Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2020/01/20 til 2020/01/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bil midt i rundkørsel – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 14.41 og i tiden derefter fik politiet flere henvendelser om en varebil, der holdt midt i en rundkørsel, hvor den var standset af ukendt årsag. En fører gik rundt ved bilen, som dog var forsvundet lidt senere på eftermiddagen, da politiet kom forbi. Politiet foretog i den anledning ikke yderligere for at få klarlagt, hvilken bil der var tale om, og hvorfor varebilen var standset som beskrevet.

Ulovlig knallert – Skolevej, Gl. Havdrup, Havdrup – Solrød

Kl. 17.20 sigtede færdselspolitiet en 15-årig dreng fra Lille-Skensved for kørsel på en ulovlig lille/30-knallert. En kontrolmåling på et rullefelt afslørede, at knallerten kunne køre 44 km/t mod lovligt 30 km/t. Han blev derfor sigtet for konstruktive ændringer af knallerten, ligesom politiet efterfølgende underrettede hans værge om sagen. Begge parter vil høre nærmere om sagen, når den skal afgøres.

Narkokørsel mv. – bil beslaglagt – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 12.30 kontrollerede en patrulje en personbil, der ikke var forsynet med en nummerplade foran på køretøjet. Bilen var bagpå monteret med en nummerplade, der var afmeldt i april 2019, og som havde siddet på et køretøj af et helt andet mærke og model end den bil, som en 21-årig mand fra Skibby var fører af. Føreren var i forvejen frakendt kørekortet og kørte således rundt i en uindregistreret bil uden lovpligtig ansvarsforsikring. Da den 21-årige var påvirket af narkotika under kørslen, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om både kokain og hash i blodet). Nummerpladen blev inddraget, og politiet beslaglagde bilen med henblik på senere konfiskation, idet den 21-årige inden for de seneste tre år flere gange var blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret og nogle gange også under påvirkning af euforiserende stoffer. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres sammen med spørgsmålet om konfiskation af bilen.

Brandundersøgelse/bilbrand – Ejboparken, Roskilde

Kl. 23.05 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand i en bil. Branden var så kraftig, at varmen fra branden også var årsag til skader på en anden personbil, der holdt ved siden af. En tredje bil var også parkeret på stedet, men dog i så lang afstand fra de to andre biler, at der ikke skete skade på denne bil. Bilen, hvor branden startede, havde fået skader i kabinen og på dens højre side. Nabobilen havde kun fået skader på den ene side. Politiet skal undersøge de brændte biler nærmere, idet der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring på brandens opståen. Politiet forsøgte i nat at få kontakt til de to berørte bilejere fra hhv. Ringsted og Roskilde, men forgæves. Branden blev opdaget af en beboer, der havde hørt et højt brag og kort efter set ild ved den ene bil.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området ved de brændte biler inden anmeldelsen kl. 23.05. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Ophidset lastbilchauffør – Østre Ringvej, Roskilde

Onsdag i sidste uge skrev vi om en ophidset lastbilchauffør, som havde reageret voldsomt over for en forankørende bilist. Vidner havde set lastbilchaufføren gå over til bilen, som holdt for rødt lys og stikke hele overkroppen ind i bilen til føreren, en ældre herre. Vidnerne synes det så ud som om, at lastbilchaufføren slog den ældre mand. Politiet fik anmeldelsen om episoden fra to vidner, men fik i første omgang ikke en anmeldelse fra den forurettede. Ud fra de gode vidneforklaringer i sagen fik politiet fredag kontakt til den forurettede, en 75-årig mand fra Tårnby, som mødte til afhøring på politistationen sammen med sin kone, som havde været passager i bilen. De bekræftede vidnernes oplevelse af, at lastbilchaufføren havde været ophidset og havde slået forurettede i ansigtet, angiveligt fordi han var utilfreds med den 75-åriges kørsel. Den forurettede pådrog sig overfladiske skrammer i ansigtet som følge af volden.

