Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2021/09/16 til 2021/09/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Svogerslev Hovedgade / Nordgaardsvej, Svogerslev, Roskilde

Kl. 08.13 var en bilist og en cyklist stødt sammen i krydset Svogerslev Hovedgade – Nordgaardsvej, så både ambulancepersonale og politiet blev sendt til uheldsstedet. Cyklisten var kommet lettere til skade og blev i ambulancen bragt til skadestuen i Køge til undersøgelse og fornøden behandling.
En 70-årig kvinde fra Roskilde var i en personbil kørt ad Svogerslev Hovedgade mod vest, inden hun i krydset ved Nordgaardsvej ville svinge til højre i nordlig retning. Samtidig kørte en 13-årig dreng fra Roskilde på cykel ad Svogerslev Hovedgade i samme retning som bilisten, men i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset ved Nordgårdsvej. I forbindelse med svingningen til højre stødte bilisten sammen med den ligeudkørende cyklist, der ikke kunne undgå påkørsel af bilens højre side. Politiet optog rapport om uheldet på grund af cyklistens personskade og en mistanke om overtrædelse af vigepligtsreglerne i forbindelse med højresvingningen.

Kvinde i kritisk tilstand efter uheld – vidner søges fortsat – Roskilde

En 75-årig kvindelig cyklist fra Roskilde er fortsat indlagt, efter hun søndag ca. kl. 13.19 var involveret i et uheld, hvor hun stødte sammen med en knallert på Køgevej ved Gartnervang i Roskilde. Hun væltede på cyklen og slog hovedet alvorligt, selv om hun havde cykelhjelm på. Hendes tilstand er kritisk, og det har derfor ikke været muligt for politiet at afhøre kvinden.

Den 60-årige knallertfører blev efter uheldet anholdt og fik udtaget blodprøver, da der er mistanke om, at han var påvirket under kørslen. Han er afhørt til sagen.

På gårsdagens døgnrapport efterlyste politiet vidner, som så uheldet mellem knallerten og cyklisten på Køgevej ud for Gartnervang, men det har desværre ikke ført til, at nogen borgere har henvendt sig.

Det er vigtigt for at få belyst det alvorlige uheld, at politiet får alle mulige vidners forklaringer. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Indbrud i biler efter dyrt inventar – Roskilde

Politiet fik fredag morgen anmeldelse om indbrud i tre biler begået natten mellem torsdag og fredag. På Rønne Allé blev ruden til en BMW knust og herefter kunne bilens åbnes. Fra bilen blev stjålet instrumentpanel, rat, airbag og radio/styresystem og diverse tøj, briller og sko. Indbruddet blev begået mellem torsdag aften kl. 22.30 til fredag morgen.

På Klosterengen holdt en BMW parkeret i en indkørsel, da låsen blev opbrudt og der blev stjålet instrumentpanel, og radio/styresystem begået mellem kl. 17.45 torsdag og frem til fredag morgen.

Tidligt fredag morgen mellem kl. 08.05-08.45 blev begået indbrud i en BMW, der holdt parkeret i en indkørsel på Platanvej. Fra bilen blev stjålet instrumentpanel og GPS anlæg.

Vidner som har bemærket noget mistænkeligt i de områder, hvor bilerne blev opbrudt bedes kontakte politiet med oplysninger i sagen. Ring 114, hvis du har set personer eller mistænkelige køretøjer i villakvarterne i Roskilde vest eller omkring Klosterengen sent torsdag eller tidligt fredag morgen.

Panttyveri – Hyrdehøj Alle, Roskilde

Kl. 20.01 anmeldte personalet i Fakta i Hyrdehøj, at de kort forinden havde tilbageholdt en mand, som havde stjålet tomme kasser med pant fra butikken, som han efterfølgende havde indløst i pantautomaten i forretningen. En patrulje kørte til supermarkedet, hvor en 60-årig mand fra Roskilde, på overvågningen kunne ses stjæle ølkasser og tomme flasker fra butikken, som han herefter indleverede til pantudbetaling ved flaskeautomaten. Han havde lavet dette nummer fire gange, og havde i den forbindelse fået udbetalt pantboner for i alt 330 kr. Den 60-årige blev dog afsløret af butikspersonalet, som anmeldte sagen. Han blev sigtet for butikstyveri og afhørt til sagen, som han erkendte. Den 60-årige vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Lørdag – søndag:

Mistænkelig mand – Algade, Roskilde

Kl. 10.40 undrede en lokal mand sig over en udenlandsk mands adfærd på gågaden i den centrale del af Roskilde by. Den udenlandske mand gik tilsyneladende rundt med mobiltelefoner, som han forsøgte at sælge til tilfældige forbipasserende. Manden havde et stort sort skæg og var iført en jakke med blomstret mønster og joggingbukser. En patrulje kørte til området, men det lykkedes ikke at finde manden for at få afklaret, hvad mandens ærinde omhandlede.

