Nyt digitalt kort viser sabotageaktioner på Midtsjælland under krigen
Frihedsmuseet står bag et helt nyt, digitalt kort, hvor man kan dykke ned i industrisabotage-aktioner og nedkastninger på Midtsjælland under 2. Verdenskrig. Det er muligt at søge helt ned på specifikke vejnavne. Ringstedgade 58 i Roskilde, Balstrupvej 52 i Ringsted, og Ahlgade 38 i Holbæk har alle en ting til fælles. De har lagt vejnavn til en sabotageaktion begået af modstandsbevægelsen under besættelsen mod virksomheder, der producerede for tyskerne. I forbindelse med genåbningen af Frihedsmuseet 3. juli har museet udviklet et helt nyt, digitalt Danmarkskort, hvor de vigtigste industrisabotageaktioner samt alle nedkastninger af blandt andet våben og allierede agenter under krigen er oplistet.