Sagen blev efterforsket for at finde frem til lastbilchaufføren. Ud fra oplysninger om lastbilen registreringsnummer fik politiet mandag kontakt med en mistænkt i sagen. En 45-årig mand fra Fakse Ladeplads kontaktede selv politiet for at afgive forklaring i sagen, da han havde været chauffør på lastbilen. Han blev sigtet for vold mod den 75-årige, som ifølge den 45-årige havde chikaneret ham i trafikken ved at køre langsomt. Den 45-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når voldssagen skal afgøres.

Politiet er meget glade for, at borgerne reagerer og anmelder, når de oplever noget, som de mener kræver politiets indgriben. Vejvrede, som udvikler sig til vold, er helt uacceptabelt, og noget som politiet ser på med stor alvor.

Brand i olietønde – Ringparken, Roskilde

Kl. 18.56 fik politiet anmeldelse om, at der var brand i en olietønde bag ved Fakta supermarkedet på Køgevej. Der var i den forbindelse kommet røg ind i butikken, som var til gene for kunderne. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden hurtigt blev slukket. Ingen personer blev truffet ved olietønden, og ingen kunne stilles til ansvar for at have startet ilden. Der skete ingen skader på ting eller personer i forbindelse med branden.

Brand i bil – Æblehaven, Roskilde

Kl. 02.28 kørte politi og brandvæsen til brand i en bil, som holdt på en parkeringsplads under et halvtag ved Æblehaven. Brandvæsnet fik slukket ilden, men bilen udbrændte. Branden havde spredt sig til halvtaget, som bil holdt under. En bil, der holdt ved siden af, fik varmeskader på den ene side. Ved undersøgelsen af den udbrændte bil, viste det sig, at branden var startet i bilens motorrum og havde spredt sig til resten af køretøjet. Politiet optog rapport i sagen, for at belyse omstændighederne omkring branden, hvor ingen personer kom til skade.

Social dumping-aktion – Holbæk / Roskilde

To arbejdspladser inden for byggebranchen i Holbæk by fik onsdag formiddag besøg af både SKAT, Arbejdstilsynet og udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi. Formålet med besøgene var at kontrollere, om der på byggepladser var beskæftiget udenlandsk arbejdskraft i henhold til gældende regler på området. På den ene byggeplads traf myndighederne tre polske mænd, som havde orden i tingene set med politiets øjne. Arbejdstilsynet gav dog et påbud til arbejdspladsen om bedre sikring mod nedstyrtning. På den anden byggeplads i Holbæk traf myndighederne to danske og fem polske mænd, som også havde orden i tingene.
I Roskilde by blev en arbejdsplads inden for personlig pleje kontrolleret af myndighederne, som traf fem rumænske arbejdere, der også var registreret i systemerne som arbejdstagere i Danmark.
Myndighedernes kontrol af forskellige typer af arbejdspladser i politikredsen vil fortsætte resten af året for at kontrollere, om der sker social dumping på arbejdsmarkedet.

Uro og uorden – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 19.08 kørte flere politipatruljer til indgangen ved Ro’s Torv, idet politiet havde fået anmeldt, at flere personer var i slagsmål. Ved politiets ankomst var der faldet ro på, og et par mænd var ved at køre derfra i en bil. Politiet fik klarlagt, at tre mænd på 22, 23 og 26 år fra Roskilde og en 19-årig mand fra København N havde været involveret. To af dem blev anset for at være ophavsmænd til uro og derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Ingen havde lidt fysisk overlast i forbindelse med uroen på stedet.

Ophidset lastbilchauffør – Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 20.49 henvendte et vidne sig til politiet, idet flere personer havde været vidner til et formentlig voldeligt overfald på en bilist i krydset Østre Ringvej-Trekroner Alle-Østbyvej tidligere på dagen onsdag kl. ca. 12.15-12.30. En lastbil var i lyskrydset standset for rødt lys med en personbil bagved. Ifølge vidnerne steg lastbilchaufføren ud og gik hen til personbilen, hvis førerdør han rev op og stak overkroppen ind i personbilen. Det så ud, som om lastbilchaufføren flere gange slog den mandlige fører i alderen 60-70 år. I personbilen var en kvinde passager på forsædet. Føreren af en anden lastbil standsede næsten for at gribe ind, men den ophidsede lastbilchauffør stoppede sin adfærd og kørte videre. Politiet har imidlertid ikke modtaget nogen anmeldelse eller henvendelse fra de muligt forurettede i personbilen, hvorfor henvendelserne til politiet er noteret, såfremt den muligt forurettede bilist skulle henvende sig på et senere tidspunkt.

