I anledning af koncerten på Valentines Day på Gimle, har Fastpoholmen besluttet, at der skal være ekstra fokus på kærlighed! Der spilles ekstra mange kærlighedssange og publikum opfordres til selv at invitere nogen med i kærlighedens ånd, og være med til at sprede kærligheden.

Fastpoholmen / Pressefoto Gimle

Fastpoholmen spiller en musikalsk cocktail på en base af reggae og folk, med noter af indie, balkan, dub og jazz. Det lyder komplet vanvittigt, og er det sådan set også, men det fungerer bare virkelig, virkelig godt!

Al Fastpoholmens musik udspringer fra sanger og sangskriver Adam Fastholms ideer og kraftfulde kompositioner. Adam skriver, sampler, arrangerer og indspiller størstedelen af hvert nummer før han præsenterer det for hans kusine, medvokalist Dawn Fastholm, og resten af bandet, der så giver sit besyv med til at færdiggøre og udgive musikken.

Live bliver Adam og Dawn sammen med de seks andre musikere, Thomas Fløe Nielsen, Kristoffer Sidenius, Jay Habib, Trine Trash, Kristian Rinck-Henriksen og Anders Juhl Nielsen til et forrygende, virilt og innovativt otte personers band, der altid giver musikken og publikum hundrede procent nærvær og tilstedeværelse. Det er også et yderst legefuldt og uprætentiøst band der byder op til alt fra dans til tårepersere.

Frem til bandets første udgivelse ’En stund’ (2010), var det mest som duo det dansk-svenske fætter/kusine par Adam og Dawn Fastholm præsenterede musikken. Men i takt med at albummets succes steg, begyndte de at spille flere og større jobs, og der kom flere bandmedlemmer til. Ved bandets koncert på Roskilde Festivalens Pavillon-scene i 2011, præsenterede Fastpoholmen sig for første gang som det otte mand store orkester de er i dag.

SUPPORT: BJERGTAGET.
Bjergtaget er dansksproget politisk-filosofisk indie-folk med et strejf af spiritualitet. Bjergtagets DNA er Stephan C. Krabsens sange, der skal holde til at blive klædt af og leveret helt ind til benet kun ved hjælp af en guitar og Stephans vokal, før de bliver en del af Bjergtagets univers.

Med udgivelsen af Bjergtagets selvbetitlede debutalbum viste det sig, at musikken kunne noget ganske særligt. Bjergtaget har på den baggrund turneret rundt om i Danmark og forøget sine tilhængere.

PRAKTISK INFORMATION.
TID: Fredag d. 14. februar 2020 kl. 21.00. Dørene åbnes kl. 20.00.
STED: Tanken, Gimle – stående koncert
PRIS: 135 kr. i forsalg, 140 kr. i døren.
Billetter via www.gimle.dk