Fem nye projekter har modtaget støtte fra Region Sjællands millionpulje til sygeplejefaglig forskning. Sammen med Professionshøjskolen Absalon har regionen uddelt 4,3 mio. kr. til styrkelse af sygepleje til socialt udsatte forældre og børn samt palliative indsatser for patienter med kroniske diagnoser.

Foto ABW

Region Sjælland og Professionshøjskolen Absalon har bevilget 4,3 millioner kroner fordelt på fem nye sygeplejefaglige forskningsprojekter, der skal komme borgere og patienter til gode. De 4,3 millioner kroner fordeler sig på to større projekter samt tre såkaldte modningsprojekter, der kan udvikle sig til større forskningsprojekter på sigt.

Alle fem projekter gennemføres i tæt samarbejde mellem sygeplejefaglige forskere fra Region Sjælland og Absalon og bidrager til at øge kvaliteten af den behandling og pleje, som patienterne møder.

Bedre palliative indsatser til kronisk syge
Knap 1,4 millioner kroner går til et projekt, der skal hjælpe patienter med en kronisk fremadskridende sygdom, som har brug for palliative indsatser. For disse patienter sker forværringen gradvist, og i forhold til patienter med akut uhelbredelig sygdom, er der en større risiko for, at man for sent får iværksat tiltag, der matcher patientens og pårørendes behov for omsorg og pleje i den sidste tid. Projektet foregår på Sjællands Universitetshospital.

Styrket sygepleje til udsatte børn
2,3 mio. kr. tildeles et forskningsprojekt, der skal styrke sygeplejen til udsatte børn og forældre. Projektet er knyttet til Børneafdelingen på Slagelse Sygehus. Baggrunden for projektet er blandt andet, at udsatte forældre med for tidligt fødte børn indlagt med abstinenssyndrom ofte føler sig stigmatiseret og svigtet. Sygeplejersker på børneafdelinger oplever det svært at tilbyde udsatte forældre og børn pleje og behandling, der matcher deres behov. Målet er derfor at udvikle og styrke specialfaglige kompetencer, som kan sikre kvalificeret sygepleje til denne gruppe og dermed give familier og børn en bedre start.

FAKTA:
Region Sjælland og Professionshøjskolen Absalon har indgået en samarbejdsaftale, som skal bidrage til at løfte kvaliteten af sundhedsydelser og gøre det mere attraktivt at være sygeplejerske ved at fremme særligt sygeplejefaglig forskning på Region Sjællands arbejdspladser. Puljen hedder MVU Fællespuljen og er på i alt 20. kr. Som en del af puljen er der ligeledes afsat midler til et sygeplejefagligt tværgående delt professorat og docentur, der har primær base i klinikken og tilknyttes hhv. Professionshøjskolen Absalons Center for Sygepleje samt det sundhedsvidenskabelige fakultet på SDU (IRS). Midlerne skal støtte opbygningen af et bæredygtigt sygeplejeforskningsmiljø i Region Sjælland på et højt internationalt niveau.

Samarbejdsaftalen ligger i forlængelse af regionens Politik for Sundhedsforskning i Region Sjælland. Forskere fra Professionshøjskolen Absalon er del af forskningen og samtidigt involverer Absalon studerende i aktiviteterne og anvender den nye viden, der bliver skabt i kraft af projekterne, i undervisningen på sygeplejeuddannelsen og de øvrige sundhedsuddannelser.

I foråret 2023 modtog fem andre forskningsprojekter i alt 6,2 mio. kr. fra MVU Fællespuljen. MVU står for Mellemlange videregående uddannelser.

Læs mere om puljen her

I juni 2023 har følgende fem projekter modtaget bevillinger:

  • Metodeudvikling af pædiatrisk sygepleje til socialt udsatte forældre, børn og unge, 2.290.439 kr.
  • Implementation of tools and guidelines in general palliative care in the hospital, 1.362.020 kr.
  • Pårørendes behov for støtte ved plejeorlov, 233.500 kr.
  • Personcentreret praksis, Kløft mellem uddannelse og praksis reduceres, 233.500 kr.
  • Kortlægning af sygeplejerskers forståelse af delirium hos patienter med neurologiske sygdomme, 233.000 kr.

Pressemeddelelse.