holdt parkeret i højre side af Frederiksborgvej. Samtidig passerede en bus i nordlig retning og ramte kvinden, men bussen fortsatte sin kørsel. Kvinden nåede dog at notere sig oplysninger om bussen, inden hun i en tilkaldt ambulance blev bragt til skadestuen til undersøgelse.

Politiet fandt efterfølgende frem til bussen nord for Roskilde by og fik kontakt til en 66-årig mand fra Østjylland som fører af køretøjet. Han var ædru og blev afhørt til sagen, men oplyste, at han ikke havde bemærket noget usædvanligt ved passagen af kvinden og hendes bil. Omstændighederne undersøges nu nærmere i den rapport, som politiet har optaget om uheldet.

Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde

Kl. 07.44 var en 23-årig mand fra Taastrup lidt for uopmærksom, da han i en varebil kørte ad Køgevej i sydlig retning hen over Holbækmotorvejen i Roskilde by.

Han havde ikke bemærket, at de forankørende i vognbanen længst til højre var standset i den tætte morgentrafik, så han påkørte bagenden af personbilen foran ham. Den påkørte personbil blev skubbet fremad og ramte også bagenden af endnu en personbil.

Ingen af de tre involverede parter kom til skade, men der var både væskespild og vragdele på kørebanen, som måtte afspærres med en tavlevogn. Et tilkaldt bugseringskøretøj fik fjernet de beskadigede køretøjer, så vejen var atter helt farbar kl. ca. 08.45.

Færdselsuheld – Maglegårdsvej / Darupvej, Roskilde

Kl. 13.14 rykkede politiet med baggrund i oplysninger fra alarm 112 ud til et færdselsuheld i krydset Maglegårdsvej – Darupvej, hvor en bilist og en cyklist var impliceret i et sammenstød.

Det viste sig, at en 56-årig mand fra Roskilde var kørt i en personbil ad Maglegårdsvej mod syd frem til krydset ved Darupvej, hvor han ville svinge til højre ad Darupvej mod vest.

Efter fremkørsel over vigelinjen på Maglegårdsvej blev bilisten påkørt ad en 70-årig kvinde fra Roskilde, som på en el-cykel kørte ad Darupvej mod vest. Den kvindelige cyklist, der anvende cykelhjelm, væltede som følge af sammenstødet, men blev efter en kontrol på en skadestue konstateret uden behandlingskrævende skader.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet på grund af mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelse kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Roskildevej / Hastrupvej / Kirkegade, Havdrup – Solrød

Kl. 10.58 var tre personbiler blevet impliceret i et færdselsuheld i krydset Roskildevej – Kirkegade – Hastrupvej, så ambulancer var sendt til stedet.

To personer blev bragt til skadestuen til kontrol, men en 28-årig mand fra Ishøj ikke havde behov for en kontrol på sygehuset.

Politiet havde umiddelbart kun mulighed for afhøring af den 28-årige, der oplyste, at han i sin personbil var standset på Hastrupvej, hvorfra han ville krydse Roskildevej og fortsætte ad Kirkegade i vestlig retning.

Mens han afventede fri passage på Roskilde, stødte to personbiler pludselig sammen foran ham, således at den ene af parterne ramte hans bil. Ifølge den 28-årige var sammenstødet sket mellem en bilist fra Kirkegade og en bilist, der kørte ad Roskildevej i nordlig retning.

Uheldet medførte en delvis spærring af Roskildevej i ca. 30 minutter, indtil de implicerede køretøjer var blevet flyttet. Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.

Færdselsuheld – Østre Ringvej / Håndværkervej, Roskilde

Kl. 13.54 var der sket et færdselsuheld i krydset Østre Ringvej – Håndværkervej, så en ambulance var sendt til stedet.

Det viste sig, at en 53-årig mand fra Brønshøj som fører af en varebil var kørt ad Østre Ringvej i nordlig retning. I krydset ved Håndværkervej svingede han til højre, men stødte herunder sammen med en 14-årig pige fra Roskilde, som kørte på cykel ad Østre Ringvej også i nordlig retning.

Pigen blev i en ambulance bragt til skadestuen til behandling for lettere kvæstelser efter uheldet, og politiet har optaget rapport om sammenstødet.

