Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet fra den 29. april til den 7. maj 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – motorcyklist omkommet – Sengeløsevej, Herringløse, Roskilde

Kl. 16.24 fik politiet via alarm 112 melding om et alvorligt færdselsuheld, hvor en bilist og en motorcyklist var stødt sammen. Politiet afspærrede uheldsstedet, så bustrafikken i området måtte omlægges. En svært tilskadekommen motorcyklist fik livreddende førstehjælp, men lægen fra den tilkaldte lægehelikopter måtte kort efter erklæret motorcyklisten for afgået ved døden på grund af de svære kvæstelser, han havde pådraget sig ved uheldet. På uheldsstedet traf politiet en stærkt chokeret, 74-årig mand fra Taastrup, der havde været fører af den implicerede personbil. En bilinspektør blev tilkaldt til undersøgelse af de implicerede køretøjer og selve uheldsstedet. En foreløbig konklusion sammenholdt med vidneforklaringer klarlagde, at den 74-årige bilist var kørt ad Sengeløsevej mod sydøst. Af ukendte årsager kom han med højre for- og baghjul ud i gruset i vejkanten. Han styrede kontra, men kørte efterfølgende over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor den modkørende motorcyklist ikke kunne undgå at støde frontalt ind i personbilen i nogle svage vejkurver på uheldsstedet. Motorcyklisten blev identificeret som en 57-årig mand fra Jyllinge, hvis pårørende er blevet underrettet. Den 74-årige bilist fik rutinemæssigt udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol, narkotika eller medicin. Undersøgelserne på uheldsstedet og borttransport af de implicerede køretøjer var afsluttet kl. ca. 18.30, hvorefter vejen blev åbnet for trafik.

To mænd set ved indbrud i villa – Havelodden, Roskilde

Kl. 11.20 fik politiet en anmeldelse fra en 40-årig mand fra Roskilde, som i tidsrummet kl. 09.00-11.00 havde haft indbrud på sin bopæl. Et vindue var blevet opbrudt, hvorefter indbrudstyvene havde gennemrodet alle rum, inden de stjal nogle smykker. Et vidne havde kl. ca. 10.30 set to mænd bevæge sig rundt i en hæk ved grunden. De to mistænkte mænd blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 25-30 år, Yderligere kendetegn: Haltede, Iført: Mørkt tøj; og B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 25-35 år, Iført: sort kasket, briller med sort stel og sort tøj. Politiet foretog tekniske undersøgelser i villaen og afventer resultatet heraf. De to mistænkte mænd blev ikke fundet i området.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd i området, eller som kan give oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel – Lyngageren, Svogerslev, Roskilde

Kl. 14.14 anholdt og sigtede politiet en 52-årig kvinde fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Færdselsuheld – Trællerupvej, Trællerup, Roskilde – Lejre

Kl. 09.48 skete et sammenstød imellem en personbil og en cyklist. En 11-årig pige fra Kirke-Såby kørte på sin cykel ad Trællerupvej, da en personbil kørte ud fra en indkørsel. Bilisten, en 32-årig kvinde fra Roskilde, kørte ud foran pigen, der ramte bilen og væltede. Hendes mor kom til stedet og kørte hende til tjek på skadestuen. Hun slog sin hånd og sit knæ, men slap fra uheldet med knubs. Politiet kom til stedet og optog rapport om vigepligtsforseelsen. Det viste sig, at uheldet sket i forbindelse med, at den 11-årige pige deltog i skolernes cyklistprøve. Føreren af bilen kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Mænd sigtet for narkobesiddelse – Sortebrødreplads parkeringskælder, Roskilde

Kl. 01.50 traf politiet en 19-årig mand fra Hedehusene i parkeringshuset. Patruljen syntes, han udviste en mistænkelig adfærd, idet han virkede nervøs og forsøgte at forlade stedet, da politiet ville tale med ham. Han blev derfor visiteret, og politiet fandt i den forbindelse 1 gram amfetamin. Han blev sigtet for besiddelse af amfetaminen, som politiet beslaglagde.

