Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/06/07 til 2023/06/19.

Besiddelse af narkotika – Roskilde

Kl. 12.15 bankede en narkohundepatrulje på hos en 22-årig mand fra Roskilde med baggrund i en mistanke om, at han kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.

Narkohundene viste allerede ved ankomsten til mandens adresse stor interesse for at kigge nærmere på hans bopæl, hvor politiet ved en ransagning fandt 165 gram amfetamin og 0,4 gram hash.

Den 22-årige blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika, idet politiet mistænkte ham for besiddelse af amfetaminen med henblik på videreoverdragelse til andre.

Politiet løslod dog den 22-årige efter afhøring til sagen, som senere vil få et retligt efterspil for ham. De ulovlige stoffer blev beslaglagt som beviser i straffesagen.

Blaffer stjal bil – Gadstrup, Roskilde

Kl 09.45 meldte en 65-årig mand fra Solrød, at hans bil var blevet stjålet. Han havde forinden givet en blaffer et lift og havde ladet manden sidde i bilen, mens han selv gik ind for at handle i et supermarked. Men det fik manden til at køre fra stedet i bilen ad Holbæk Motorvejen.

En af politiets patruljer fik kort efter kontakt med bilen ved afkørslen til Asnæs og eftersatte køretøjet. På et tidspunkt stødte patruljen og bilen sammen, men begge kunne fortsætte kørslen, der bl.a. gik ud over flere marker og gennem flere hegn. Føreren smed til sidst omkring kl 10.35 bilen fra sig ved stationen i Nykøbing Sjælland og løb fra stedet. Politiet blev i området i nogen tid og søgte også med hundepatruljer efter den undløbne. Det lykkedes dog ikke i første omgang at finde manden, men politiet efterforsker videre i sagen.

Brand på kirkegården – Kong Magnus Vej, Roskilde

Kl. 16.17 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand på kirkegården, hvor der var gået i noget buskads ved Kong Magnus Vej. Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der kun havde forårsaget skader på en busk.

Brandårsagen kunne ikke umiddelbart klarlægges, men der var dog ikke indikation på en strafbart handling. En henkastet genstand som f.eks. et cigaretskod kunne være en mulig brandårsag i denne tid, hvor naturen er meget tør, men tesen kunne ikke underbygges ved fund eller spor på stedet.

Flygtet mand fundet – Roskilde / København

Mandag eftermiddag valgte politiet at efterlyse en 26-årig mand, der som domsanbragt var flygtet fra en Sankt Hans-institution i Roskilde. Politiet efterlyste ham med foto og bad om offentlighedens hjælp, hvilket skete, så Københavns Politi med baggrund i en borgerhenvendelse kunne anholde den 26-årige i København. Han blev herefter bragt retur til institutionen i Roskilde.

Færdselsuheld – Darupvej, Roskilde

Kl 17.01 skete der et uheld, da en ung mand i en personbil mistede herredømmet over bilen og kørte gennem et hegn og ud på en mark. Det lykkedes den 17-årige at få bilen tilbage på vejen. Patruljen kunne konstatere, at den 17-årige havde lånt farens bil og nu står til en sigtelse for at køre uden at have erhvervet et kørekort.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 21.21 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld med mange implicerede bilister på Holbækmotorvejen i det østgående spor. Flere ambulancer var sendt til uheldsstedet.

Tre ambulancer var rykket ud til motorvejen, som blev afspærret i østlig retning i forbindelse med rednings- og oprydningsarbejdet. To skiltevogne var blevet tilkaldt, ligesom flere bugseringskøretøjer skulle sørge for at få flyttet flere af de implicerede biler.

To personer blev bragt til skadestuen til undersøgelse, men var sluppet med diverse knubs og uden behandlingskrævende skader.

