Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/03/21 til 2023/04/04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bat i bilen – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 03.15 foretog politiet i nattelivsområdet en rutinemæssig kontrol af en personbil, som var kørt ind på en tankstation på Københavnsvej.

Fører af bilen var en 18-årig mand fra Lejre, som kunne mistænkes for overtrædelse af våbenlovgivningen, idet politiet ved den rutinemæssig kontrol kunne se et aluminiumsbat ligge frit fremme på bagsædet i bilen.

Battet blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af våbenlovgivningen, som den 18-årige blev sigtet for overtrædelse af. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Butikstyv fremstilles i grundlovsforhør – Køge, Roskilde og Ringsted

Søndag kl. 14.22 blev en 42-årig mand uden fast bopæl anholdt, da han igen inden for kort tid blev taget for at stjæle i Coop365 på Ivar Huitfeldtsvej i Køge. Han blev stoppet ved udgangen med en flaske vin i bukselinningen og en pose vejsalt, som han ikke havde betalt for til en samlet værdi af 72 kr. Da personalet ville tilbageholde ham, blev han voldsom, så politiet kørte hurtigt til stedet, hvor han blev anholdt og taget med til politistationen.

Han blev mandag formiddag fremstillet i grundlovsforhør, som sigtet for i alt fire butikstyverier i Midt- og Vestsjællands Politikreds begået i Netto i Ringsted og i Super Brugsen i Roskilde i marts måned. I alle tilfælde havde den 42-årige stjålet øl, vin eller spiritus. Han har desuden flere uafgjorte sager om butikstyverier i andre politikredse og er tidligere dømt for butikstyveri.

Forsøg på at sælge stjålet cykel – Havdrup – Solrød

Kl. 15.27 rykkede politiet ud til en adresse i Havdrup efter anmeldelse fra en mand, der havde været interesseret i at købe en cykel på stedet. Køberen havde dog checket cyklens stelnummer og få oplyst via politiets hjemmeside, at cyklen var meldt stjålet.

Politiet fik på adressen kontakt til en 38-årig kvinde fra København og en 42-årig mand fra Køge, som begge blev sigtet for hæleri af den stjålne cykel, som var blevet stjålet fra Solrød S-station dagen før.

Den stjålne cykel blev beslaglagt af politiet med henblik på udlevering til rette ejer, mens tre andre cykler på stedet forblev i de to sigtedes varetægt, da de ikke var meldt stjålne eller i øvrigt bar præg af at være blevet stjålet.

De to sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej / Gundsølillevej, Gundsømagle, Roskilde

Kl. 08.07 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i krydset Frederiksborgvej – Gundsølillevej, hvor en lastbil var impliceret. Det viste sig, at en hvid varebil fra udlejningsselskabet AVIS var modparten, men føreren var kørt ad Frederiksborgvej i sydlig retning uden at standse og deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til.

Politiet fik klarlagt, at føreren af varebilen var kørt ad Gundsølillevej mod vest frem til Frederiksborgvej, hvor føreren af varebilen foretog svingning til venstre i sydlig retning. Under varebilens svingning kunne en 48-årig mand fra Midtjylland som fører af en lastbil i nordlig retning ad Frederiksborgvej ikke undgå at ramme varebilens bagende med et sidespejl.

Der opstod skade både på lastbilens sidespejl og bageste del af venstre side på varebilen.

Politiet har nu optaget rapport i et forsøg på at få identificeret føreren af den hvide udlejningsvarebil og vil i den forbindelse gerne i kontakt med personer, der måtte have bemærket en hvid AVIS-udlejningsvarebil med skader på venstre side bagerst. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde

Kl. 15.38 var flere bilister stødt sammen på Køgevej i nordgående retning lidt før en rundkørsel på en vejstrækning, hvor højst tilladte hastighed er 60 km/t. Ingen af de i alt fire implicerede parter var efter ambulancepersonalets undersøgelser af dem kommet til skade ved sammenstødet, der indledningsvist skete, da en 22-årig kvinde fra Næstved for sent opdagede nedsat hastighed hos en 34-årig kvinde fra Haslev i bilen foran.

