Ny børne- og ungepolitik understreger, at børn og unge først og fremmest skal trives og blive hele mennesker, skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Et enigt byråd har vedtaget Roskilde Kommunes nye børne- og ungepolitik, som ifølge formanden for Skole- og Børneudvalget Jette Henning sætter en ny retning for hele børne- og ungeområdet i kommunen.

– Der har gennem snart mange år været alt for meget fokus på resultater og målinger i stedet for trivsel og helhed. Med den nye politik understreger vi, at børn og unge først og fremmest skal trives og blive hele mennesker. Og vi skal have positive forventninger til alle børn og unge, fordi alle har noget at byde ind med, siger Jette Henning.

Den nye Børne- og Ungepolitik blev besluttet af et enigt byråd på mødet i januar 2021, hvor alle bakkede varmt op om den. Nu er den så sat grafisk op og kan findes på Roskilde Kommunes nye hjemmeside. Der er for første gang også tale om en samlet politik for børne- og ungeområdet, som afløser særskilte politikker for dagtilbud, for skoler, for klubber og for børn og unge. Den nye politik understreger også vigtigheden af børn og unges medbestemmelse og demokratiske dannelse.

– Vi kan sige til vores medarbejdere, at vi fra politisk side vil støtte jer i en helhedsorienteret tilgang til vores børn og unge, hvor det selvfølgelig også handler om at gøre dem fagligt kompetente og klar til uddannelse og beskæftigelse. Men først og fremmest handler det om at støtte og vejlede dem i at blive hele mennesker med en positiv og nysgerrig tilgang til tilværelsen og i at blive gode demokratiske medborgere, siger Jette Henning.

Mental sundhed og skolevægring

Børn og unges mentale sundhed indgår også i børne- og ungepolitikken.

– Skolevægring, angst og mistrivsel er desværre blevet en del af flere og flere børn og unges hverdag. Det skal vi gøre noget ved. Der er ingen lette løsninger, men vi skal gøre alt, hvad vi kan for at blive klogere på, hvordan vi kan hjælpe disse børn og deres familier med at trives igen, siger Jette Henning.

I de bestræbelser har kommunen fået vigtig viden fra forældre med børn, der vægrer sig ved at gå i skole. De har deltaget i såkaldte “brugerrejser”, der har været med til at kortlægge problemet. Den viden kan nu bruges i indsatserne for at forebygge og afhjælpe skolevægring.

Den nye børne- og ungepolitik skal nu ud og leve i dagtilbud, skoler, SFO, Klubber, på det specialiserede børneområde og alle de steder, hvor børn og unge i øvrigt færdes i Roskilde Kommune.

– Heldigvis har vi fået mange positive tilbagemeldinger i de høringssvar, vi har fået politisk, så jeg har gode forhåbninger til modtagelsen og det videre arbejde med politikken, siger Jette Henning.

Børne- og Ungepolitikken kan findes på kommunens hjemmeside med denne genvej: roskilde.dk/bupolitik 

Pressefoto
Del på sociale medier