På uheldstidspunktet havde der været kødannelse i det østgående spor, hvilket en 26-årig kvinde fra Roskilde som fører af en personbil i anden vognbane for sent opdagede. Trods forsøg på at undvige kunne hun ikke undgå at påkøre bilisten foran hende. Påkørslen resulterede i, at bilistens bil blev skubbet fremad, så i alt seks bilister blev involveret. De fire af disse skulle bugseres væk, mens de to forreste i rækken af implicerede selv kunne køre fra stedet.

Det lokale redningsberedskab sørgede for oprydning på kørebanen af vragdele og væsker mv., så motorvejen blev først lukket op for trafik i alle spor efter et par timer.

Færdselsuheld – Jyllinge Parkvej / Østre Centervej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 18.02 fik politiet via alarm 112 melding om, at et barn var blevet påkørt af en personbil i et fodgængerfelt på Jyllinge Parkvej, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Politiet traf på uheldsstedet en ædru, men chokeret 30-årig kvindelig bilist fra Jyllinge, mens redningspersonalet tog sig af en tilskadekommen pige liggende på Jyllinge Parkvej. Hun blev straks efter i en ambulance bragt til et sygehus til behandling for sine skader.

En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og de implicerede køretøjer, herunder pigens cykel, der var henstillet ved et skilt ved uheldsstedet.

Politiet fik ud fra undersøgelserne og afhøring af bilisten og vidner mv. klarlagt, at den 30-årige kvindelige bilist var kørt i en personbil ad Jyllinge Parkvej mod øst med lav hastighed.

Da bilisten passerede det markerede fodgængerfelt på tværs af Jyllinge Parkvej umiddelbart vest for Østre Centervej, blev en 10-årig pige fra Jyllinge påkørt i fodgængerfeltet, så hun efterfølgende landede på kørebanen. Pigen blev indlagt på et sygehus til behandling for alvorlige, men ikke livstruende skader som følge af påkørslen, som hendes pårørende er underrettet om.

Politiet mangler at afhøre pigen om hendes færden inden påkørslen, men politiet vil i forbindelse med undersøgelse af hændelsesforløbet forud for og i forbindelse med påkørslen gerne i kontakt med personer, der måtte have gjort observationer omkring uheldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Lyngageren / Lindenborgvej, Svogerslev, Roskilde

Kl. 10.21 fik politiet en anmeldelse fra den ene part i et færdselsuheld, efter at to bilister var stødt sammen i krydset Lyngageren – Lindenborgvej i Svogerslev.

Ingen af parterne var kommet til skade, men der var sket mindre materiel skade på de to implicerede biler.

En 81-årig kvinde fra Lejre var kørt ad Lyngageren mod syd frem til krydset ved Lindenborgvej, hvor hun standsede ved vigelinjen. Efter et kort stop begyndte hun en svingning til venstre ad Lindenborgvej mod øst, men stødte under svingningen sammen men en anden personbil, som en 43-årig mand fra Jyderup førte ad Lindeborgvej i østlig retning.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Roskildevej, Gl. Havdrup, Havdrup – Solrød

Kl. 06.43 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor den ene part efterfølgende var kørt fra stedet uden at give sig til kende. Ingen var kommet til skade ved sammenstødet.

Det viste sig, at en 50-årig mand fra Klippinge i en varebil kørte ad Roskildevej i nordlig retning i tæt trafik og med nærmest køkørsel.

Ifølge den 50-årige satte føreren af en forankørende varebil pludselig bilen i bakgear, så den 50-årige blev påkørt på fronten af sin varebil, som fik skader, så han ikke kunne køre længere og derfor standsede på cykelstien ved vejen.

Føreren af den forankørende varebil kørte også ind på cykelstien, men for at overhale de øvrige trafikanter i køen på denne måde, indtil varebilen forsvandt ud af syne for den 50-årige.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret varebilen, som var med åbent lad uden presenning. Der lå værktøj på ladet.