Dette sammenstød medførte, at den 22-åriges bil bagfra blev påkørt af en 70-årig mand fra Roskilde, hvis bil efterfølgende blev påkørt bagfra af en 63-årig kvinde fra Roskilde. Bilerne kom hurtigt ind i en nærliggende buslomme, så de ikke generede den øvrige trafik alt for meget.

Politiet registrerede blod omstændighederne og de respektive parter i sammenstødet.

Færdselsuheld – Låddenhøj / Kristianslund, Roskilde

Kl. 12.05 mistede en 60-årig kvinde fra Roskilde af ukendte årsager kontrollen over sin personbil under kørsel ad Låddenhøj i nordlig retning. Ved Kristianslund påkørte hun en færdselstavle, så der skete mindre materiel skade.

Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet, hvori ingen øvrige trafikanter blev involveret.

Færdselsuheld – Store Valbyvej / Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 12.13 fik politiet melding om, at to bilister var stødt sammen i krydset Store Valbyvej – Østre Ringvej, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 51-årig mand fra Roskilde i en personbil var kørt ad Store Valbyvej mod syd og videre ud på Østre Ringvej, hvor han ville foretage et venstresving.

Efter fremkørslen over vigelinjen blev den 51-åriges bil ramt på venstre forskærm af en anden personbil, som en 71-årig mand fra Viborg-egnen førte ad Østre Ringvej i vestlig retning. En 70-årig kvindelig passager i den 71-årige bil blev kørt til behandling for en lettere tilskadekomst i anledning af sammenstødet. De to førere blev tilset af ambulancepersonalet og var sluppet uden behandlingskrævende skader.

Politiet optog rapport om sammenstødet for at få klarlagt omstændighederne nærmere, herunder hvorvidt færdselslovens vigepligtsregler måtte være blevet overtrådt.

Færdselsuheld / narkokørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 18.36 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld i det østgående spor på Holbækmotorvejen ved Roskilde, hvor to bilister var impliceret i et sammenstød omtrent mellem afkørsel 11 Roskilde SØ og 10 Roskilde Ø.

Det viste sig, at en beskadiget personbil, som en 38-årig kvinde fra Allerød havde været fører af, holdt i overhalingssporet, mens en anden involveret personbil, som en 43-årig mand fra Nykøbing Sj. havde været fører af, holdt i nødsporet længere mod øst.

Begge parter var uskadte efter sammenstødet, der ifølge parterne og vidner var sket under kørsel i østlig retning, da den 43-årige på grund af højere hastighed havde påkørt bagenden af kvindens bil.

Den 43-årige blev skønnet påvirket af narkotika, og mistanken herom blev bestyrket, da hans deltagelse i en narkometertest indikerede påvirkning af kokain under kørslen. Han blev derfor anholdt i forbindelse med sigtelsen for narkokørsel i forbindelse med uheldet.

Ved visitationen efter anholdelsen fandt politiet den 43-årige i besiddelse af ca. 0,5 gram ketamin samt en ulovlig foldekniv, så han blev også sigtet for overtrædelse af både lov om euforiserende stoffer og knivloven.

Politiet foretog tillige en ransagning af den 43-åriges bopæl, hvor yderligere ketamin samt noget pulveriseret stof blev fundet og beslaglagt til sagen.

Den 43-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

En bilinspektør blev tilkaldt til uheldsstedt for at undersøge de implicerede køretøjer nærmere, så bilinspektøren senere i en erklæring kan udtale sig om de implicerede parters hastighed på uheldstidspunktet.

Motorvejen i det østgående spor var lejlighedsvist kortvarigt spærret i forbindelse med fjernelse af de implicerede køretøjer.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet og afventer nu både analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve og bilinspektørens erklæring, før politiet kan tage stilling til eventuelle overtrædelser af færdselsloven.

Hastighedsmåling tre steder – Roskilde

Færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi tog mandag eftermiddag laseren med til Roskilde, så trafikanternes hastighed kunne blive kontrolleret ved brug af udstyret.

