Kommunernes investeringer i veje vil blive skåret markant i 2023, og det vil kunne mærkes på en række måder for danskerne, vurderer Asfaltindustrien med udgangspunkt i undersøgelser.

Den danske asfaltindustri slår alarm, da en kommende beskæring på 5% i kommunernes samlede investeringer i veje i 2023 vil få negative konsekvenser for vejenes tilstand og true arbejdspladser, mobilitet og trafiksikkerhed.

“Når kommunerne skærer i budgettet for veje, kan det få vidtrækkende konsekvenser for både den enkelte borger, erhvervslivet og vores samfund som helhed. Vores vejes tilstand har en betydning for alt fra vores konkurrenceevne til ulykker,” siger Anders Hundahl, adm. direktør for Asfaltindustrien og fortsætter:

Forskning fra DTU viser en direkte sammenhæng mellem vedligeholdelse af kommunale veje og antal trafikulykker. I 2022 blev 154 personer dræbt i trafikken, mens ca. 2.800 kom til skade,” understreger Anders Hundahl og tilføjer, at de samfundsmæssige omkostninger ved trafikulykker i den forbindelse løber op i over 30 mia. kr. årligt.

Endnu et år med nedgang
Ifølge en analyse foretaget af Dansk Vejforening ved cheføkonom cand.polit. Finn Bo Frandsen i januar 2023 planlægger de danske kommuner at investere 14 % mindre i nye veje sammenlignet med 2022, mens der vil være en lille forøgelse på 2 % til drift og vedligeholdelse. I alt er der tale om et fald på 500 mio. kr. svarende til 5 %. 

Det bliver således endnu et år med nedgang i kommunale investeringer i veje, eftersom kommunernes indkøb af asfalt til primært vejvedligeholdelse på få år er faldet med godt en halv mio. tons om året. Asfaltforbruget i perioden 2018-20 lå på 1,9-2,0 mio. tons om året, mens der i 2022 kun blev indkøbt 1,37 mio. tons asfalt til formålet. Det viser en opgørelse, Asfaltindustrien har foretaget på baggrund af indberetninger fra virksomhederne (bladet Asfalt side 8). 

Der er altså tale om et markant efterslæb, der med tallene for 2023 kun ser ud til at blive større jvf. også de seneste analyser fra kommunerne selv og Foreningen af Rådgivende Ingeniører, hvor der peges på et 3,9 mia. kr. stort investeringsbehov i de kommunale veje.

“Det store fald i kommunernes investeringer i veje og vedligeholdelse betyder, at bilister og cyklister vil opleve flere huller på vejene, mens vi som samfund vil få en utidssvarende infrastruktur og sakke bagud i konkurrencen med vores europæiske naboer,” siger Anders Hundahl. 

Han henviser til EU’s Regional Competitiveness Index 2.0 – 2022 edition, hvor Danmark ligger godt generelt, men halter bagud, hvad angår infrastruktur i Syddanmark og Jylland.

En forudsætning for vækst og velfærd
Asfaltindustrien opfordrer derfor til øgede kommunale investeringer for at indhente det efterslæb, der er skabt gennem årene. 

“Det handler om mere end jævne og pæne veje. Veje udgør en central del af den infrastruktur, der er en forudsætning for vækst og velfærd. Asfaltindustrien er naturligvis en part i sagen, eftersom vi producerer, sælger og udlægger asfalt. Det rører imidlertid ikke ved, at der er gode, objektive grunde til, at kommunerne skal holde vejene bedre, som vil gavne bl.a. samfundsøkonomi og trafiksikkerhed,” siger Anders Hundahl.

Han advarer om, at den nedadgående tendens i asfaltforbruget vil få negative konsekvenser for både vækst, arbejdspladser, mobilitet og trafiksikkerhed. Asfaltindustrien mener derfor, at det er på høje tid, at kommunerne anerkender vigtigheden af investeringer i vejinfrastrukturen. 

“En markant nedprioritering i forhold til kommunernes investering i ny infrastruktur vil koste jobs, mobilitet og trafiksikkerhed. Vi har brug for at se en øget vilje til at investere i infrastrukturen fra kommunernes side,” siger Anders Hundahl og understreger, at politikerne desuden bør være opmærksomme på, at en meget vigtig rammebetingelse for erhvervslivet er en stabil aktivitet, så virksomhederne kan undgå at måtte afskedige gode og kompetente medarbejdere og senere kan have svært ved at finde igen.

Pressefoto