Snyd med alder på diskotek – Roskilde

Kl. 20.17 kontaktede personalet på et diskotek politiet, fordi der var mistanke om, at der iblandt en gruppe unge, der havde købt alkoholiske drikke, formentlig befandt sig en ung mand, der ikke var fyldt 18 år. Personalet havde afkrævet de unge dokumentation for deres alder, men mente, at en fra gruppen havde fremvist et personligt dokument tilhørende en anden ung mand over 18 år.

En patrulje fik på diskoteket kontakt til en 17-årig ung mand fra Roskilde, som lovligt kunne være gæst frem til kl. 23.00. Den 17-årige var i besiddelse af et kørekort tilhørende en 18-årig mand fra Egedal kommune, og personalet havde fattet mistanke om, at den 17-årige forsøgte at snyde sig ældre, fordi personalet genkendte navnet på det fremviste kørekort fra anden hændelse på diskoteket på et tidligere tidspunkt. Desuden havde personalet hørt andre omtale den 17-årige med et andet navn end navnet på kørekortet.

Den 17-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om misbrug af et ægte dokument (kørekort) over for personalet på diskoteket, så han kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet i anledning af dette misbrug af en andens kørekort. Den 17-åriges værge er underrettet om sagen, som også undersøges i forhold til den 18-åriges udlån af sit kørekort. Kørekortets ejer var nemlig også til stede på diskoteket og fik sit kørekort genudleveret.

Vidner søges til uheld med tilskadekommen cyklist – Køgevej, Roskilde

Kl. 13.19 skete et sammenstød imellem en 75-årig kvindelig cyklist og en 60-årig mand på knallert, som begge kørte på cykelstien langs Køgevej ud for Gartnervang mod Roskilde by. Politiet søger vidner i sagen, som kan være med til at belyse, hvordan uheldet skete.

De to køretøjer stødte formentlig sammen i forbindelse med, at knallerten overhalede cyklisten på cykelstien, men politiet vil meget gerne i kontakt med borgere, som overværede uheldet og kan komme med oplysninger i sagen.

Den 75-årige cyklist fra Roskilde væltede som følge af sammenstødet og slog hovedet mod en kantsten. Selvom hun havde cykelhjelm på, kom hun til skade og blev bragt til behandling på sygehuset i ambulance. Den 60-årige mand fra Roskilde, som førte knallerten slap uskadt fra uheldet.

Politiet kørte til stedet for at på klarlagt omstændighederne omkring uheldet. En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet, da der var mistanke om, at den 75-årige var kommet alvorligt til skade. Patruljen testede den 60-årige knallertfører med narko- og alkometeret, som viste, at han havde en promille over det tilladte. Den 60-årige blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, som også vil vise, om den 60-årige havde andre ulovlige stoffer i blodet. Han blev efterfølgende taget med til politistationen til afhøring.

Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet og knallerten blev indbragt til nærmere undersøgelse, da der var mistanke om, at knallerten var konstruktivt ændret, så den kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/t.

Efter afhøringen og undersøgelserne på stedet var afsluttet, vurderede anklagemyndigheden sagen, men fandt ikke grundlag for at fremstille den 60-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev derfor løsladt, men kan forvente at høre mere i sagen, når resultatet af blodprøverne foreligger.

Politiet har endnu ikke kunne afhøre den 75-årige cyklist, da hun fortsat er indlagt til behandling med alvorligt hovedtraume. Vidner som så uheldet ske, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Voldsom butikstyv – Stationscentret, Roskilde

Kl. 20.58 anmeldte personalet fra supermarkedet Føtex, at en udadreagerende mand var tilbageholdt, efter at han havde knust en montre med mobiltelefoner i. Politiet fik i supermarkedet kontakt til en 26-årig mand fra København N, som blev sigtet for forsøg på tyveri af mobiltelefoner fra den nu knuste montre. Efter afhøring blev den 26-årige bortvist fra supermarkedet og kan formentlig ud over det strafferetlige også forvente et krav om erstatning for den ødelagte udstillingsmontre.

Spirituskørsel – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 22.39 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelser for alkohol. Samtidig inddrog politiet hans førerret ud fra en mistanke efter den foretagne alkometertest om, at analyseresultatet af den udtagne blodprøve vil vise et resultat, så den 24-årige ud over det strafferetlige i sagen også kan forvente en ubetinget frakendelse af førerretten. Den øjeblikkelige inddragelse af førerretten betyder, at den 24-årige ikke længere lovligt kan være fører af et køretøj, hvortil kørekort kræves.

