Nationalpark Skjoldungernes Land og Roskilde Kommune har opført et nyt shelter ved Salvadparken til mennesker med handicap. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelse.

Salvadparken ligger ved Hove Å mellem Roskilde og Jyllinge i et smukt kuperet terræn, lige ud til Roskilde Fjord. Her finder man shelters, naturlegeplads, stisystemer, bålpladser, en stensamling og en fin udsigt ud over vandet og fjordens fugle. Indtil for nyligt har der ligget to ældre shelters ved Salvadparken. Det ene er nu taget ned, da det var så nedslidt, at det ikke stod til at redde. I stedet har Roskilde Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land nu opført et nyt shelter, der er bygget med faciliteter, der tilgodeser mennesker, der sidder i kørestol. 

Det nye shelter ved Salvadparken er det første handicapvenlige shelter med havblik i Nationalpark Skjoldungernes Land og Roskilde Kommune.

PR-Foto. Fotograf: Mikkel Eeg

Skinne i loftet og nem adgang.
Salvadparken ligger ikke bare smukt – det er også en meget let tilgængelig lokalitet. Kommer man i bil, kan man nemlig køre helt ned til shelterpladsen. I det nye shelter er der monteret en liftskinne i loftet, der stikker ud af shelteråbningen, og som gør det muligt at hejse sig ind i shelteret og sidelæns derinde. 

For at sikre, at der er god adgang til det nye shelter i al slags vejr, lægger kommunen og nationalparken i fællesskab en ny belægning på stien mellem parkeringsplads og shelter. Denne belægning forventes at være på plads inden længe.

Salvadparken som klasseværelse.
I Nationalpark Skjoldungernes Land arbejder man for at udvikle klasseværelser ude i naturen. Dem, der ligger ved fjorden, hedder ’blå klasseværelser’ – og her er Salvadparken et af dem. Det betyder, at der udvikles undervisningsmaterialer til området, og at man på lokaliteten finder en grejkasse, som man kan booke og anvende til undervisning.

Det nye shelter har en kant, der går rundt om siderne. Denne kant kan fungere som en bænk, hvor elever kan sidde og lave gruppearbejde eller foretage undersøgelser i forbindelse med undervisningen. Dermed kommer shelteret til at indgå i det udendørs klasseværelse ved Salvadparken.

Ældre shelter moderniseres.
Lidt væk fra det nye shelter, står et af Salvadparkens to ældre shelters tilbage. Dette shelter kan fortsat bruges og vil også blive repareret og moderniseret inden længe. Det gamle shelter skal have et nyt gulv, en vindskærm og et lille indbygget te-bord i gulvet. Derudover etablerer nationalparken og Roskilde Kommune et lille udekøkken. Udekøkkenet består af en lille bordplade og en vaskbalje, som man kan bruge til at hente vand i åen til fx at rense fisk.

Ønsker du at booke et af de to shelters ved Salvadparken skal det ske på friluftsguiden.dk. Skoler og institutioner, der ønsker at booke en grejkasse til undervisning, skal gøre det hos Nationalparken på email-adressen npskjold@danmarksnationalparker.dk