Genstridig spiritusbilist – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 05.21 lørdag morgen fik politiet anmeldelse om, at en bil holdt helt mørklagt i første vognbane uden lys på tæt ved afkørsel 11- Roskilde SØ. En hundepatrulje som var i nærheden blev sendt til stedet, hvor bilen nu var flyttet ind i nødsporet og bilens lys tændtes og slukkedes, da føreren forsøgte at starte bilen, som var var med litauiske nummerplader. Bilens fælge var kraftigt beskadiget, som om bilisten havde påkørt noget på sin vej.

Bag rattet sad en 36-årig mand fra Litauen, som virkede kraftigt spirituspåvirket, og på ingen måde ville samarbejde med politiet. Han forsøgte at starte bilen igen, men det lykkedes ikke, og han blev anholdt under stor modvilje, og en ekstra patrulje kom frem for at assistere med anholdelsen. Bilisten var ikke i stand til at blæse i alkometeret, fordi han var så beruset.

Den 36-årige blev taget med til politistationen, hvor der måtte adskillige betjente til at holde ham, så lægen kunne tage en blodprøve. Herefter blev han sat til afrusning i detentionen, men han blev løsladt næste morgen.

Bilen blev beslaglagt til sagen, og nu afventer politiet resultatet af blodprøveanalysen. Den 36-årige er tilsagt til at møde på politistationen mandag, hvor svaret på blodprøven er klar. Når det er afklaret, om den 36-årige havde kørte vanvidskørsel med en promille på over 2,0, vil det blive afgjort, hvad der videre skal ske i sagen.

Lørdag – søndag:

Kvinde overfaldet med kniv – Se pressemeddelelse

Mand skabte uro – Ved Ringen, Roskilde

Kl. 09.24 slog personalet på et hotel alarm til politiet, fordi en mandlig gæst var gået amok og skabte så meget uro på stedet, at han var uønsket.

Politiet fik på hotellet kontakt til en 55-årig mand fra Randers, der blev frihedsberøvet for at få skabt ro på stedet, hvor han i receptionen ubegrundet havde hidset sig og bl.a. kastet med inventaret.

Den 55-årige blev på grund af adfærden sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelse og efterfølgende tilset af en læge, inden han blev anbragt i et venterum på politistationen, mens han faldt til ro.

Lægeundersøgelsen gav grundlag for at mistænke ham for at have et uligevægtigt sind, så opholdet hos politiet blev afsluttet med en indlæggelse på et hospital til fornøden behandling i den anledning.

Narko og knojern med på cykeltur – Marbjergvej, Roskilde

Kl. 02.37 kørte en patrulje syd ad Marbjergvej ved Haveforeningen Hvilen, hvor de mødte en mand på el-cykel, som kørte med en stor dunk på baggagebæreren. Betjentene stoppede manden, en 29-årig årig Københavner, som viste sig at være narkopåvirket. Ved en ransagning af mandens rygsæk fandt patruljen lidt hash, lidt kokain, et knojern og 340 ml af det euforiserende stof GHB. Dunken bag på cyklen viste sig at være ca. 10 L GHB, som stadig var lunken, som om det netop var produceret. Alle ulovlige ting blev beslaglagt med henblik på test og senere destruktion.

Den 29-årige blev anholdt og sigtet for at overtræde våbenloven og lov om euforiserende stoffer. Mængden af euforiserende stof gjorde, at manden blev sigtet for at have til hensigt at videreoverdrage stoffet, men han erkendte kun besiddelse til eget forbrug. Han nægtede at oplyse, hvorfra han havde stoffet.

Misbrug af stoffet GHB giver voldsomme abstinenser, så den 29-årige kunne ikke anbringes i detentionen. Han blev indlagt til afrusning på sygehuset, mens sagen blev behandlet og juridisk vurdering. Da der ikke blev skønnet grundlag for at fremstille den 29-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, blev han løsladt til fortsat behandling på sygehuset lørdag morgen.

Sagen om det fundne stof efterforskes nu videre, for at forsøge at finde frem til, hvor det ulovlige stof stammer fra. Den 29-årige vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 11.30 sigtede politiet en 37-årig mand fra Roskilde for at køre i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Østre Ringvej og til trods for, at den 37-årige i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af personbilen.

Den 37-årige fik ved en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer ud fra en mistanke om påvirkning af hash under kørslen. I bilen havde han en pose med knap fem gram hash, som han også blev sigtet for ulovlig besiddelse af.