Øvrige trafikanter, der måtte have bemærket varebilens kørsel ad cykelstien forbi den tætte trafik på Roskildevej ved Gl. Havdrup, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Hårdhændet bortvisning medførte sigtelse – Hyrdehøj Alle, Roskilde

Kl. 11.20 fik politiet en anmeldelse om en håndhændet bortvisning af en mand, der blev skubbet omkuld af en mand, der havde fulgt den bortviste igennem svingdøren ved Hyrdehøj-centret. Politiet kørte til området og fik ud over anmelderen også kontakt til 56-årig mand fra Roskilde, som havde slået begge knæ og den ene albue i forbindelse med bortvisningen fra stedet.

Oplysninger fra vidner og optagelser på centrets overvågning førte til, at politiet kunne mistænke en mand fra en lokal forretning for bortvisningen.

Politiet foretog anholdelse af en 61-årig mand, som blev sigtet for vold mod den 56-årige i forbindelse med bortvisningen. Den 61-årige blev løsladt straks efter afhøringen.

Plejepersonale på den 56-åriges bosted blev underrettet om sagen og opfordret til at støtte ham i at blive undersøgt på en skadestue for eventuel skade, han måtte have pådraget sig som følge af bortvisningen. Herefter vil muligheden for afhøring af den forurettede blive undersøgt nærmere, inden politiet træffer afgørelse om, hvorledes sagen skal afsluttes.

Høj hastighed – Darupvej, Roskilde

Kl 20.01 var færdselspolitiet forbi Darupvej og målte med laser en 35-årig polsk mand fra Høje-Taastrup til at køre 95 km/t i byzone. Han står nu til frakendelse af kørekortet, som han i øvrigt ikke havde med på køreturen

Kvinder fuppet til udlevering af hævekort – Viby Sj. – Roskilde / Hvalsø – Lejre

Kl. 09.51 anmeldte pårørende til en 80-årig kvinde fra Viby Sj., at hun torsdag aften var blevet telefonisk kontaktet af en fremmed mand. Han havde præsenteret sig som ansat i Danske Bank og havde brug for at få udleveret den 80-årige hævekort og PIN-kode på grund af misbrug.

En ung mand, brun i huden, ca. 150 cm høj, iført sort jakke med lynlås, sorte bukser og talende gebrokkent dansk henvendte sig og fik udleveret både hævekortet og PIN-koden.

Kortet var efterfølgende blev misbrugt tre gange til uberettigede kontanthævninger for i alt 8.000 kr.

Kl. 17.16 fik politiet endnu en anmeldelse om et fupopkald fra en falsk bankmedarbejder i Nordea, der torsdag eftermiddag havde kontaktet en 75-årig kvinde fra Hvalsø.

Hun var blevet overtalt til at udlevere sit dankort og PIN-kode af sikkerhedsmæssige årsager, så hun kunne få tilsendt et nyt. En mand var dukket op og havde afhentet dankortet, som efterfølgende i flere hævninger var blevet misbrugt til at hæve i alt 22.000 kr.

Begge anmeldelser indgår nu i sager om bedrageri i en sagstype, som politiet gennem tiden har fået en del anmeldelser om. Det gode råd er at foretage et kontrolopkald retur til banken, såfremt nogen uopfordret henvender sig på et usædvanligt tidspunkt. Fupopkald vil med stor sandsynlighed blive afsløret på denne måde.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Naurbjergvej, Havdrup – Solrød

Kl. 11.05 standsede færdselspolitiet en varebil med tilkoblet påhængsvogn med henblik på rutinemæssig kontrol af vogntoget og føreren. Bag rattet i varebilen sad en 46-årig mand fra Kirke-Eskilstrup, som var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af vogntoget. Han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden og efterfølgende gjort bekendt med, at han nu for tredje gang inden for de seneste tre år var blevet afsløret i at være fører af et køretøj, selv om han ikke havde førerret.

Politiet beslaglagde derfor hans varebil med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som den 46-årige vil blive indkaldt til på et senere tidspunkt.

En dommer skal dog forinden kigge nærmere på politiets grundlag for beslaglæggelsen af varebilen, fordi den 46-årige protesterede herover og ønskede en retlig prøvelse heraf.