Kl. 01.55 mens politiet talte med den 19-årige mand fra Hedehusene, så de en anden mand, der havde travlt med at komme væk, da han så politiet i parkeringshuset. Patruljen fik fat i en 19-årig mand fra Jyllinge, der også blev visiteret. Han havde en såkaldt “pølsemandspose” på sig, som indeholdt 1,18 gram kokain, som han blev sigtet for at besidde. De to mænd kan forvente at få en bøde i sagen.

Løssluppen gummibåd – Kattinge Vig – Roskilde

Kl. 16.19 kom et alarmopkald om at en gummibåd med sænket motor og et par voksensko var drevet i land ved Katting Vig tæt ved Lerskrænten i Boserup skov. Politiet og brandvæsen iværksatte en redningsaktion og en redningsbåd fra forsvaret blev rekvireret. Det blev dog hurtigt klarlagt at gummibåden blot havde revet sig løs fra en båd, der var på fjorden og sejle. Forsvarets folk i redningsbåden fik kontakt til bådejeren og redningsaktionen blev indstillet kl. 16.45.

Uorden i toget mod Roskilde – Roskilde station, Roskilde

Kl. 16.52 kom et alarmopkald fra personalet i et regionaltog, der var på vej mod Roskilde. I toget befandt sig en udenlandsk mand, der nægtede at vise billet eller oplyse sin identitet. Han var blevet meget ubehagelig over for personalet, der ringede efter politiet. En patrulje tog imod toget på Roskilde station, hvor de traf den udenlandske mand, som heller ikke over for patruljen ønskede at samarbejde. Han var meget støjende og aggressiv og nægtede at følge med betjentene ud af toget. Han blev derfor anholdt og taget med til politistationen, hvor hans identitet blev fastlagt. Manden viste sig at være en 25-årig hollænder med opholdsadresse i Randers. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og efterfølgende løsladt. Han kan forvente at få en bøde for sin optræden.

Narkobilist uden kørekort mv. – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 21.16 anmeldte en politimand, der var på vej til job, at han under kørsel på Holbækmotorvejen ved afkørsel 10 Roskilde Ø undrede sig over en bilists usikre kørsel. Der var tale om en engelsk registreret bil, der blev ført i vestlig retning og med svingende hastigheder mellem 80 og 170 km/t, ligesom bilisten slingrede mellem flere vognbaner under kørslen. Politifolk på arbejde fik efterfølgende bilisten standset på motorvejen kort efter afkørsel 14 Roskilde Ø. En 22-årig dansk mand uden fast bopæl sad bag rattet i den engelsk registrerede bil. Han havde ikke nogen førerret, og da han var påvirket af narkotika under kørslen, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Ved ransagning af bilen fandt politiet knap fire gram ketamin, som han også blev sigtet for ulovlig besiddelse af. Politiet beslaglagde bilen, idet føreren var sigtet for flere tilfælde af kørsel uden førerret, ligesom SKAT vil blive kontaktet for at få et skøn over, hvorvidt den 22-årige skal betale afgift af den udenlandske bil i forbindelse med dens brug i Danmark.

Værtshusuorden – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 04.01 anmeldte personalet fra en pub, at de havde en gæst, som var aggressiv og ubehagelig over for personalet og de andre gæster på stedet. En patrulje kørte til beværtningen, hvor de traf en 45-årig mand fra Korsør, der blev bortvist fra stedet uden yderligere indgriben fra politiets side.

Spiritusbilist fik inddraget førerretten – Hovedvejen, Roskilde

Kl. 08.12 bemærkede en patrulje en bil, der holdt i tomgang på en busholdeplads. De besluttede at kontrollere køretøj og fører rutinemæssigt. I bilen var to kvinder, der var holdt ind ved busstoppestedet, da passageren skulle tisse. Føreren af bilen, en 44-årig kvinde fra Roskilde viste sig at være spirituspåvirket med en promille, der var så høj, at politiet inddrog hendes førerret administrativt. Det betyder, at hun må ikke køre bil mens sagen behandles. Når resultatet af blodprøven kommer, vil den 44-årige få besked om det videre forløb i sagen.

