Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/05/02 til 2023/05/16.

Biler forsamlet på dyrskuepladsen – Darupvej, Roskilde

Kl. 18.18 fik politiet en henvendelse om en større forsamling af bilentusiaster på dyrskuepladsen på Darupvej i Roskilde. Ifølge anmeldelse skulle enkelte køre meget hurtigt væk fra området. Færdselspolitiet kørte til området og kunne konstatere, at der var tale om en forsamling af bilentusiaster med bl.a. amerikanerbiler.

Med baggrund i anmeldelsen om, at nogle bilister kørte hurtigt væk fra stedet, fik færdselspolitiet til at holde øje med trafikken ad Darupvej til og fra forsamlingen.

En personbil blev kl. 20.48 målt til at køre med mindst 91 km/t ad Darupvej i østlig retning, hvorfor en 18-årig mand fra Ringsted blev sigtet for den hastighedsovertrædelse på 82 procent af den tilladte hastighed på 50 km/t.

Den 18-årige kan nu ud over en bøde og et pligtigt bidrag til Offerfonden på 500 kr. forvente en påstand om et kørselsforbud, idet han kun har haft kørekortet siden maj 2022 og dermed mindre end tre år.

Et kørselsforbud betyder et forbud mod at være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves, indtil særlig køreundervisning er modtaget og både en teori- og køreprøve er blevet bestået.

Færdselspolitiet havde både før og efter denne anmeldelse fokus på eventuelle større forsamlinger af bilister, der måske ville kunne mistænkes for risikobetonet og hensynsløs kørsel. Politiet fandt dog ingen forsamlinger af den slags på nogen af de sædvanlige steder i den østlige del af politikredsen. Patruljeringen blev derfor udnyttet til spontane kontroller af de trafikanter, som politiet mødte undervejs rundt i politikredsen.

Brand i skur – Møllevej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 13.28 var der udbrudt brand i et skur på en privat adresse på Møllevej i Jyllinge, så naboer havde efter forgæves forsøg på at slukke branden med en vandslange tilkaldt brandvæsnet.

Brandvæsnet fik slukket ildløsen i skuret, som gik nogen skader som følge af branden, hvis årsag blev lokaliseret til en ukrudtsbrænder, som en 39-årig mand fra Jyllinge havde brugt tidligere på dagen. Efter brugen var ukrudtsbrænderen blev stillet i skuret, hvorefter branden opstod på grund af uforsigtighed med både brugen og varmen fra selve ukrudtsbrænderen. Den 39-årige blev derfor sigtet og afhørt til en sag om overtrædelse af brandlovgivningen, så han kan forvente at få en bøde som afgørelse på sagen.

Brandundersøgelse – Hvidpilevej, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 08.28 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et boligbyggeri, hvor der havde været ildebrand i taget. Det viste sig, at der i forbindelse med pålægning af tagpap var udbrudt en mindre brand i tagkonstruktionen. Branden var blevet slukket med en pulverslukker, men brandvæsnet havde dog skåret noget af tagbelægningen op for at kontrollere, om branden kunne have bredt sig.

Politiet har optaget rapport om branden for at finde ud af, om nogen kan drages til ansvar for brandens opståen i forbindelse med tagpaparbejdet.

Brandundersøgelse – Lyngageren, Svogerslev, Roskilde

Kl. 13.53 rykkede brandvæsnet ud til endnu en brand ved en kontorbygning på en firmaadresse på Lyngageren i Svogerslev.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået uden for en kontorbygning af bl.a. træ, så der var opstået skader udvendigt på kontorbygningen som følge af branden.

Politiet skal undersøge årsagen til brandens opståen nærmere ud fra det faktum, at der ved brandstedet var et udendørs askebæger, hvorunder brændbart materiale blev opbevaret. Ingen personer kom til skade ved branden.

Brandundersøgelse – Østrupvej, Østrup, Veksø Sj. – Roskilde

Kl. 19.27 slog beboerne i en stråtækt alarm til brandvæsnet, da der var udbrudt brand i en ejendom med flere boliger. En mandlig beboer havde hørt en knitrende lyd og efterfølgende konstateret, at der var brand i stråtaget omkring en skorsten fra ejendommens pillefyr. De øvrige beboere blev orienteret om branden og evakueret fra ejendommen inden brandvæsnets ankomst. De forsøgte selv at slukke branden i taget, men forgæves, inden brandvæsnets ankomst.