Mand generede diskoteksgæster – Hersegade, Roskilde

Kl. 23.14 måtte personalet på et diskotek bede om assistance fra politiet til at bortvise en spirituspåvirket mand, der ude på gaden var til gene for gæster til diskoteket. Politiet fik på stedet kontakt til den spirituspåvirkede, 40-årige mand fra Roskilde, der var opfarende i sin påvirkede tilstand, at politiet anså det for nødvendigt at frihedsberøve ham for at få skabt ro i gaden.

I samme forbindelse blev den 40-årige sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd over øvrige tilstedeværende/gæster i hans kraftigt spirituspåvirkede tilstand.

Efter et lægetilsyn blev den 40-årige anbragt til afrusning i politiets detention, hvorfra han blev løsladt tidligt torsdag morgen, da han blev vurderet i stand til at klare sig uden ulempe for andre. Han kan dog forvente at modtage en bøde som afgørelse på overtrædelsen af ordensbekendtgørelsen.

Narkokørsel – Frederiksborgvej, Gundsømagle, Roskilde

Kl. 03.23 standsede politiet en 29-årig mand fra Frederiksværk som fører af en personbil ad Frederiksborgvej i sydlig retning omkring Sognevej.

Den 29-årige deltog i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af benzodiazepiner, så han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel med knive i bilen – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 12.55 standsede politiet en personbil på Ringstedvej ved Lindenborgvej med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

En 39-årig mand fra Aarhus sad bag rattet i bilen, og han blev kort efter anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel, fordi narkometeret gav udslag for påvirkning af cannabis under kørslen.

Ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet i en dørlomme to knive med bladlængder på hhv. 11,5 og 22 cm, hvilket medførte en sigtelse for overtrædelse af knivloven, da den 39-årige ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe dem.

Den 39-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Narkokørsel uden førerret – Roskildevej, Ågerup, Vipperød – Holbæk

Kl. 16.27 fik politiet grundlag for at sigte en 37-årig mand fra Holbæk for to overtrædelser af færdselsloven, da han blev standset som fører af en varebil på Roskildevej ved Vipperød.

Den 37-årige havde ikke noget kørekort og blev i øvrigt skønnet påvirket af narkotika under kørslen, så han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Da den 37-årige ikke kørte i sin egen bil, blev bilejeren efterfølgende sigtet for at have overladt føringen til en person, der på grund af den manglende førerret ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Røglugt – Industrivej, Roskilde

Kl. 10.22 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et pengeinstitut, hvor det lugtede af røg indendørs, og hvor branddøre mv. var blevet aktiveret.

Både brandvæsnet og politiet kunne sammen med bankens personale straks blive beroliget, idet røglugten formodes at stamme fra en fejl i nogle elektriske installationer og med røglugt til følge. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Røvede kasket fra mand – Ved Ringen, Roskilde

Kl. 00.10 fik politiet en henvendelse fra en 37-årig mand fra Roskilde, som kort forinden var blevet overfaldet og havde fået frataget sin kasket af en fremmed mand i et grønt område ved Ved Ringen, Roskilde.

Den 37-årig var noget chokeret over episoden, der skete, da han gik ad en sti i et grønt område i nordlig retning mod togstationen i Roskilde.

Pludselig kom en fremmed mand hen til den 37-årige, som blev overfaldet med slag mod hovedet og spark på kroppen, mens han forsøgte at værge for sig.

Overfaldet endte med, at den fremmede mand tog den 37-åriges kasket og forlod området, da en cyklist tilfældigt kom til stedet.

Flere patruljer blev sendt til området og kunne kl. 00.14 anholde en påvirket, 33-årig mand fra Island, som var i besiddelse af den forurettedes kasket.

Politiet bragte den anholdte til politistationen i Roskilde, hvor han blev tilset af en læge, inden han blev anbragt i detentionen til afrusning inden afhøring til sagen.