Narkofund – Viby Sj – Roskilde

Kl. 13.30 var en patrulje på en adresse i Viby Sj., hvor politiet mistænkte, at der blev solgt narko fra. Betjente med en narkohund ransagede lejligheden, hvor der i første omgang blev fundet 3,41 gram skunk (hash) og 0,91 gram hash. En 28-årig mand fra Viby blev sigtet for besiddelse af hashen. Politiet fandt herefter en pakke med større mængde skunk på ca. 900 gram, som ingen ville vedkende sig ejerskabet af. Politiet beslaglagde narkotikaen, og den store pakke med skunk skal nu undersøges nærmere for spor. Politiet vil ud fra dette forsøge at fastslå, hvem der kan stilles til ansvar for den fundne skunk. Den 28-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Butikstyveri – Stationscentret, Roskilde

Kl. 16.38 blev en 17-årig ung mand fra Roskilde tilbageholdt i Føtex, hvor han havde taget en pakke Ores kiks til en værdi af 17 kr fra butikken uden at betale. En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 17-åriges far var blevet orienteret og var kommet til stedet. Den 17-årige blev sigtet for butikstyveri og afhørt under overværelse af sin far. Han erkendte tyveriet og betalte efterfølgende for kiksene. De sociale myndigheder blev orienteret om episoden. Den 17-årige kan forvente at få en bøde i sagen.

Røveri mod supermarked – Svogerslev Hovedgade, Svogerslev, Roskilde

Kl. 14.48 anmeldte personalet i et supermarked, at en kunde havde truet personalet for at sikre sig nogle varer, som han havde stjålet fra butikken. Politiet fik klarlagt, at en mandlig kunde havde taget nogle sildefileter og en lygte, som han lagde i en medbragt pose. Da han gik gennem kassen uden at betale, fulgte personalet efter og antastede ham. Pludselig trak manden en hylstret kniv og truede personalet hermed, så de lod ham gå i retning mod Nordgårdsvej. En hundepatrulje foretog sporsøgning, medens øvrige patruljer fik manden identificeret som en 19-årig mand fra Roskilde. Han var ikke på sin bopæl, men i et skur fandt politiet tyvekosterne sammen med en kniv, som den 19-årige formodes at have truet med. Kl. 15.34 traf en patrulje ham gående ad Holbækvej, Roskilde, hvorefter han blev anholdt og sigtet for røveri, idet politiet ud fra de givne omstændigheder anså tyveriet og den efterfølgende trussel som et røveri. Den 19-årige blev løsladt efter afhøring til sagen uden fremstilling i grundlovsforhør, idet anklagemyndigheden efter en nøjere vurdering af omstændighederne ved røveriet ikke fandt, at grundlaget for en varetægtsfængsling var til stede. Han er fortsat sigtet i sagen og vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Social sag – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre

Kl. 21.27 fik politiet melding om en slingrende bil, der kørte ad motorvejen i vestlig retning. Politiet fik standset bilen, hvori der var en ædru, 80-årig mand fra Lynge som fører og med en 78-årig ægtefælle som passager. De var begge forvirrede, hvilket skønnedes at være årsagen til, at manden havde kørt bilen usikkert. Begge oplyste, at de var kørt hjemmefra kl. ca. 0900 og nu ikke kunne finde hjem. Desuden havde ingen af dem fået hverken vådt eller tørt i den mellemliggende tid, så for at bringe klarhed over formålet med deres kørsel på motorvejen, kørte politiet dem til en fastfoodrestaurant, så de kunne få lidt at spise. Bilen kørte politiet til en politistation, hvorfra de efterfølgende blev sendt hjem i en taxa. Politiet underrettede dog hjemmeplejen i deres hjemkommune om hændelsen, så en hjemmehjælper stod klar til at tage imod dem, når de kom hjem. Politiet har optaget rapport om hændelsen for at få klarlagt, hvorvidt den 80-årige fortsat opfylder betingelserne for at have et kørekort. Politiet har ingen mistanke om, at der var sket nogen uheld i forbindelse deres kørsel og til sidst et forsøg på at finde hjem igen.

