Det er den bedste julegave, vi kunne få, siger formand for digelaget i Jyllinge Nordmark, Philip Lange Møller. Miljøministeren ændrer nu kystbeskyttelsesloven og øvrig relevant lovgivning, så kommuner i helt særlige tilfælde kan søge om lov til at fjerne klageadgangen.

Miljøminister Lea Wermelin fortæller i en pressemeddelelse, at hun nu har fået opbakning fra et bredt flertal i Folketinget til at ændre kystbeskyttelsesloven og øvrig relevant lovgivning, så kommuner i helt særlige tilfælde kan søge om lov til at fjerne klageadgangen. Ændringen kommer kun til at gælde for kommunale fællesprojekter, der er større kystbeskyttelsesprojekter, der gennemføres for en længere kyststrækning i et samarbejde mellem berørte grundejere og den eller de lokale kommuner.Lovændringen rokker ikke ved det udgangspunkt, at der fortsat skal tages de nødvendige hensyn til den natur, som ofte er forbundet til kysterne. Derfor vægtes hensynet til naturen efter kystbeskyttelsesloven fortsat uændret således, at ændringen ikke påvirker niveauet for naturbeskyttelsen, herunder særligt beskyttelsen efter Natura 2000-reglerne.- Der er et stort behov for, at vi får beskyttet Jyllinge Nordmark mod oversvømmelser. Vi har at gøre med mange familier, der ikke kan være trygge i deres eget hjem, og som har brug for, at vi kommer videre med arbejdet i en fart. Her vil det gøre en forskel, at vi kan anmode om at få en mere smidig klageadgang, siger borgmester Tomas Breddam fra Roskilde Kommune.- Borgere skal ikke leve i frygt for oversvømmelser. Vi står over for klimaforandringer, der kun gør det endnu vigtigere, at kommunerne effektivt kan forebygge de negative konsekvenser af klimaforandringerne, siger miljøminister Lea Wermelin.

– Vi ændrer ikke ved, at man som udgangspunkt kan klage over tilladelser til kystbeskyttelse, men vi vil ændre loven, så det bliver muligt at gøre en undtagelse i særlige situationer sådan, at kystbeskyttelsesprojekter, der skal beskytte mange grundejere på en gang, ikke bliver væsentlig forsinket som følge af klager.

Klageretten kan kun fjernes, hvis der er sandsynlighed for gentagne oversvømmelser og/eller erosion inden for en kort årrække. Der kan også være væsentlige private eller offentlige værdier, der er truede, herunder risiko for menneskers fysiske eller psykiske sundhed. Kommunen vil stadig skulle gennemføre partshøringer forud for tilladelsen, og der ændres heller ikke på de hensyn, der skal tages til naturen.

– Jeg glæder mig over, at der nu åbner sig mulighed for, at der kan komme en løsning for de mange borgere i Jyllinge Nordmark, der i lang tid har måttet føle sig som gidsler i et langstrakt sagsforløb. En lovændring er det eneste rigtige at gøre, siger Socialdemokratiets miljøordfører Mette Gjerskov.

Et lovforslag, der udmønter den politiske aftale, bliver sendt i høring inden jul med henblik på fremsættelse i denne folketingssamling.