Nu er første spadestik taget til 62 billige energivenlige boliger i boligblokken ‘Tunet’ i Trekroner. Boligerne skal efter planen være indflytningsklar i efteråret 2018.

Nu er byggeriet af 62 billige boliger i Trekroner i gang. Roskilde Nord Boligselskab opfører de nye almene boliger i samarbejde med ROCKWOOL og Roskilde Kommune. Boligerne er først og fremmest tiltænkt unge studerende og flygtninge, og med en månedlig huslejen i boligblokken ’Tunets’ nye et-rums ungdomsboliger på omkring 3000 kroner inklusiv forbrug, er målet om at sikre billige boliger i et af Roskildes mest eftertragtede nybyggerområder allerede i efteråret 2018 en realitet.

Foto: Roskilde Kommune

Ambitionen er at skabe et velfungerende boligområde, der viser en ny måde at tænke bæredygtige og billige boliger på, samtidig med der skabes et fundament for en succesfuld integration af flygtninge.

Roskilde Kommune har et stort behov for at kunne tilbyde særligt unge og flygtninge billige boliger, fordi deres indtægt er begrænset. Til projektet har ROCKWOOL udviklet et innovativt byggesystem af ikke-brændbar stenuld, RockZero. Systemet gør boligerne energieffektive og muliggør tynde vægge og dermed en maksimal udnyttelse af kvadratmeterne. De lave udgifter til opvarmning af boligen medvirker til at sikre den lave husleje, og netop samarbejdet mellem Roskilde Kommune, Rockwool og KAB har vist sig at være særdeles godt for de kommende lejere.

”Det glæder mig, at vi nu er i gang med byggeriet og at vi i samarbejde med KAB og ROCKWOOL er lykkes med at få huslejen ned på omkring 3.000 kr. inkl. forbrug om måneden for 1-rums boligerne. Det er virkelig godt nyt for de unge studerende og flygtninge, som boligerne bygges til. Vi har fået en masse gode erfaringer med de prisvenlige boliger og dem vil vi selvfølgelig bruge, når vi skal bygge andre almennyttige boliger, siger Roskilde Kommunes borgmester, Joy Mogensen.

KAB betegner det nye byggeri som visionært i bestræbelserne på at skabe basis for et fællesskab foruden høj arkitektonisk værdi til en lav husleje.

”Nu glæder jeg mig til at se boligerne tage form og håber, at de kommende beboere vil udnytte de enestående muligheder for at dyrke jorden og gøre brug af det fælles drivhus. Jeg venter mig også meget af Rockwools nye byggesystem og glæder mig til at se det i funktion,” siger Leif Tingvad, formand for Roskilde Nord Boligselskab.

Boligerne, der er tegnet af Vandkunsten, lever op til 2020 reglerne og har integration og social bæredygtighed som bærende elementer. Bebyggelsen kommer blandt andet til at indeholde fælleshaver og et medansvar for områdets drift. Lokalplanen giver mulighed for at opføre i alt 200 boliger i tre mindre bebyggelser ved Langebjerg Sø i Trekroner.

De første lejere skal efter planen kunne flytte ind i efteråret 2018.  Se mere her.