Branden udviklede sig hurtigt og omfangsrigt på grund af tagmaterialet, så røg fra branden drev i nordvestlig retning. Politiet sørgede for at underrette beboere i vindretning om at holde sig uden for røgfanen. Efter et par timers slukningsarbejde vurderede brandvæsnet, at efterslukningen af branden ville vare yderligere 5-6 timer.

Ingen af beboerne kom til skade ved branden, der dog forårsagede så store ødelæggelser, at alle skulle genhuses.

Politiet skal undersøge brandårsagen nærmere med baggrund i de fremkomne oplysninger ud fra en tese om, at en glød fra ejendommens pillefyr kan være årsagen til brandens opståen i stråtaget.

Færdselsuheld – Algade / Kong Valdemars Vej, Roskilde

Kl. 07.13 var en bilist og en cyklist blevet impliceret i et sammenstød i det lysregulerede vejkryds Algade – Kong Valdemars Vej, så en ambulance var sendt til stedet.

En 60-årig mand fra Roskilde var i en personbil kørt ad Algade i østlig retning, da han i krydset stødte sammen med en 50-årig mand fra Roskilde. Han kørte på el-cykel fra Algade og ad et cykelfelt i nordlig retning mod Kong Valdemars Vej, da bilisten ramte ham.

Cyklisten væltede ved påkørslen og slog sig, men var efter kontrol på skadestuen tilsyneladende sluppet uden behandlingskrævende skader.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder, herunder lyssignalernes farve i de parters færdselsretninger forud for sammenstødet.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej, Gerdrup, Roskilde

Kl. 15.30 var to bilister stødt sammen i det nordgående spor på Frederiksborgvej ved Gerdrup, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 36-årig kvinde fra Jyllinge i en personbil havde nedsat hastighed ved en opbremsning for at undgå påkørsel af en madras, der lå på kørebanen.

En 85-årig kvinde fra Hillerød kørte i en personbil bag den 36-årige, men opdagede for sent hendes opbremsning. Hun påkørte derfor bagenden af den 36-åriges bil, men ingen af de to parter pådrog sig behandlingskrævende skader.

Politiet registrerede omstændighederne og parterne i sammenstødet, der ikke gav anledning til større trafikale udfordringer.

Færdselsuheld – Havdrup Alle, Havdrup – Solrød

Kl. 15.45 var en motorcykelbetjent impliceret i et færdselsuheld på Havdrup Alle, idet han var blevet påkørt af en anden motorcyklist, der ikke standsede og deltog i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.

Motorcykelbetjenten var kørt ad Havdrup Alle mod nord og ville foretage et venstresving ad Kildevej mod vest, da en bagfra kommende motorcykel ramte højre sidespejl på politimotorcyklen.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret den anden motorcykel, som var sort og formentlig af mærket Yamaha, og hvis nummerplade blev delvist aflæst af motorcykelbetjenten. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.

Færdselsuheld – Helligkorsvej / Fælledvej / Møllehusvej, Roskilde

Kl. 17.04 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i rundkørslen Helligkorsvej – Fælledvej – Møllehus, hvor en bilist og en cyklist var stødt sammen, så en ambulance var blevet sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 42-årig mand fra Jægerspris i en personbil var kørt ad Helligkorsvej mod vest og videre rundt i rundkørslen, idet han ville fortsætte sin kørsel ad Fælledvej i sydvestlig retning.

Under svingningen til højre ud af rundkørslen mod Fælledvej stødte han sammen med en 23-årig kvinde fra Roskilde, som kørte på el-cykel rundt i rundkørslen. Hun var kommet fra Helligkorsvej og havde til hensigt at fortsætte videre ad Helligkorsvej i østlig retning.

Ved påkørslen røg cyklisten op på bilens kølerhjelm, men efterfølgende tilset af personalet fra den tilkaldte ambulance. Cyklisten anvendte cykelhjelm under kørslen og blev ikke indbragt til skadestuen, idet hun umiddelbart ikke havde pådraget sig behandlingskrævende skader.

Politiet optog rapport om sammenstødet mellem de to trafikanter ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 00.46 fik politiet via alarmcentralen melding om, at en bilist var forulykket i tilkørslen <15> Gevninge, så flere personer skulle indbringes til kontrol på skadestuen.

Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at en personbil på den kurvede tilkørselsrampe havde påkørt et vejskilt, hvorefter bilen var landet på taget ved en grøft.

Føreren af bilen var en 21-årig mand fra Nordjylland, der havde haft to 22-årige bekendte med i bilen, da han forulykkede under kørslen. Alle var blevet indbragt til skadestuen, men de var alle sluppet uden behandlingskrævende skader.

