Der er lagt op til sommerstemning af den fineste slags, når Gimle og Roskilde Kommune inviterer til gratiskoncerter under åben himmel i Byparken, hver tirsdag i juli. Til sommerens fjerde og sidste Byparkskoncert kan du opleve Poul Krebs og Chili.

Der skal selvfølgelig også være plads til noget, vi alle kender. Til den sidste koncert gentager vi derfor succesen fra 2019, hvor Poul Krebs spillede op til en stor folkefest i Byparken.

Pressefoto GIMLE

POUL KREBS
På en udsolgt vinter- og forårsturné med fyldte koncertsale og lange ventelister, har Poul Krebs og bandet besøgt 25 byer med sange fra 25 album og efterladt et spor af begejstring fra både publikum og anmeldere. Og med god grund – de har måske aldrig stået skarpere end nu.

Nu er der igen mulighed for at opleve sangskriveren med band i den fineste form, når Poul Krebs dukker op på udvalgte steder i sommerlandet. Poul Krebs har denne sommer valgt at prioritere nye initiativer, spillesteder og events, og vil samtidig præsentere sit publikum for en af de mest lovende guitarister og sangskrivere vi har: “For mig er Kajsa Vala en af de nye kvindelige profiler der fortjener allermest opmærksomhed. Vi har indspillet lidt sammen gennem det sidste år, og jeg glæder mig til at præsentere mit publikum for hende,” udtaler Poul Krebs.

Holdet bag Poul Krebs er: Troels Skjærbæk (bas og kor), Palle Hjorth (keyboards og kor), Rasmus Valldorf (trommer) og netop Kajsa Vala (guitar og vokal).

CHILI
CHILI er en ung artist, som på sin musikalske rejse bevæger sig indenfor den melankolske side af popmusik. Hun er ikke bange for at eksperimentere på tværs af forskellige genrer, hvilket giver musikken en unik lyd, der binder det at føle sig fortabt og finde håbet igen sammen. Nøgleordene til musikken er intimitet, autencitet og inderlighed. De velovervejede tekster pakkes ind i melankolske akkorder og minimalistiske, men livlige produktioner. CHILI repræsenterer en generation af følsomme unge mennesker, der både kan være skrøbelige og ængstelige, men samtidig enormt velreflekterede og selvbevidste. Hendes musik er et lille indblik i nutidens unges komplekse sind og deres syn på livet. CHILIs musikalske karriere fik et kickstart i det danske X-Factor, hvor hun sang sig til intet mindre end en 2. plads. Siden X- Factor har CHILI arbejdet på at forme sig selv som artist, og i mellemtiden har hun inviteret sit publikum med ind i hendes musikalske univers.

Siden august 2020 har CHILI leveret flere singles og prydet andre artisters musik med sin stemme i spændende samarbejder. I november 2021 fik Danmark en forsmag på hendes debut EP med lead singlen ‘Deep Waters’, der blev taget godt imod af diverse playlister og musikmagasiner. I marts 2022 udgav CHILI endelig sin debut EP ‘Leaving Nothing Unsaid’, der som titlen antyder lod hendes fans komme helt tæt på og få indblik i de tanker, der florerer rundt i CHILIs, og sikkert så mange andre unges, sind. EP’en præsterede flot på både stream, diverse spotify playlister og fik flot omtale i diverse musik medier.

PRAKTISK INFO
Tirsdag d. 25. juli i Roskilde Bypark
Musikken starter kl. 19.30.
Fri entré
Alle er velkommen

Læs mere om tider, beliggenhed, parkering, handicap forhold m.m. her.

Byparkskoncerterne arrangeres af Roskilde Kommune og Gimle.