Butikstyv nægtede at oplyse navn – Tofthøjvej, Viby Sj. – Roskilde

Kl. 19.18 blev en patrulje sendt til supermarkedet Rema 1000 i Viby, der havde tilbageholdt en butikstyv, der ikke ønskede at oplyse sit navn til personalet. Politiet kom frem og traf en 40-årig mand fra Hårlev på Stevns, der nu gerne ville samarbejde. Han var gået igennem kasselinjen uden at betale for et par briller og en sandwich til en værdi af 69 kr, og han erkendte at have stjålet. Den 40-årige kan forvente en bøde for sin handling.

Brugstyveri af varebil – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 00.53 standsede politiet en varebil, der kørte på motorvejen i vestgående retning. Da patruljen kom frem til bilen var førersædet tomt, men der sad tre mænd på passagersædet. Ingen af dem ønskede at oplyse, hvem der havde kørt bilen, eller hvem der ejede bilen. De tre mænd, en 24-årig fra Vojens, en 29-årig fra København og en 21-årig fra Brønshøj blev alle anholdt og sigtet for brugstyveri. Den 24-årige erkendte under afhøringen, at han havde kørt bilen, selvom han ikke havde kørekort. Han oplyste desuden, at han havde fået lov at låne bilen. Den 24-årige var desuden påvirket af narko, så han fik udtaget en blodprøve og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. De tre mænd blev løsladt senere på natten, men er fortsat sigtet i sagen. Politiet skal nu undersøge omstændighederne omkring, hvordan de tre mænd var kommet i besiddelse af bilen. Herefter vil de få besked om sagens videre forløb.

Færdselsuheld ved påkørsel af fodgænger – Helligkorsvej/Møllehusvej, Roskilde

Kl. 09.45 blev en 39-årig kvinde påkørt af en lille sort personbil i fodgængerfeltet i rundkørslen, da hun gik fra Helligkorsvej og skulle over til Møllehusvej. Kvinden blev ramt af en bil med en kvinde bag rattet, som kom kørende ad Helligkorsvej. Efter en kort samtale med føreren af bilen, gik fodgængeren fra stedet, men oplevede efterfølgende store smerter i benet. Det viste sig efterfølgende på Roskilde Sygehus, at kvinden havde pådraget sig et brud i benet.

Derfor vil politiet gerne tale kvinden i den lille sorte bil, der påkørte den 39-årige kvinde i rundkørslen fredag morgen. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Narkokørsel uden kørekort – Industrivej, Roskilde

Kl. 11.08 fik politiet en anmeldelse fra en borger om, at en yngre mand havde røget en hashjoint, hvorefter han havde sat sig ind i en bil og var kørt fra stedet. Politiet standsede bilen på Industrivej og traf føreren, en 23-årig mand fra Valby. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel samt kørsel i frakendelsestiden, da han var frakendt førerretten i forbindelse med en tidligere sag om narkokørsel. Den 23-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Politiet venter nu på at få svar på blodprøven, hvorefter sagerne vil blive afgjort samlet.

Tyveri fra genbrugsbutik – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 19.13 tog en politipatrulje to genbrugstyve på fersk gerning, mens de var i gang med at stjæle gryder, bestik, glas og porcelæn fra en container tilhørende Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik. Politiet anholdt og sigtede to kvinder, en 31-årig og en 34-årig begge fra Bulgarien med bopæl i Roskilde. I følgeskab med de to kvinder var den enes12-årige datter, der blev hentet på stedet af sin far. De blev afhørt til sagen og løsladt, men er fortsat sigtet i sagen. De to kvinder vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narko og knivlov – Sygehusvej, P-plads mod stationen, Roskilde

Kl. 01.28 fik politiet en anmeldelse om, at der foregik noget mistænkeligt, der lignede narkosalg på parkeringspladsen bag ved Roskilde station. En patrulje kørte til P-pladsen, hvor de traf en 21-årig mand fra Holbæk, der blev visiteret. Politiet fandt 0,8 gram kokain i hans bukselomme og en låsbar foldekniv, som den 21-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven, og politiet beslaglagde de fundne genstande. Den 21-årige vil høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Indbrud i perioden

Havelodden, Roskilde
Skomagergade, Roskilde