Nu er der kommet et særligt rev ved Veddelev – et såkaldt formidlingsrev. Her er det nemt at komme ud og opleve livet omkring stenene.

Stenrevet ligger ved stranden på campingpladsen – 300 meter nord for Vigen Strandpark og 200 meter syd for Veddelev Havn. Det nemt at komme ud til revet og opleve livet omkring stenene. Det kan ske med snorkel og svømmefødder eller bare ved at vade derud med en vandkikkert.

Stenene og de store tangplanter, der hæfter til stenene, skaber et særligt miljø, som giver levesteder for mange dyr.

Nederst i fødekæden får vi muslinger, snegle og børsteorme. Havørreden gemmer sig bag sten og tang, og revene er også et område for en masse fiskeyngel. Det giver mere føde højere oppe i fødekæden til de fiskespisende fugle.

Mange sten er fjernet fra de kystnære områder i Danmark ved stenfiskeri. Så det er godt, at vi får nogle af stenene tilbage.

Der er lagt i alt 100.000 sten (9.000 tons) tilbage i fjorden.
Langt de fleste sten er udlagt ved Nørrerev og Ægholm, mens der ved Veddelev er udlagt godt 3.000 sten svarende til ca. 300 tons.

Det bliver spændende at følge, hvordan livet udvikler sig ved revene over de kommende år.

Revet er nu indviet og har fået et navn: Kong Helges Stenrev. Det nye stenrev er blevet til i et samarbejde mellem Nationalpark Skjoldungernes Land, Miljøstyrelsen og Roskilde Kommune. Det er Miljøministeriet, der har finansieret stenrevene.

Pressemeddelelse. 

Foto ABW