Efter sidste års succes med den ungedrevne festival DELTA på Gimle er en gruppe unge arrangører klar med DELTA 2023. En festival særligt for unge på gymnasierne, ungdomsuddannelserne og de ældste skoleelever.

I næste uge, lørdag d. 29. april, byder en gruppe unge festival-medskabere i alderen 14 – 19 år velkommen til den anden udgave af DELTA på Gimle. Der er lagt op til en dag særligt for byens unge, men arrangørerne håber samtidig, at mange af byens forældre og familier vil kigge forbi.

DELTA er arrangereret af unge for unge, og programmet skal motivere til aktiv deltagelse frem for passiv underholdning. Det hele foregår på to musikscener ved og på Gimle, der til DELTA er indrettet til festivalstemning med særlige kunstinstallationer og et mad- og drikkeudvalg tilpasset et ungt budget.

Lav gennemsnitsalder og tårnhøjt niveau i musikprogrammet – unge spiller for unge.
Det fulde musikprogram for musikfesten med i alt 11 navne er offentliggjort, og det byder bl.a. på navne som Barselona, Rigmor, Afskum og Prisma plus lokale og sjællandske unge navne som Aierfreia, Keido, Kasáblanca og Nioma. Mange af artisterne på DELTAs program er omkring 18 -19 år, og arrangørerne vurderer, at gennemsnitsalderen for de optrædende ligger lige over de 20 år. Og det er helt efter DELTAs formål – der blandt andet sigter efter, at det unge publikum skal møde andre unge både på og foran scenen.

Samskabelse i alle led
Siden efteråret har de unge medskabere ”gået til festival”-planlægning og er som arrangører bakket op af Gimle og Roskilde Klub Øst. De unge er involveret i alt fra programlægning og forhandling til udsmykning og pladsdesign. DELTA har nemlig som erklæret formål at blive mødestedet, hvor Roskildes unge introduceres til og aktivt involveres i musikkens mange fællesskaber og møder andre med samme interesser.

Her prøver de kræfter med de mange forskellige elementer, der tilsammen skaber en musikoplevelse af høj kvalitet. Udover de unge medskabere på og bag scenerne står også en gruppe elever fra Roskilde Kulturskoles BGK-linje for kunstprojekter på musikfestpladsen.

DELTA skal være et trygt sted for alle unge at opleve livemusik og festivalstemning, så arrangementet er alkoholfrit, men det betyder ikke, at gæsterne må nøjes med vand. En cafégruppe fra Gadegården Klub Øst står nemlig i baren, hvor der sælges slik og sodavand.

DELTA er levendegjort af Gimle og Roskilde Klub Øst og samskabes med en gruppe lokale unge blandt andet fra det spirende Ria Kollektivet. DELTA er støttet af Roskilde Musikby/Roskilde Kommune, Roskilde Festival, Statens Kunstfond og Tuborgfondet.

Dato: Lørdag d. 29. april 2023, kl. 13.00 – 23.00
Hvor: Gimle, Helligkorsvej 2, 4000 Roskilde.
Pris: Fri entré

Mere info: gimle.dk/delta

Arrangementet er alkoholfrit – der må ikke indtages alkohol og der kan ikke købes alkohol på pladsen.

Pressefoto DELTA