Politiet fik fjernet bilen fra uheldsstedet og registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Færdselsuheld – Ny Østergade / Sygehusvej, Roskilde

Kl. 12.34 var to bilister stødt sammen på Ny Østergade ved Sygehusvej, men ingen af parterne var kommet til skade herved.

Politiet fik klarlagt, at en 24-årig mand fra Helsingør som fører af en personbil var kørt ad Ny Østergade mod vest frem til Sygehusvej, hvor han svingede til venstre ind mod sygehusets område.

Under svingning stødte han sammen med en modkørende personbil, som en 56-årig kvinde fra Strøby førte ad Ny Østergade mod øst.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt ved uheldet.

Færdselsuheld – Roskildevej, Gl. Havdrup, Havdrup – Solrød

Kl. 08.08 var flere bilister stødt sammen på Roskildevej lidt syd for krydset ved Yderholmvej, men ingen af parterne var selv kommet til skade, så der blev ikke brug for tilkaldte ambulance.

Det viste sig, at en 21-årig mand fra Taastrup som fører af en varebil ad Roskildevej mod nord i den tætte trafik for sent opdagede, at de forankørende var standset. Han påkørte derfor den forankørende, som blev skubbet frem i en tredje part, hvis bil blev skubbet frem i en fjerde part.

Færdselsuheld – Roskildevej, Solrød Strand

Kl. 10.54 var en 48-årig mandlig lastbilchauffør bakket ned i vejgrøften med sin lastbil, som ikke kunne op igen ved egen kraft. Chaufføren havde på Roskildevej lidt syd for Gl. Havdrup lavet en vending og var herved kommet for langt ud i rabatten, så lastbilen kørte fast i grøften.

Vejen blev kortvarigt spærret for trafik i forbindelse med bjærgningen af lastbilen, men kl. ca. 11.30 var vejen atter åben for trafik.

Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev direkte involveret.

Hurtige trafikanter – Darupvej, Roskilde

Færdselspolitiet var mandag aften igen til stede på Darupvej med laserhastighedsmålingsudstyr for at kontrollere trafikanternes hastighed. Indsatsen medførte sigtelser til to trafikanter for at have overtrådt færdselslovens hastighedsbestemmelser på en vejstrækning, der er beliggende i tættere bebygget område og med højeste tilladte hastighed på 50 km/t.

Kl. 18.18 blev en 42-årig kvinde fra Viby Sj. målt til at køre mindst 93 km/t i en personbil ad Darupvej i østlig retning, så hun kan ud over en bøde og et pligtigt bidrag til Offerfonden forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.

Kl. 18.27 målte færdselspolitiet en 19-årig mand fra Roskilde til at køre mindst 96 km/t ad Darupvej også i østlig retning, samtidig med at han i det kraftige regnvejr foretog en hasarderet overhaling af et andet køretøj, inden han blev standset af politiet.

Den 19-årige havde kun haft sit kørekort i mindre end tre år, så han kan forvente en påstand om et kørselsforbud sammen med en bøde og det pligtige bidrag til Offerfonden.

Begge bilister skal aflægge en fornyet teori- og køreprøve for at beholde førerretten, og den 19-årige skal forinden have modtaget særlig undervisning, ligesom han efter sagens afgørelse ikke må køre bil, indtil teori- og køreprøven er bestået.

Knallertkører styrtede – Holbækvej, Roskilde

Kl. 16.32 væltede en 82-årig mand fra Roskilde på knallert, da han ramte en kantsten på Holbækvej ud for nr. 76. Der var mistanke om, at manden havde fået et ildebefindende, og han blev kørt i ambulance med politieskorte til sygehuset. Undersøgelserne viste, at manden var sluppet med mindre tilskadekomst, som følge af styrtet og havde fået den fornødne behandling. Patruljen optog rapport om uheldet.

Lov om euforiserende stoffer – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 22.00 kontrollerede politiet en forsamling af personer, der stod på en parkeringsplads bag Hestetorvet. Da en af de tilstedeværende var i gang med at ryge en joint, blev de fire mænd, som politiet traf på stedet, kontrolleret nærmere. Den jointrygende var en 23-årige mand fra Farum, som blev sigtet for den forseelse, og efterfølgende blev en 23-årig mand fra Roskilde fundet i besiddelse af en lille klump hash på et gram.

Begge fik beslaglagt de ulovlige effekter i forbindelse med sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, så de kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Mand på jernbanesporene knuste rude i tog – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 05.58 måtte politiet rykke ud til perronområdet ved Roskilde togstation, idet en mand løb forvirret rundt både på perronerne, på jernbanesporene og i gangtunnelen under sporene. Politiet måtte få togdriften standset af sikkerhedsmæssige årsager under eftersøgning af manden, som politiet efter ca. 20 minutter fik fat i. Herefter kunne togdriften genoptages.

