Projekt KICK, der forsøger at få mere bevægelse ind på erhvervsskolerne, startede for nogle år siden i Roskilde. Resultaterne herfra – og fra den lille håndfuld af andre erhvervsskoler, der fulgte i kølvandet på Roskilde – er så gode, at konceptet nu rulles ud i hele landet.

Pressefoto Projekt KICK

“Jeg er glad – og lidt stolt – over, at Roskilde Tekniske Skole sammen med kommunen og DGI har haft så gode erfaringer med KICK. Nu skal elever på over 40 erhvervsskoler i hele landet prøve kræfter med alt fra fægtning til fodboldfitness og floorball. Projektet får erhvervsskoleelever til at bevæge sig mere, og det giver en meget bedre skoledag, viser erfaringerne fra Roskilde”, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Claus Larsen.

Når projekt KICK sættes i gang på erhvervsskoler over hele landet, så bygger det videre på succesfulde erfaringer fra et pilotprojekt på Roskilde Tekniske Skole og erfaringer fra Aalborg og Aabenraa.

Tilbagemeldinger viser bl.a.: Over 80 % af eleverne oplever, at KICK-forløbet påvirker det sociale fællesskab og sammenhold positivt. 2 ud af 5 elever oplever, at KICK-forløbet bidrager positivt til deres faglige udvikling og læring. Over halvdelen af eleverne oplever, at KICK-forløbet har givet en bedre relation til deres lærere.

Der er lavere fravær blandt elever, der er med i KICK-forløbet.
Baggrunden for projektet er, at elever på erhvervsskolerne bevæger sig alt for lidt. Og de har dårligere sundhed end unge på andre ungdomsuddannelser. Samtidig går det langsomt for erhvervsskolerne med at leve op til kravet om, at eleverne ligesom i folkeskolen skal have 45 minutters motion og bevægelse dagligt.

Det skal projekt KICK nu gøre noget ved også uden for Roskilde.
“Med pilotprojektet blev der udviklet en metode, hvor vi kan se, at det gør en positiv forskel for både elever og lærere, når idræt og bevægelse bliver en del af skoledagen på erhvervsskolerne. Derfor er vi glade for at kunne støtte projektet, så det kan bredes ud på erhvervsskoler i hele landet. Vi håber, projektet kan øge elevernes trivsel og måske endda være med til at sænke frafaldet på erhvervsskolerne,” siger Henrik Lehmann Andersen, der er adm. direktør i Nordea-fonden.

“Vi ved, at aktive fællesskaber, der får pulsen op og grinet frem, gør en forskel for både den sociale, fysiske og mentale sundhed. Jeg er sikker på, at alle elever får succesoplevelser med projekt KICK. Det vil betyde en mere aktiv hverdag og give eleverne lyst og erfaringer, som de tager med sig videre i livet og ud på arbejdspladserne,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Fakta om projekt KICK.
Nordea-fonden støtter projekt KICK med 4 mio. kr. Erhvervsskolerne gennemfører projektet i samarbejde med DGI, lokale idrætsforeninger og kommunen.

Målet er, at omkring 40 af landets 86 erhvervsskoler deltager i KICK, dvs. over 1.400 lærere og 8.600 elever. Fem år efter projektets afslutning skal over 85.000 erhvervsskoleelever have været aktive med KICK. 85 procent af eleverne skal opleve, at KICK har været med til at øge deres personlige og sociale trivsel.

KICK består af tre indsatser på skolen: 1. uddannelse af lærerne, så de kan integrere bevægelse i undervisningen. 2. skemalagt og obligatorisk idræt for eleverne i samarbejde med lokale idrætsforeninger. 3. Ung-til-ung tilgang, hvor eleverne klædes på til selv at sætte gang i idrætsaktiviteter på skolen.

Undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen viser, at elever på erhvervsskoler har en dårligere sundhed og adfærd sammenlignet med unge på andre ungdomsuddannelser. Andelen af unge, som aldrig er fysisk aktive er næsten dobbelt så stor på erhvervsskolerne som på gymnasierne.

Siden erhvervsskolereformen i 2015 har det været et krav, at elever på erhvervsskolernes grundforløb har 45 minutters motion og bevægelse dagligt. Der er ingen undersøgelser af, om erhvervsskolerne lever op til kravet.

Læs mere om projekt KICK på www.dgi.dk/kick