Hastighedskontrollen i Roskilde foregik i tidsrummet kl. ca. 16.00 – 21.00 og på følgende steder med følgende resultater:

Kl. 16.10 – 17.10 – Køgevej ved Gartnervang, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t (inden for bymæssig bebyggelse). 3 personbiler og 1 motorcykel kørte for stærkt, så der blev uddelt i alt 3 klip (mere end 30 % hurtigere end tilladt). Højeste hastighed var 82 km/t. En fører havde ikke fået generhvervet sit kørekort, og der var også en sigtelse for at tale i håndholdt mobil under kørslen, så i alt fem personer blev sigtet.

Kl. ca. 17.25 – 18.45 – Østre Ringvej ved Trekroner Alle, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 60 km/t. Syv personbiler blev målt til at køre for stærkt, og heraf kørte de seks så hurtigt, at føreren vil få et klip i kørekortet. Højeste hastighed var 87 km/t, og i alt syv blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven på dette kontrolsted.

Kl. ca. 20.00 – 21.00 – Hovedvejen ved Gammelgårdsvej, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 60 km/t. En enkelt personbil kørte for stærkt, idet føreren kørte 84 km/t og nu ud over bøden vil få et klip i kørekortet.

De sigtede trafikanter kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem hver især skal afgøres.

Humanitær eftersøgning – Roskilde

Kl. 09.57 fik politiet en henvendelse fra personalet på et sygehus med en bekymring for en 26-årig kvindes ve og vel, idet hun havde forladt sygehuset, mens hun var ked af det. Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning efter den 26-årige med primær fokus på eftersøgning af hende i Himmelev-området ud fra oplysninger om, at hun måske kunne befinde sig i dette område. Da politiet ikke umiddelbart kunne finde den 26-årige, blev hun kortvarigt efterlyst offentligt via politiets Twitter-konto. Kl. ca. 12.45 lykkedes det politiet at finde kvinden i god behold i området omkring Vigen Strandpark, hvorefter hun blev bragt retur til sygehus til fornøden omsorg.

Indbrud i villa – Egelund, Himmelev, Roskilde

Kl. 20.14 anmeldte en opmærksom kvinde, at hun i området havde hørt lyden af knust glas. Da hun efterfølgende bemærkede et par personer gå ad vejen medbringende et el-løbehjul, undersøgte hun årsagen nærmere og fandt en knust rude i en villa. Politiet rykkede ud med flere patruljer dels for at lede efter de to mistænkte, dels for at undersøge gerningsstedet, hvor en rude i hoveddøren fandtes knust. Der var umiddelbart ingen synlige tegn på færden i villaen, hvorfra et el-løbehjul var blevet stjålet. De to mænd, der kunne mistænktes for indbruddet og tyveriet af el-løbehjulet, blev beskrevet som: A: mand, ca. 30 år, iført grålig jakke, og B: mand, ca. 30 år, iført sort tøj og medbringende el-løbehjulet.

Politiet fandt ikke umiddelbart de to mistænkte og afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser på gerningsstedet. Personer, der måtte have set de to mistænkte medbringende eller måske kørende på et el-løbehjul i området, bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Tingvej, Vindinge, Roskilde

Kl. 10.42 blev en 22-årig mand uden fast bopæl anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil ad Tingvej i Vindinge, da en narkometertest havde givet udslag for påvirkning af både amfetamin og methamfetamin under kørslen.

Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel – Trekroner Alle, Roskilde

Kl. 00.27 sigtede politiet en 19-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Trekroner Alle ved Østre Ringvej.

Den 19-årige havde forinden deltaget i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af cannabis under kørslen, hvorfor han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Politiet vil kontakte den 19-årige, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Rabalderstræde, Roskilde

Kl. 17.02 kontrollerede politiet føreren af en personbil, som blev ført ad Rabalderstræde ved Rampelyset i Roskilde.

Føreren var en 25-årig mand fra Køge, som ikke kunne fremvise noget kørekort, fordi han i forvejen var frakendt førerretten. Efter sigtelse for den overtrædelse af færdselsloven deltog han rutinemæssigt i en narkometertest og kunne derefter mistænkes for at være påvirket af både cannabis, amfetamin og kokain under kørslen.

Han blev derfor anholdt i forbindelse med sigtelsen for narkokørsel, men løsladt efter udtagelsen af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når analyseerklæringen foreligger, hører han nærmere fra politiet.