Manden blev identificeret som en 31-årig mand fra den nordlige del af Roskilde Kommune Han kunne mistænkes for overtrædelse af straffeloven ved at have forstyrret de offentlige samfærdselsmidler på grund af sin adfærd på stationsområdet, ligesom det viste sig, at han inden pågribelsen havde kastet nogle skærver mod et tog, så ruden ind til en lokomotivfører var blevet beskadiget.

Den 31-årige blev anholdt og bragt til politistationen i Roskilde, hvor han blev afhørt i anledning af de to sigtelser for overtrædelse af straffeloven. Han blev løsladt senere på formiddagen, men er dog fortsat sigtet i sagerne, som han vil høre nærmere om, når de strafferetligt skal afgøres.

Mistænkelig mand i bil – Strandpromenaden, Jyllinge – Roskilde

Kl. 15.08 fik politiet en henvendelse om en mistænkelig mand i en bil i havneområdet, hvor manden dog forsvandt i en mindre, grå bil. Føreren var en 50-60-årig mand, der måske var i besiddelse af noget, der kunne minde om et mindre håndvåben.

Flere patruljer kørte til området for at lede efter bilen både i Jyllinge og nærliggende områder, men forgæves. Politiet fik ikke bestyrket mistankegrundlaget mod manden, så eftersøgningen efter ham for at få afklaret, hvorvidt han kunne være i besiddelse af noget ulovligt, blev indstillet efter cirka en time.

Narkokørsel uden førerret mv. – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 01.44 blev en personbil, der var blevet ført ad Københavnsvej og ind på en døgnåben tankstation, standset rutinemæssigt og kontrolleret nærmere.

Føreren var en 24-årig kvinde fra Hvidovre, som ikke havde erhvervet sig et kørekort og derfor ikke måtte være fører af personbil. Da hun blev skønnet påvirket af narkotika, blev hun tillige sigtet for narkokørsel ud over sigtelsen for kørsel uden førerret i bilen.

Den 24-årige blev anholdt kortvarigt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Efter anholdelsen fandt politiet i hendes taske en lille klump hash, som blev beslaglagt i forbindelse med endnu en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Politiet løslod den 24-årige efter blodprøveudtagelsen, så hun kan forvente at høre nærmere om sagens afgørelse, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Tissetrang i nattelivet – Roskilde / Holbæk

I alt tre personer blev natten til søndag sigtet for at tisse i det offentlige rum på veje, der i hhv. Roskilde og Holbæk er beliggende i områder, hvor mange personer har færdes i nattelivet.

I Roskilde blev en 20-årig kvinde fra Bagsværd kl. 00.13 sigtet for at tisse på Jernbanegade ikke langt fra indgangen til et diskotek.

Samme sted i Jernbanegade i Roskilde blev en 20-årig mand fra Roskilde kl. 03.17 også afsløret i at lade vandet på gaden tæt på samme diskotek.

I Holbæk blev en 30-årig mand fra Nykøbing Sj. kl. 03.30 sigtet for at urinere i Vestergade også tæt på indgangen til et diskotek.

Alle tre sigtede kan nu hver især forvente at få en bøde på 1.000 kr. som afgørelse på sagerne om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Uro og uorden uden for diskotek – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 04.55 havde en spirituspåvirket, 21-årig mand fra Hårlev udvist voldelig adfærd over for en dørmænd ved diskotek i Jernbanegade i Roskilde.

Da politiet ankom til stedet, blev den 21-årige anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af den adfærd.

Anholdelsen af den 21-årige fik en 19-årig mand fra Viby Sj. til at vise sin utilfredshed herover mod politiet, som blev mødt af en strittende finger. Da den 19-årige efterfølgende ikke rettede sig efter politiets anvisninger om at forlade stedet, måtte han også en tur i detentionen samtidig med den 21-årige.

Begge blev løsladt næste formiddag, da de begge blev skønnet i stand til at tage vare på sig selv. De kan endvidere kigge i deres digitale postkasse efter et brev fra politiet med en bøde med baggrund i deres optræden i nattelivet.

Indbrud i Perioden

Søndergade, Viby
Agerfløjen, Dåstrup, Viby Sj.
Brordrupvej, Kamstrup, Roskilde
Eriksvej, Roskilde
Lindenborgvej, Gevninge, Roskilde
Lunden, Viby Sj.
Nystedvej, Veddelev, Roskilde

Foto: ABW