Roskilde Kommune skal bygge nyt idrætscenter på Kildegården. Roskilde Dampradio har som den eneste forening nægtet at anerkende kommunens opsigelse af deres låneaftale. Byretten har nu fastslået, at Dampradioen skal flytte fra Kildegården.

Den 4. januar mødtes Roskilde Kommune og Roskilde Dampradio i byretten i Roskilde. Roskilde Dampradio havde nægtet at anerkende kommunens opsigelse af den eksisterende låneaftale for Gartnergården, der skal rives ned for at give plads til det nye idrætscenter på Kildegården.

Roskilde Dampradio har modsat sig opsigelsen med påstand om, at Roskilde Kommune ikke kan dokumentere, at Gartnergården skal rives ned for at opføre det nye idrætscenter. På retsmødet fremlagde Roskilde Kommune en omfattende dokumentation for, at det nye idrætscenter skal opføres netop her, hvorfor Gartnergården skal nedrives.

Forud for retssagen har kommunen tilbudt Roskilde Dampradio andre lokaler, men dampradioen har afvist de tilbudte erstatningslokaler og har heller ikke ønsket at indgå i en dialog om andre muligheder.

Joy Mogensen, borgmester:

”Jeg er tilfreds med at få rettens ord for, at kommunen har handlet helt efter bogen, og at vi nu kan komme i gang med det nye idrætscenter. Jeg glæder mig over, at vi på Kildegården kan skabe nye muligheder for aktiviteter og fællesskaber for tusindvis af borgere centralt i Roskilde.”  Fortæller Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Birgit Pedersen, formand for Kultur og Idrætsudvalget:

”Det er jo selvmodsigende, at Dampradioen forsøger at udskyde Idrætscenteret med den begrundelse, at de ikke tror på, vi vil bygge det. Det eneste, der står i vejen for at komme i gang med byggeriet er Dampradioen selv. Hvis de anker dommen til landsretten er det ren pression, og mange idrætsfolk vil føle, at de tages som gidsler i denne sag”.
Roskilde Kommune begynder opførelsen af Idræts- og bevægelsescenteret til foråret 2017 og inden da skal Gartnergården være revet ned.

Fakta

Roskilde Kommune har afsat 55 mio. kr. til Idræts- og Bevægelsescenteret.

Byggeriet begynder i foråret 2017 og står færdigt til sommeren 2018.

Centeret omfatter en stor springsal, trampolinsal, bordtennissal, 2 rytmesale og 3 bevægelsessale.

Sociale områder, hvor man kan være sammen før og efter træning og se kammerater og andre hold træne, er en vigtig del af centeret.