Narkokørsel uden kørekort – Tinghusvej, Roskilde

Kl. 15.03 stoppede en patrulje en 40-årig mand fra Greve på Tingshusvej i Roskilde. Bilisten sad bag rattet, selvom hans førerret netop var blevet inddraget i en tidligere sag om narkokørsel, hvor blodprøven viste positiv for kokain. Ved dagens kontrol viste en narkometertest positiv for hash og kokain, så han blev anholdt og fik endnu en sigtelse for narkokørsel. Efter en blodprøveudtagelse blev den 40-årige løsladt, og nu venter resultatet af blodprøveanalysen, hvorefter han kan forvente at få sine sager afgjort samtidig.

Pige overfaldet – Dommervænget, Roskilde

Kl. 14.59 anmeldte en 17-årig kvinde fra Roskilde et overfald, som var blevet begået mod hende på Dommervænget kort forinden anmeldelsen. Overfaldsmanden var efterfølgende flygtet til fods. Politiet ledte indledningsvist i området efter den mistænkte uden at finde ham og tog efterfølgende kontakt til den 17-årige, der havde overfladiske spor efter overfaldet.

Hun havde gået ad Dommervænget, da hun uden varsel var blevet overfaldet bagfra med slag mod hovedet, så hun faldt omkuld. Overfaldet fortsatte med yderligere slag og spark, men den 17-årige fik sat sig til modværge, så overfaldsmanden – måske sammen med en anden, der ikke deltog i overfaldet – flygtede til fods ad Dommervænget.

Politiet har optaget rapport om overfaldet for at få identificeret den mistænkte, der blev beskrevet som en mand, mørk i huden, 170-175 cm høj, kraftig af bygning, brunligt hår, skæg, iført blå kasket og mørkeblå jakke.

Den 17-årige havde skreget op under overfaldet, hvilket en beboer i Dommervænget reagerede på og så overfaldsmanden flygte. Derfor vil politiet gerne vil i kontakt med andre personer, der måtte have set eller hørt noget i anledning af overfaldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Stjålet cykel forsøgt solgt – Roskilde

Kl. 17.46 fik politiet en henvendelse fra en anmelder, der stod på en adresse i Roskilde by hos en mand, der via internettet havde sat anmelderens stjålne cykel til salg.

Anmelderen oplyste, at han i forbindelse med et indbrud i et kælderrum i Rødovre havde fået stjålet en cykel med unikke kendetegn.

Politiet fik på adressen kontakt til både anmelderen og en 37-årig mand fra Roskilde, som havde sat cyklen til salg på internettet.

Efter kontrol af cyklen med de unikke kendetegn fandt politiet grundlag for at sigte den 37-årige for hæleri af cyklen, som han oplyste at have købt uden kvittering mv. for et par uger siden og blot ville sælge den videre med fortjeneste.

Den 37-årige nægtede sig skyldig i sigtelsen, men måtte aflevere cyklen til anmelderen som den retmæssige ejer. Senere vil der kommet et retligt efterspil for den 37-åriges vedkommende.

To mænd sigtet for tyveri – Stationscentret, Roskilde

Kl. 12.03 blev en 22-årig mand fra Italien og en 19-årig mand fra Spanien tilbageholdt af butikspersonale i en dagligvarebutik, da de havde passeret sidste betalingsmulighed og var i besiddelse af mad og drikkevarer til en værdi af 134 kr., som de ikke havde betalt for. Politiet kom frem til stedet, hvor de to mænd blev anholdt og sigtet. De blev afhørt til sagen på politistationen og blev efterfølgende løsladt. Sagen blev afgjort med en bøde.

Udenlandske butikstyve – Algade, Roskilde

Kl. 16.58 tilbageholdt personalet i SuperBrugsen i Algade to udenlandske mænd, der havde stjålet hårfarve, en smør, tomatsuppe, en pakke æg, en gin og en guld Tuborg til en samlet værdi af 376 kr. Politiet kom frem, hvor de traf to mænd på 35 og 40 år fra Slovakiet, som blev anholdt og taget med på stationen. Butikken fik varerne igen, så de havde intet erstatningskrav.

