Arbejdsløsheden i Rønnebærparken og Æblehaven skal ned. Derfor indleder Roskilde Kommunes Jobcenter og Boligselskabet Sjælland nu et samarbejde med de ledige beboere for at intensivere jobindsatsen i boligområdet.

Foto: Roskilde Kommune

Det skriver Roskilde Kommune til Dit Roskilde.

I alt 109 borgere, som har været ledige i mere end fem år og endnu ikke er jobparate, får deres indsats intensiveret.

De er aktivitetsparate, hvilket betyder, at de har andre problemer end ledighed.

Borgerne skal derfor knyttes til en aktivitet, som eksempelvis beskæftigelsesindsatsen hos Pulsen, virksomhedspraktik, misbrugsbehandling, i psykiatrien eller i et andet tilbud, som giver mening i borgerens situation.

På den måde kan kommunen afklare, om borgeren er klar til at varetage et job.

“Loven siger, at vi skal have borgerne til samtale fire gange årligt, men nu skruer vi op for indsatsen og motiverer de pågældende til at gøre en indsats for at blive jobparate, ved at give dem de rette muligheder.

Samtidig gør vi indsatsen mere tillidsbaseret og får borgerne til selv at tage ansvar for deres vej tilbage til arbejdsmarkedet,” siger Bent Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget.

Ud over at hjælpe de langtidsledige videre i aktiviteter har indsatsen også et andet sigte. Æblehaven og Rønnebærparken røg af Ghettolisten i december, og den intensiverede jobindsats skal være med til at holde områderne af listen. Et af de fem kriterier for at blive stemplet som ghetto er arbejdsløshed på 40 procent eller derover.

Det er borgere på uddannelses- og kontanthjælp, som skal have hjælpen og målet er, at de med tiden kan komme i job.

Til den øgede indsats indretter kommunen et kontor, hvor nogle af Jobcentrets sagsbehandlere kan arbejde. Hos Boligselskabet Sjælland ser de frem til, at samarbejdet formelt begynder 1. marts.

“Vi glæder os over partnerskabet og vores gode samarbejde med Roskilde Kommune, og så er det positivt for beboerne at der kommer borgernær hjælp til at få dem ud på arbejdsmarkedet,” siger Fransisco Ortega, der er udviklingschef hos Boligselskabet Sjælland.

Roskilde Kommune har fået 1.998.070 kroner fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til den to-årige indsats og lige nu er de er ved at ansætte en projektleder og en virksomhedskonsulent til det kommende samarbejde med de berørte borgere i Æblehaven og Rønnebærparken.

FAKTA:
Ghettolisten omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder mindst 3 af 5 kriterier:

1)      Beboernes tilknytning til arbejdsmarkedet
2)      Andelen af beboere med ikke-vestlig baggrund
3)      Kriminalitetesniveau
4)      Uddannelsesniveau
5)      Indkomst

(Kilde: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet)