Mange gode idéer var i spil, da lokale roskildedensere mødte op for at dele deres forslag til, hvad der skal ske med den skjulte park ”Hullet”.

Foto ABW

Skjult bag en mur af tætvoksende træer ved Æblehaven og Rønnebærparken ligger indgangen til ”Hullet”. En stejl asfaltsti leder dig ned forbi et vandbassin til et par hyggelige vandhuller. Her finder man en sød lille bro, stier, bænke, lygtepæle og en BMX-bane. Området virker måske rimelig tilgroet og indelukket, men det rummer et enormt potentiale. Og netop det potentiale var folk fra området mødt op for at snakke om til borgermøde i mandags.

Baghaven: Kommunens forslag til en bedre park
Folk mødtes ved den lille bro, hvor Nikolaj Avlund fra Roskilde Kommune præsenterede ”Baghaven” – kommunens forslag til et nyt parkområde i hullet.
Nikolaj fortalte blandt andet om at:

  • Åbne op ind til det kommende midtpunkt mellem Æblehaven og Rønnebærparken
  • Ændre bassinet til en grundvandssø med masser af kriblekrableliv, hvor børn kan lege og fiske
  • Tynde ud i træerne og få mere sollys ind, så det ikke virker så indelukket (og selvfølgelig beholde de bevaringsværdige træer)

Workshop: Hvad kunne du tænke dig i Baghaven?
Afsted fra Hullet til workshop i Æblehavens beboerlokale.

Her fremlagde Nikolaj projektet Byens Haver, og hvordan en ny park større end Byparken vil strække sig fra Hullet ud forbi kolonihaverne og langt ud mod Hyrdehøjskoven i sydvestkanten af Roskilde.

Alle fremmødte udvekslede idéer på kryds og tværs. Og hver note blev samlet ind til et referat, så de kan blive taget i betragtning i projektet.

Du kan stadig nå at få indflydelse
Bydelens beboere blev inviteret til borgermøde – og du er selvfølgelig også velkommen. Der er nemlig workshop igen tirsdag den 26. september klokken 17:00-19:00 (mødested i Hullet).

Send en mail til Nikolaj på nikolajam@roskilde.dk, så han ved, du kommer.

En del af Byens Haver
Baghaven skal udgøre et væsentligt element i Byens Haver, som er et stort byudviklingsprojekt i hele bydelen syd for Holbækvej.

Byens Haver er et samarbejde mellem Boligselskabet Sjælland og Roskilde Kommune.

Det går ud på at løfte boligområdet syd for Holbækvej til nye højder med nyt kvarterhus, nye ældreboliger, grønne områder, havefællesskaber og meget, meget mere.

Læs her.