I 2022 skal naturområdet Hedeland, der strækker sig over de tre sjællandske kommuner Høje-Taastrup, Greve og Roskilde danne rammen for Spejdernes Lejr. Den kæmpemæssige spejderlejr er med forventet 80.000 deltagere og besøgende Nordens største lejr for børn og unge.

Velkommen, Welcome, Willkommen, Bienvenue!

Sådan så det ud foran hovedscenen til den forrige Spejdernes Lejr, der i 2017 blev afholdt i Sønderborg. Foto: Lars Schnoor Riisberg

Sådan kommer det i 2022 til at lyde, når Hedeland kan byde 40.000 spejdere fra ind- og udland samt yderligere 40.000 besøgende velkommen til Spejdernes Lejr i Hedeland Naturpark. Det er første gang, at Spejdernes Lejr holdes på Sjælland. Sidste gang var i 2017 i Sønderborg. I spejderbevægelsen er der stor begejstring:

“Hedeland Naturpark er fuldstændig fantastisk og er den absolut bedste ramme for, at vi kan vise hele Danmark, hvordan vi spejdere udlever vores mission om at give børn og unge udfordringer, friluftsliv og fællesskab. Sammen med Høje-Taastrup, Greve og Roskilde Kommuner skal vi nu i gang med at skabe en enestående lejr midt i et fantastisk naturområde. Vi vil gerne medvirke til, at hele Danmark får øjnene op for de oplevelser og muligheder, Hedeland byder på” siger Jens Harboe Malskær, der er den ene af to frivillige lejrchefer for Spejdernes Lejr 2022. Lillan Foged, der er den anden lejrchef, supplerer:

“Det hedder jo Spejdernes Lejr, men spejderoplevelser i almindelighed og Spejdernes Lejr i særdeleshed er ikke kun for spejdere. Vi vil gerne hjælpe til med, at flere børn og unge får øjnene op for Hedeland både op til og under Spejdernes Lejr 2022, ligesom vi vil samarbejde med lokale foreninger og virksomheder om at skabe en helt særlige oplevelse for både de 40.000 deltagere og alle andre, der har lyst til at besøge lejren.”

For borgmestrene i Høje Taastrup, Greve og Roskilde er der stor glæde over, at det i fællesskab er lykkes at få den store begivenhed til Hedeland Naturpark:

“Vi glæder os til Spejdernes Lejr 2022. Det er et sandt Kinderæg, hvor vi får oplevelser, opmærksomhed og opgraderinger i og af Hedeland. Det bliver for det første en kæmpestor oplevelse for spejderne og kommunens borgere. Det kan jeg love på baggrund af personlige erfaringer fra 2017, hvor jeg besøgte den seneste Spejdernes Lejr. Samtidig giver arrangementet os en unik mulighed for at præsentere Hedeland for hele Danmark. Hedeland er nemlig en lidt overset naturperle på Sjælland. Og endelig vil vi efter arrangementet stå tilbage med forbedrede faciliteter i Hedeland, som gør området endnu mere attraktivt i fremtiden,” siger Michael Ziegler (K).

For borgmesterkollegaen Pernille Beckmann (V) fra Greve ser man store muligheder i at bruge Spejdernes Lejr som løftestang for at få flere børn og unge aktiveret i natur- og friluftsaktiviteter:

Glade lejrchefer for Spejdernes Lejr 2022 og borgmestre for de tre værtskommuner kunne i dag fortælle om planerne for Spejdernes Lejr 2022. Foto (fra venstre) Jens Harboe Malskær lejrchef, Lillan Foged lejrchef, Thomas Breddam borgmester i Roskilde, Michael Ziegler borgmester i Høje-Taastrup & Pernille Beckmann borgmester i Greve. Fotograf: Lars Elmsted

“I Greve glæder vi os utrolig meget til at se de mange spejdere i Hedeland. Spejderlejren bliver en kæmpeoplevelse for os i lokalområdet, og jeg ser især frem til, at spejderne vil inkludere mange af vores sårbare børn i deres aktiviteter. Samtidig betyder spejderlejren, at Hedeland får flere faciliteter og flere oplevelser udendørs, præcis som vi har planlagt i kommunernes store udviklingsplan for området.,

I Roskilde Kommune, hvor man har tradition for store begivenheder, håber man, at lejren vil styrke samarbejdet på tværs af kommunegrænserne og mellem de mange aktører, der bliver involveret i udviklingen af Spejdernes Lejr 2022:

“I Roskilde er vi vilde med store events – så vi glæder os rigtigt meget til Spejdernes Lejr i 2022.
Det samarbejde mellem foreninger, spejdere og erhvervsvirksomheder på tværs af kommunerne, som lejren vil medføre, vil ud over en fællesskabsfølelse også give deltagerne et ejerskab til Hedeland. Det ejerskab vil efterfølgende forhåbentlig skabe endnu flere aktiviteter i Hedeland og på den måde få flere borgere til at opleve glæderne ved at bruge området,” siger Thomas Breddam (S) borgmester i Roskilde.

Forberedelserne er allerede i fuld gang. I første omgang fokuseres der på opbygningen af den frivillige organisation, der bærer lejren, og dialog med spejdergrupperne i området. Når lejren er i gang, er det erfaringen, at op mod 5.000 frivillige har været involveret. Samtidig begynder samarbejdet med Hedeland om at gøre området klar til 2022. Derudover er der fokus på at skabe tæt dialog og samarbejde med det øvrige forenings- og erhvervsliv i værtsbyerne.