Den 33-årige blev torsdag morgen sigtet for røveri af den 37-åriges kasket ud fra omstændighederne ved overfaldet på ham.

Efter afhøringen blev den 33-årige løsladt, idet han efter en fornyet lægeundersøgelse blev indlagt på et hospital til undersøgelse og eventuel behandling i anledning af sin mentale tilstand.

Sagen vil dog senere få et strafferetligt efterspil for den 33-årige, og politiet har allerede genudleveret kasketten til den forurettede, der i mellemtiden blev undersøgt på en skadestue for at få dokumenteret eventuelle skader.

Samme hurtige bilist to steder – Roskilde / Lejre

En patrulje fra færdselspolitiet blev kl. ca. 12.45 under patruljering i en videopatruljebil på Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Roskilde overhalet af en personbil, hvis fører kørte med væsentligt hurtigere hastighed end de tilladte 110 km/t ifølge skiltningen.

Færdselspatruljen kunne på grund af den tætte trafik ikke følge med og få standset den hurtigkørende bilist, men kørslen blev optaget på patruljebilens videoudstyr.

Færdselspatruljen fortsatte herefter til Blakledsvej, Vester Såby, Hvalsø, for rutinemæssigt at kontrollere bilisternes hastighed på en strækning, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.

Kl. 13.09 blev en personbil målt til at køre med mindst 82 km/t ad Blakledsvej i sydlig retning. Da bilen var blevet standset, kunne færdselspatruljen til sin overraskelse konstatere, at det var tale om samme bilist som på Holbækmotorvejen.

En 37-årig mand fra Ugerløse blev sigtet for hastighedsovertrædelsen på Blakledsvej, men kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af kørslen med den høje hastighed på Holbækmotorvejen, når patruljebilens videooptagelser har dannet grundlag for udregning af en formodet hastighedsovertrædelse på motorvejen.

Social dumping-indsats – Roskilde / Jyllinge / Køge

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi rykkede sammen med Skattestyrelsen ud på forskellige arbejdspladser inden for bygge- og anlægsbranchen for at kontrollere, hvorvidt ulovlig arbejdskraft måtte være beskæftiget.

I Jyllinge traf politiet og Skattestyrelsen ca. 20 udlændinge fra Polen og Litauen på en arbejdsplads, men politiet fandt ikke anledning til at gribe ind. Dog var en mand fra Polen efterlyst af politiet til afhøring i en færdselssag, hvilket blev klaret på stedet.

Næste kontrol foregik i Køges nordlige bydel, hvor der på en arbejdsplads blev truffet syv udenlandske arbejdere fra hhv. Syrien og Litauen. Alle havde orden i deres papirer og tilladelser, så politiet fandt ikke grundlag for at foretage yderligere.

To kontroller blev i løbet af eftermiddagen gennemført i Roskilde by, men myndighederne traf ikke nogen på den ene adresse. På den anden adresse traf politiet en polsk mand, der var efterlyst af politiet i en sag, hvor han skulle fremvise et kørekort. Det blev klaret på stedet, og politiet foretog sig i anledning af kontrollen ikke yderligere over for den polske mand, der havde orden i sine papirer.

Kontrollerne var et led i myndighedernes generelle indsats mod social dumping i Danmark.

To hurtige bilister – Darupvej, Roskilde

Færdselspolitiet var igen på Darupvej for at måle trafikanternes hastighed med en medbragt laserhastighedsmåler, og i alt to bilister blev afsløret i at køre væsentligt hurtigere end tilladt på Darupvej, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.

Kl. 13.14 blev en 31-årig mand fra Hvalsø sigtet for at have kørt mindst 81 km/t ad Darupvej i vestlig retning i en personbil, og kl. 13.52 var en 63-årig mand fra Fakse som fører af en personbil blevet sigtet for at have kørt mindst 82 km/t ad Darupvej i østlig retning.

Begge bilister har overskredet den gældende hastighedsbegrænsning med mere end 60 procent, hvorfor de begge ud over en bøde og et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden kan forvente en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet. Såfremt de findes skyldige, vil påstanden betyde, at de skal aflægge en ny teori- og køreprøve for at beholde førerretten.

To hurtige bilister – Darupvej, Roskilde

To mænd blev inden for en time som førere af deres personbiler målt til at køre væsentligt hurtigere ad Darupvej, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t, fordi vejen er beliggende i tættere bebygget område.

Færdselspolitiet målte kl. 10.21 med en laserhastighedsmåler en 32-årig mand fra Ringsted til at køre mindst 81 km/t i vestlig retning i den personbil, som var fører af. Årsagen til den høje hastighed var ifølge føreren en test af bilen efter en reparation.

Kl. 11.16 blev en 60-årig mand fra Roskilde afsløret i at køre i østlig retning med 82 km/t i en personbil.

Begge bilister blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og kan nu ud over en bøde og et pligtigt bidrag på 500 kr. til Offerfonden se frem til en påstand om betinget frakendelse, hvilket betyder, at de skal aflægge en ny teori- og køreprøve for at beholde førerretten.

Tricktyveri – Roskilde

Kl 14.07 anmeldte en 71-årig kvinde fra Roskilde, at hun var blevet vinket hen til en mindre, mørk bil på tyske nummerplader, der holdt på Fælledvej i Roskilde. I bilen sad en kvinde og en mand, der begge talte et udenlandsk sprog. Kvinden steg ud afbilen og kastede nogle penge ned i den 71-åriges rollator og forsøgte at give hende nogle smykker på. Det lykkedes dog den 71-årige at komme derfra uden at miste noget.

Kl 14.11 kom der anmeldelse fra en 33-årig kvinde om, at hun på Vindingevej havde været udsat for et tricktyveri, hvor en mand og en kvinde havde forsøgt at give hende en halskæde på og i den forbindelse stjæle hendes egen halskæde, hun havde på. Hun bemærkede dog dette i tide og bad om at få hendes egen halskæde tilbage, hvorefter det udenlandske par forlod stedet i deres bil. Der er tilsyneladende tale om det samme par i begge sager.
Parret beskrives som: Kvinde, 40-45 år, 150-160 cm høj, kraftig af bygning, brun i huden og med sort langt hår og med guld øreringe. Hun var sammen med mand, 50-55 år, spinkel af bygning, brun i huden og med sort kort hår.

Uromager var efterlyst – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde

Kl. 03.30 bad DSB-personale om hjælp til bortvisning af en mandlig passager, som skabt problemer i toget og i øvrigt havde været udadreagerende over for togpersonalet.

Politiet fik på Trekroner Station kontakt til en 42-årig mand fra Korsør, som blev bortvist fra toget. Han fik dog ikke lov til selv at forlade togstationen, da det viste sig, at den 42-årige var efterlyst af Sydsjælland og Lolland-Falsters politi som udeblevet fra fogedretten.

Den 42-årige blev frihedsberøvet og transporteret til Sydsjælland, så han tirsdag kan fremstilles i fogedretten. Han blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd i toget.

Vold – Stationscentret, Roskilde

Kl 01.51 fik politiet anmeldelse om to mænd, der sparkede på en mand, der lå ned. Det lykkedes en patrulje at finde to mænd, der passede på signalementet. Men den forurettede mand forsvandt til gengæld fra stedet, før politiet fik sikret sig hans forklaring og identitet. De to mænd på 18 år fra hhv Køge og Lejre kommuner er nu sigtet for vold og løsladt, mens efterforskningen fortsætter. Politiet opfordrer den forurettede til at henvende sig, men politiet har trods egen eftersøgning hverken fundet ham eller fået ham identificeret.

Indbrud i Perioden

Fabriksvænget, Viby Sj.
Græsengen, Roskilde
Grønager, Gevninge, Roskilde
Langløbet, Jyllinge
Ringparken, Roskilde
Ternevej, Viby Sj.
Vissenbjergvej, Himmelev, Roskilde