Bilejeren blev efterfølgende sigtet for at have overladt føringen af bilen til den 37-årige, idet han ikke lovligt kunne være fører. Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Narkokørsel og narkobesiddelse – Ahornvej, Roskilde

Kl. 13.28 ville politiet standse en personbil, der kørte ad Møllehusvej mod syd, med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og den mandlige passager, der var med i bilen.

Føreren drejede væk fra Møllehusvej og kørte ad mindre villaveje frem til Ahornvej, hvor den mandlige passager forsøgte at løbe fra bilen, inden føreren var standset helt op.

Føreren forblev i bilen, men politiet fik indhentet og efterfølgende identificeret passageren som en 26-årig mand fra Nordsjælland. Flugten var måske begrundet i besiddelse af godt otte gram kokain, som han fik beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Politiet fik identificeret føreren af bilen som en også 26-årig mand fra Nordsjælland, der efter en narkometertest kunne mistænkes for narkokørsel på grund af påvirkning af hash. Han var også i besiddelse af narkotika, idet han havde et gram hash på sig. Desuden kunne politiet konstatere, at føreren havde et kørselsforbud som sanktion efter tidligere sag om narkokørsel., så han

Føreren blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Begge sigtede kan forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Narkokørsel uden kørekort – Langebjerg, Roskilde

Kl. 11.49 på Langebjerg ved rundkørslen til Københavnsvej stoppede politiet en 39-årig kvinde fra København i en rutinekontrol. Kvinden viste sig at være påvirket af hash og kokain, og hun kørte selvom hun havde et kørselsforbud i en gammel sag om spirituskørsel, hvor hun ikke havde været generhvervet sit kørekort. Hun blev anholdt og fik udtaget en blodprøve. Med i bilen sad bilens ejer, som blev sigtet for at overlade føringen af bilen til en uden kørekort. Kvinden blev løsladt efter at have fået udtaget en blodprøve, og de vil begge høre mere i sagen senere.

Spirituskørsel – Køgevej, Roskilde

Kl. 23.44 sigtede politiet en 45-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i den personbil, som var fører af ad Køgevej i Roskilde by. Alkometertesten havde givet politiet grundlag for at mistænke ham for at være mere påvirket af alkohol end tilladt.

Den 45-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Spirituspåvirket vanvidsbilist – Stamvejen, Roskilde

Kl. 10.55 mistede en bilist kørekort og bil, da han kørte på Lindenborgvej mod øst og blev stoppet på Stamvejen i Svogerslev. En test med alkometeret viste, at bilistens promille, en 36-årig mand fra Ølstykke, var et godt stykke over 2,0. Han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, og bilen beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel. Manden kørekort blev inddraget på stedet. Den 36-årige ønskede sagen om beslaglæggelse forelagt retten, som nu skal vurdere, om betingelserne er opfyldt. Den 36-årige blev løsladt efter en tur på skadestuen, og nu venter politiet på blodprøveanalysen, hvorefter han vil høre mere fra politiet i sagen.

Stjålne nummerplader medførte flere sager – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 08.52 gav en patruljebils ANPG-udstyr (Automatisk NummerPlade-Genkendelse) besked til patruljen om, at en personbil på Jernbanegade ved Køgevej i Roskilde var forsynet med en nummerplade, der var meldt stjålet.

Patruljen fik kort efter uden dramatik standset bilisten ud for togstationen, hvorefter en mandlig passager skyndsomt forlod bilen. Føreren forblev i bilen og blev identificeret som en 37-årig mand fra Ballerup.

Han havde et kørekort, men udtalte, at han ikke vidste noget om en stjålet nummerplade, da han havde lånt bilen, men kendte ikke den reelle ejer. Politiet kunne nemlig konstatere, at der på bilen var to stjålne og i øvrigt forskellige nummerplader, som begge blev afmonteret med henblik på udleveret til rette ejer eller Motorstyrelsen.

Den 37-årige blev indledningsvist sigtet for kørsel i en uindregistreret og uforsikret bil, men blev kort efter sigtet også for både spiritus- og narkokørsel i bilen. Den rutinemæssige alkometertest gav udslag over det tilladte, og den efterfølgende narkometertest indikerede påvirkning af kokain under kørslen.