Narko i nattelivet – Hersegade, Roskilde

Kl. 02.13 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var set overlevere noget til en anden person foran et diskotek, hvilket kunne se ud som en narkohandel. En patrulje kom frem til stedet, hvor den mistænkte nu var gået ind på et diskotek. Politiet kom frem til stedet, hvor de ud fra beskrivelsen fandt frem til en 26-årig mand fra Roskilde, som kunne mistænkes i sagen. Han blev visiteret, hvor politiet fandt 5,19 gram kokain fordelt i 8 pølsemandsposer og et kontantbeløb, som politiet mistænkte stammede fra narkosalg. Politiet anholdt og sigtede den 26-årige for besiddelse af narko med henblik på videresalg og beslaglagde de fundne ting. Den 26-årige ønskede beslaglæggelsen indbragt for retten, der skal tage stilling til om beslaglæggelsen var i orden.
Den anholdte blev taget med til stationen, hvor han blev afhørt til sagen. Politiet ransagede den 26-åriges lejlighed i Roskilde, hvor der blev fundet en lille smule kokain på et bord, der senere blev kontrolvejet til 0,01 gram. Den 26-årige blev herefter løsladt søndag morgen, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Varetægtsfængslet efter grov vold mod dørmand – Hestetorvet, Roskilde

Kl.05.58 fik politiet en anmeldelse om, en dørmand var blevet overfaldet af en gæst på en pub på Hestetorvet. En patrulje kom frem til beværtningen, hvor gerningsmanden havde forladt stedet. Dørmanden havde grebet ind i en konflikt imellem to gæster for at tale dem til ro, da en mandlig gæst var opfarende og talte med store armbevægelser over for en kvinde. Dette resulterede i, at den mandlig gæst havde skubbet til dørmanden, som var faldet omkuld. Mens han lå på gaden blev han sparket i hovedet af samme mand, som herefter gik fra stedet i retning af Algade og parkeringspladsen bag Super Brugsen. Dørmanden var ikke kommet alvorligt til skade, men blev tilset på skadestuen. Politiet ledte efter den mistænkte mand i området omkring Roskilde Station.

Det lykkedes at finde frem til den mistænkte kl. 06.40, da han opholdt sig på en perron på stationen. Politiet anholdt en 22-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for grov vold og taget med til stationen til afhøring. Søndag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med begæring om varetægtsfængsling, og dommeren besluttede at fængslet ham i fire uger til d. 19. februar 2020.

Strømpistol fundet i bil – Tofthøjvej, Viby Sjælland

Kl. 12.40 standsede politiet en personbil, for at lave en rutinemæssig kontrol. I bilen sad to personer, en 27-årig mand fra Køge sad bag rattet og en 26-årig fra København var med som passager. Føreren af bilen havde ikke noget kørekort, da han ikke havde generhvervet førerretten efter en tidligere frakendelse. Betjentene mistænkte de to i bilen, for at være i besiddelse af narkotika, så bilen blev ransaget. Det var dog ikke stoffer som politiet stødte på i bilen, men en strømpistol, der lå gemt under armlænet i midterkonsollen. Den 27-årige erkendte, at det var hans strømpistol, og han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven og kørsel uden førerret. Strømpistolen beslaglagde politiet med henblik på destruktion. Den 27-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Indbrud i Perioden

Dalparken, Havdrup
Rådalsvej, Jyllinge
Højgårdsvej, Ågerup, Roskilde
Lønbjergparken, Vindinge, Roskilde
Algade, Roskilde (2 steder)
Røglevangen, Svogerslev, Roskilde
Norddalen, Himmelev, Roskilde
Gartnervang, Roskilde
Toftevangen, Viby Sj.