Det er tid til skolestart for de fleste børn, og dermed starter madpakkesæsonen for alvor op igen. Det er vigtigt, at madpakken giver god energi til hele skoledagen, men hvordan er det nu lige, at du sikrer det? Lad Madpakkehånden guide dig.

Pr-Foto.

Kender du det: Du står i supermarkedet – lettere utålmodig, fordi indkøbet helst bare skal overstås hurtigst muligt -, men du er i tvivl om, hvad du skal købe ind til madpakken, så den bliver sund og mættende. 

Madpakkehånden kan guide dig, for med dens fem fingre er det en simpel huskemodel for, hvad der skal i madpakken:

•    BRØD – helst rugbrød eller fuldkornsbrød
•    GRØNT – snackgrønt, salat eller pålæg
•    PÅLÆG – kylling, kød, ost eller æg
•    FISK – mindst en slags fiskepålæg
•    FRUGT – det friske og søde

Madpakkehånden gør det altså nemmere at huske det hele til madpakken – både når du køber ind, og når madpakken efterfølgende skal forberedes.  Det er den samme huskemodel, uanset om madpakken er til børn eller voksne. Det handler bare om at huske på de fem fingre, og så kan du sammensætte en sund, varieret og mættende madpakke.

Nøglehullet gør det nemt at vælge sundere.

Hvis du samtidig kigger efter Nøglehullet, når du køber ind til madpakken, sikrer Nøglehulsmærket dig, at du køber madvarer, som lever op til krav om bl.a. indholdet af fedt, sukker, salt og kostfibre. Ved at kigge efter Nøglehullet kan du altså lynhurtigt spotte de sundere madvarer, og dermed gør

Nøglehullet det nemt at vælge sundere. 

Lad gerne børnene være med. Det er en rigtig god idé at tage dit barn med i køkkenet, så I kan lave mad sammen – også madpakken. Måltiderne bliver sjovere for dit barn, når det kan være med til at bestemme og forberede indholdet. Når I er sammen om at lave mad, er det også nemmere at introducere ny mad for dit barn. 

Læs mere om:

Om madpakker

Pjecen “Gi´ madpakken en hånd”

Om Nøglehullet