Politiet anholdt den 37-årige kortvarigt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer. Bilen blev forsynet med politistrimmel og en klistermærkat om, at ejeren skulle få bilen fjernet inden 48 timer. Det lykkedes umiddelbart ikke politiet at finde eller at få identificeret den mand, der forsvandt ind på togstationens område.

To færdselsuheld med lastbiler – Jernbanegade, Roskilde

Inden for godt en time måtte politiet rykke ud for at undersøge omstændighederne nærmere, efter lastbiler var blevet involveret i påkørsel af forskellige genstande i Jernbanegade i den centrale del af Roskilde. På vejen var der diverse vejarbejde, som formentlig besværliggjorde større køretøjers færdsel i området.

Kl. 10.05 bemærkede et opmærksomt vidne, at en lastbil med tilkoblet påhængsvogn havde ramt en lygtepæl ud for togstationen, men var fortsat sin kørsel videre ad Jernbanegade i vestlig retning.

Med baggrund i vidnets oplysninger fik politiet identificeret lastbilen og dens fører, som viste sig at være en 45-årig mand fra Brøndby Strand.

Kl. 11.09 var den igen gal i Jernbanegade ved Hersegade, hvor en lastbil med tilkoblet sættevogn i krydset Hersegade – Jernbanegade havde påkørt en lyssignalstander i forbindelse med et venstresving ad Jernbanegade mod øst, så lastbilen og sættevognen havde sat sig fast. Det betød kortvarigt trafikale problemer ad bl.a. Jernbanegade.

Føreren var en 48-årig kvinde fra Herfølge, som dog lykkedes med at få lastbilvogntoget fri og væk fra krydset. Lyssignalstanderen havde fået blotlagt nogle ledninger, så Roskilde Kommune blev straks underrettet om skaderne.

Politiet registrerede i begge tilfælde blot omstændighederne og identiteten på skadevolderne.

Unge anholdt for indbrud i kiosk – Helligkorsvej, Roskilde

Kl. 02.55 kom en anmeldelse om indbrud i en kiosk på Helligkorsvej, hvor ruden i døren var blevet knust. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor der var stjålet cigaretter og snus.

En hundepatrulje kørte en tur i området, og på Bredgade mødte de tre unge mænd, som de besluttede at tage en snak med. Den ene unge bar på en rygsæk, og andre havde lommerne fyldt. Så betjentene besluttede at visitere de tre unge mænd, to på 15 år fra Roskilde og en på 21 år fra Herlev. De blev tilsammen fundet i besiddelse af 64 pakker cigaretter og 18 pakker snus, som de ikke kunne komme med en god forklaring på, hvor kom fra. Den 21-årige havde desuden en skruetrækker på sig.

De tre blev anholdt og sigtet for indbruddet i kiosken og taget med til stationen til afhøring. De to mindreåriges forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen. Cigaretterne bliver leveret tilbage til butikken.

Sagen blev vurderet juridisk, og der var ikke grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De vil derfor alle løsladt tirsdag formiddag, men vil høre mere i sagen senere.

Vand på vejen – Kongebakken og Rørmosen, Roskilde

Kl. 02.24 anmeldte en medarbejder fra hjemmeplejen, at der var en bule i asfalten på Kongebakken i Roskilde, hvor der kom vand op af en revne. Politiets indsatsleder kørte til stedet, hvor det viste tegn på et sprunget vandrør. Vejen var hævet på et areal på ca. 5×5 m. Stedet blev afspærret og vandforsyningsselskabet kontaktet. De sendte en tekniker til stedet. Vandet skabte ikke problemer, da det blev ledt til en kloak. Busruten forbi stedet blev omlagt. Tidligt om morgenen kom en gravemaskine og udbedrede skaden.

Kl. 03.04 var den gal i Rørmosen, hvor der strømmede vand ud fra endnu et brud på et vandrør. Forsyningsselskabet ankom til stedet og fik slukket for vandet og udbedret skaden. Heller ikke her gav vandet anledning til større problemer.

Indbrud i Perioden

Helligkorsvej, Roskilde

Holbækvej, Roskilde (forsøg)

Hovedgaden, Gadstrup

Københavnsvej, Roskilde
Bøgen, Svogerslev, Roskilde (forsøg)
Hovedgaden, Gadstrup