I 2020 sætter VisitFjordlandet for alvor gang i den internationale markedsføring. Målet er at tiltrække flere gæster fra Tyskland.

Tyskernes interesse for at holde ferie i Danmark har aldrig har været større.  Hvor de tidligere sværgede til Vestkysten, retter de nu i højere grad kikkerten mod Østdanmark. Det viser de seneste analyser fra VisitDenmark. De tyske besøgende står for næsten 60 % af alle udenlandske overnatninger i Danmark, og antallet af overnatninger er stigende. Projektchef for VisitFjordlandet, Thomas Kær Mahler, fortæller:

Kajak på Roskilde Fjord. Foto Thomas Kær Mahler

”Vi ser fortsat en stærk efterspørgsel efter at holde ferie i Danmark. De tyske gæster vandrer og cykler meget, og desuden er de meget interesserede i aktiviteter ved vandet, som fx lystfiskeri, kajak, kano og sejlads. Udover naturen står muligheden for at dykke ned i den danske historie, kultur, mad og lokale oplevelser også højt på listen. Her kan Fjordlandet tilbyde de tyske gæster rigtig meget. Det giver derfor rigtig god mening, at vi nu går ind med en kampagneindsats på det tyske marked i samarbejde med VisitDenmark i 2020 og årene fremover”.

Der er tale om en markedsføringsindsats, som bl.a. vil foregå på VisitDenmarks tyske kampagne-hjemmeside og på sociale medier. Desuden vil Fjordlandet i løbet af foråret og sommeren få besøg af tyske journalister fra store nationale medier samt tyske influencere.

”Det giver god mening at tænke i målgrupper, der holder sommerferie forskudt af den danske – og det gør tyskerne jo. Den tyske økonomi er robust, og der er udsigt til fremgang i privatøkonomien. Det giver os en tro på, at de også på længere sigt vil være gode og stabile gæster. Vi ser frem til samarbejde med VisitDenmark omkring den her indsats i 2020, men også i årerne fremover. Og så glæder vi os samtidig over, at der fra turismeerhvevet i Fjordlandet har været stor opbakning til denne kampagneindsats” siger Thomas Kær Mahler.

Kampagne-indsatsen begynder i januar 2020.