De to mænd blev taget med til stationen, hvor de blev afhørt med tolk. Herefter blev de løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De to vil senere få afgjort deres sag ved retten.

Uro i nattelivet – Hersegade, Roskilde

Kl 01.04 blev politiet tilkaldt til en bar i Hersegade, hvor en 26-årig mand var blevet smidt ud efter at have været krænkende over for nogle af kvinderne på stedet. Han forsøgte nu at komme til at slås med dørmændene. Patruljen sendte manden og to af hans kammerater væk fra stedet og den 26-årige fik samtidigt påbud om at holde sig væk fra gaden resten aftenen.

Uro og uorden – Skovbogade, Roskilde

Kl. 21.03 var to mænd kommet gående fra Tinghusvej mod området ved politistationen i Skovbogade, hvor de i et hegn anbragte og tændte noget fyrværkeri, der skød en ildkugle i retning mod politistationen.

Trods hurtigt respons fra politiets side lykkedes det de to mænd at flygte væk fra stedet, så politiet trods oplysninger fra vidner om flugtretningen ikke fik fat i dem. Det afskudte fyrværkeri var lovligt, men dog antændt uden for den periode, hvor det er lovligt at affyre fyrværkeri.

Politiet vil nu kigge nærmere på overvågningsmateriale fra politistationens område i et forsøg på at få identificeret de to mænd, der var iført mørkt tøj. Om de også kan mistænkes for at have stillet et juletræ på hovedtrappen ved politistationen lidt tidligere på aftenen, må politiets undersøgelser klarlægge.

Varetægtsfængsling – Butikstyverier – Køge / Ringsted / Roskilde

En 42-årig mand blev mandag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 13. april 2023 som sigtet for fire butikstyverier, som han i løbet af marts måned har begået i hhv. Køge, Ringsted og Roskilde efter tyverier af øl, vin og spiritus i supermarkeder.

Baggrunden for fremstillingen af den 42-årige er, at han har flere tidligere domme og afgørelser for tilsvarende berigelseskriminalitet.

Den 42-årige valgte ikke at kære rettens kendelse om varetægtsfængslingen, så politiet har nu anbragt ham i et arresthus under varetægtsfængslingen.

Varetægtsfængsling – Mistænkeligt forhold afslørede mistænkt indbrudstyv – Gundsømagle, Roskilde

Kl. 00.50 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom bilejer, der ved sin firmavarebil i den vestlige del af Gundsømagle havde hørt en eller flere personer, ligesom bilejeren havde set noget lys ved firmabilen, så nogen var måske i færd med at bryde ind i varebilen.

Politiet kørte med flere patruljer til området, hvor politiet efterfølgende kunne konstatere, at der ikke var tegn på forsøg på indbrud i anmelderens varebil. I øvrigt var der umiddelbart ikke nogen personer at finde i nærområdet, hvorfor politiet forblev i området for at lede efter mistænkelige køretøjer og personer.

Kl. ca. 01.20 fik politiet på Hejnstrupvej i den sydlige del af Gundsømagle kontakt til en udlejningsbil, hvori to mænd befandt sig.

Der var tale om to mænd på 28 og 29 år fra Litauen, som blev kontrolleret nærmere, da de ikke umiddelbart kunne redegøre for deres færden i området i en udlejningsbil.

Det viste sig, at den 29-årige kunne mistænkes for at have en rolle i forbindelse med et indbrud mellem den 9. og 10. februar 2023i en villa i Jyllinge, hvorfra der blev stjålet tøj, sko, computere, sportsudstyr, lampe, TV, højttalere, parfume og møbler mv. til en samlet værdi af ca. 200.000 kr., så han blev anholdt på stedet.

Den 28-årige litauer kunne ikke umiddelbart mistænkes for noget strafbart, så han fik lov at køre videre i udlejningsbilen.

Den 29-årige blev søndag middag fremstillet i et grundlovsforhør med påstand fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling. Grundlovsforhøret, der blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning, endte med, at den 29-årige litauer blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 20. april 2023.

Indbrud i Perioden

Industrivej, Roskilde

Lille Havdrupvej, Gl. Havdrup, Havdrup
Nordvænget, Havdrup

Foto ABW