Økonomiudvalget har på deres møde onsdag den 12. februar 2020 besluttet at give en anlægsbevilling på 49 mio. kr. til ny svømmehal.

Forud for bevillingen er gået en minutiøs gennemgang at økonomi og tidsplan, som har skabt fornyet tiltro til projektet.  – Jeg er glad for, at det ser ud til, at vi har fundet en løsning på svømmehallen. Vi har nu en realistisk tidsplan og kan melde ud, at svømmehallen bliver klar til de første badegæster i april 2021, fortæller borgmester Tomas Breddam.

Den nye tidsplan er mere bindende end tidligere, og lige så væsentligt er det, at alle entreprenører har nikket til den. Tidsplanen koster en yderligere forsinkelse af byggeriet på otte måneder. Derfor har en revidering af budgettet været nødvendig.

– Det koster en ekstra bevilling på 49 mio. kr. at komme i mål med projektet på grund af de store forsinkelser. Det er selvfølgelig på ingen måde tilfredsstillende med så store økonomiske overskridelser og mere end to års forsinkelser, fortæller Tomas Breddam.

– Vi har løst det ved, at vi har en række anlægsprojekter, som af forskellige grunde er udskudt. Budgetoverskridelserne på svømmehallen får derfor ikke indflydelse på kommunens serviceniveau, da pengene udelukkende tages fra anlægsbudgettet, fortsætter Tomas Breddam.

Byrådet besluttede allerede i marts 2019, at få lavet en uvildig undersøgelse af planlægningen og projekteringen, når byggeriet står færdigt.

Læs pressemeddelsen her.