Færdselsuheld / narkokørsel – Darupvej / Maglegårdsvej, Roskilde

Kl. 08.06 blev der slået alarm, efter at flere bilister var blevet impliceret i et sammenstød i T-krydset Darupvej / Maglegårdsvej. Ingen af de implicerede parter var kommet til skade, men de implicerede køretøjer havde fået mindre materielle skader.
På uheldsstedet var der tæt trafik ad Darupvej i begge retninger, da en 19-årig mand fra Borup kørte i østlig retning ad Darupvej, hvor forreste bil i køen afventede fri passage for kørende i vestlig før svingning til venstre ad Maglegårdsvej mod nord. Den forreste bil blev ført i østlig retning af en 18-årig mand fra Gadstrup, som efter tegn fra en modkørende fik mulighed for at begynde et venstresving mod Maglegårdsvej. Under svingingen blev han pludselig påkørt på venstre forskærm af en bagfra kommende bilist, som viste sig at være den 19-årige mand fra Borup. Han havde overhalet flere andre bilister i køen, inden sammenstødet skete. Herved mistede den 19-årige kontrollen over sin bil og stødte nærmest frontalt ind i en tredje personbil ført af en 42-årig mand fra København V ad Darupvej mod vest. Dette sammenstød medførte, at en 18-årig kvinde fra Hedehusene i en personbil også blev involveret.
Den 19-årige deltog rutinemæssig i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af cannabis og kokain under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet har optaget rapport om uheldet, hvor den 19-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Butikstyveri udviklede sig – Rørmosen, Roskilde

Kl. 18.09 anmeldte en 31-årig mandlig butikskontrollant, at han havde forsøgt at tilbageholde en mand, som han mistænkte for at have stjålet varer fra supermarkedet Fakta. Manden havde i forbindelse med flugten slået butikskontrollanten for at slippe væk. Flere patruljer blev sendt til supermarkedet og området ved Sankt Hans, hvor den flygtede person sidst var set af butikskontrollanten, der havde løbet efter den mistænkte via Rørmosen og haveforeningen Vestervang til Sankt Hans-området. Den mistænkte havde efterladt en pose med varer, som måske stammede fra en anden forretning end supermarkedet Fakta, hvor butikskontrollanten havde observeret den mistænkte og gerne ville kontrollere ham, da han forlod butikken med posen med varer.

Den mistænkte blev beskrevet som: mand, 30-35 år, 180-185 cm høj, kraftig af bygning, brun i huden, kronraget og dansktalende med accent. Han var iført sort jakke med hætte, sorte joggingbukser og sorte sko, da han flygtede fra butikskontrollanten.

Politiets eftersøgning gav ikke noget resultat indledningsvist, så politiet efterforsker videre i sagen for at få identificeret den mistænkte ud fra forretningens videoovervågning. Butikskontrollanten blev efterfølgende undersøgt på skadestuen for at få dokumenteret de slag, som den mistænkte havde tildelt ham i en sag, som politiet behandler som en røverisag på grund af mistænktes adfærd over for butikskontrollanten.

Vold og uro i nattelivet mv. – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 01.00 fik politiet en anmeldelse om, at flere personer, der opholdt sig på gaden tæt ved et diskotek, var røget i slagsmål med hinanden. Flere patruljer blev sendt til området, hvor politiet fik kontakt til en 24-årig mand fra Solrød Strand, som efter en verbal uoverensstemmelse var blevet slået i hovedet af en mand, som kort efter blev udpeget. Der var tale om en 21-årig mand fra Hvidovre, som blev sigtet for vold og anholdt. Han blev belagt med håndjern og anbragt i en patruljebil, indtil transport til politistationen kunne ske.

Under politiets fortsatte arbejde med denne sag og for at skabe ro på stedet, åbnede en 23-årig mand fra Roskilde døren til patruljebilen, så den 21-årige anholdte med håndjern på kunne stikke af til fods. Politiet fik både løbet den anholdte op, ligesom den 23-årige nu også blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at befri en anholdt og råbe ukvemsord ad politiet. Midt i uroen valgte en 22-årig mand fra Gastrup at give sin mening højlydt til kende om politiet, så hans optræden endte med en anholdelse og en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Sidstnævnte anholdte havde også haft svært ved at huske egen identitet korrekt, så han blev også sigtet for overtrædelse af retsplejeloven i den anledning.

Alle tre anholdte blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor de blev anbragt i detentionen til afrusning, inden de kunne afhøres til deres sager. Politiet løslod alle tre mænd, som dog kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.

Indbrud i Perioden

Bygvej, Jyllinge
Læghegnet, Jyllinge
Låddenhøj, Roskilde